Kontinental fornuft?

 

I mere end 10 år har jeg stillet spørgsmålstegn ved det kontinentale, kontinentale begreber og forestillingen om Afrika og Europa. Jeg opfatter det som koloniale fantasier. Hvis vi fortsætter med at bruge dem, gør vi os også skyldige i at fortsætte historisk produceret ondskab.

I næsten ligeså lang tid har jeg haft et citat fra Achille Mbembe's hovedværk "Critique de la raison négre" stående øverst på min blogs forside.

 "When one say the word 'Africa,' one generally abdicates all responsibility. The concept of wrongdoing is evacuated on principle. It is presupposed as well that nonsense is constitutive, from the beginning, of the word itself. In other words, to say 'Africa' always consists in constructing figures and legend - it matters little which ones - on top of an emptiness".

Achille Mbembe, in: Critique of Black Reason, Chapter 2, The Well of Fantasies, page 51-52 

Værket blev udgivet på fransk i 2013, men oversat engelsk i 2016 med titlen "Critique of Black Reason. Derfor er der ingen undskyldning for ikke at have læst bogen, som jeg plejer at sige. Titlen er selvfølgelig en let skjult reference til Immanuel Kants værker om fornuft.fra 1700-tallet.

I samme periode har jeg til enhver tid benyttet chancen til at kritisere andres brung af ordet Afrika. Jeg bliver for det meste afvist, men i de sidste par år er der begundt at ske noget - flere begynder at nikke anerkendende til mine betragtninger - især ude i verden, senest til Cape Town Art Fair i februar måned og forrige år til Ake Arts and Book Festival i Lagos. 

I sidste måned til Cape Town Art Fair kom jeg forbi Clarke's Bookshop og faldt over Teju Cole's bog "Black Paper - writing in a dark time". Jeg var nysgerrig fordi jeg huskede hans fantastiske bog "Blind Spot" som jeg læste for en del år siden. I "Black Paper" konkretiserer Teju Cole de mere abstrakte forestillinger, som vi citerer Achille Mbembe for.

 Teju Cole skriver:

 "I am more fascinated by Nairobi than by Africa, just as I am more intrigued by Milan than by Europe. The general is where solidarity begins, but the specific is where our lives come into proper view. I don't want to hear "Africa" unless it's a context in which someone would also say "Asia" or "Europe". Even notice how real Paris is? That's how real I need Lagos to be. Folks can talk about Paris all day without once generalizing about Europe. I want to talk about Lagos, not about Africa. I want to hear someone speaking Yoruba, Ewe, Tiv, or Lingala, "African" is not a language. I want to know if a plane is going to the Felix-Houphouët-Boigny International Airport or the O. R. Tambo International Airport. You can't go to "Africa", fam. Africa is almost twelwe million square miles. I want to be particular about being particular about what we are talking about when we talk about Africa".

Jeg forsøger at skrive et essay om kontinental fornuft eller rettere, som stiller spørgsmål ved om kontinentale begreber og forestillinger giver mening, men dette essay er også forsøg på anmeldelse af tre forskellige bøger på dansk:

Jeppe Brixvold "De levendes verden" (926 sider)

Jørn Stjerneklar "Hjertet glemmer ikke hvad øjet har set" (495 sider)

Susanne Possing "Kvindernes land - en beretning fra Uganda" (579 sider)

De to første bøger maler med den meget brede og stigmatiserende pensel og staver Afrika med stort A, hvorimod Susanne Possing holder sig til det konkrete - en fortælling om et møde med den konkrete kvinde Grace som Susanne Possing har et mangeårigt kendskab til. Forpligtelsen på den konkrete historie fortjener stor ros. Det betyder ikke, at Susanne Possings bog er fri for stigmatiseringer, men de er trods alt mindre abstrakte og generelle.

Alle tre bøger er alt for lange. De kunne med fordel have været redigeret ned til en tredjedel. Det virker som om redaktørerne har glemt at gå på arbejde. 

Jørn Stjerneklar afslører sig selv på side 133 med formuleringen: "For en kort stund er vi alle tilbage i vores vilde og vildtvoksende Afrika". Det giver mindelser om Thomas Boberg, da han i "Africana" var nået til Gambia - efter at have været i Etiopien - og dummede sig med at sige, at nu var han endelig ankommet til Afrika.

Susanne Possing er heldigvis langt mere nøgtern og konkret. Hun følger kvinden Grace, og vi får gennem Susanne Possing øjne lov til at lære Grace og hendes familie at kende. Desværre forfalder også Susanne Possing til en slags stigmatisering mod bogens slutning, hvor hun kortfattet belærer læserne om begrebet Ubuntu, hvilket er helt unødvendigt for bogens beretning, og derfor virker det meget påklistret og faktisk også irrelevant. 

Nogle vil måske huske at Linux-fællesskabet kaldte deres styresystem for Ubuntu, for at understrege at et styresystem kun kunne blive til noget, hvis alle deltager i en demokratisk og åben proces uden tanke for eget udbytte. De havde hentet navnet fra et ordsprog fra Zulu-stammen i Sydafrika, ved østkysten i området KwaZulu Natal hvor man finder storbyen Durban.

 “Umuntu ngumuntu ngabantu”

Oversat betyder det: we are because of others -  vi er på grund af andre. Det bliver ofte fejlagtigt oversat og citeret som: I am because you are - jeg er fordi du er. Det er desværre også en mistolkning som Susanne Possing reproducerer - netop derfor ville det have været ønskeligt om den påklistrede slutning havde været udeladt.

På mange bantu-sprog findes der ikke individuelle personlige pronominer, og det kan være forvirrende når der oversættes til engelsk eller andre kolonisprog. Zulu tilhører gruppen af bantu-sprog, ligesom luganda gør, som er Grace's modersmål.