Meeting Uganda and "the other"

Performance of poetry and narrative with reflexions about meeting the ‘other’; what does not make immedeate make any sense, and how it crushed my previous world view and riped every imagination of belonging into pieces.

Jeg forstår ikke de signaler
     som bæres på snefnug
     der daler fra himlen
     eller haglslags rids
     i huden
Langt bedre forstår jeg
     troperegnens korporlige
     sjaskvåde kys på kroppen
     og solens ubarmhjertige
     angreb ved Ækvator
Geografisk placering
     tjener ikke som forklaring
Mine gerninger
     har deres eget liv
     hinsides godt og ondt

(Vinterdrømme, 2014)

For 15 år siden rejste jeg til et sted, jeg ikke tidligere havde ønsket at tage til, nogensinde drømt om at skulle besøge og heller ikke vidste særlig meget om. Med frygt for at komme til at lyde som en klon af Tørk Haxthausen, indrømmer jeg, at det har taget mig lang tid at blive i stand til at tale om det jeg mødte.  Tørk Haxthausen udgav i 1984 romanen ”Hos de sorte”, hvor han på bagsiden af omslaget fortæller om, at det tog ham 10 år at finde ud af, hvad der skete, da han ankom til Tanzania, og hvad det har gjort ham til for et menneske.

”VERDEN ER LILLE, siger man.

JA, HVIS MAN BLIVER I DEN, vil jeg gerne
tilføje

DENNE BOG er et forsøg på at beskrive,
hvordan der er at falde ud. Jeg har brugt
ti år på at finde ud af hvad det var der
skete, og hvad jeg er havnet i. Jeg
vil ikke sige, at det er lykkedes, men her
er i hvert fald en oprigtig skildring af
selve faldet.

DERT ER OGSÅ historien om min tid i Øst-
afrika. Men den tid kunne der tortælles
mange flere historier om Dette er for-
tællingen om en rejse til det ubegribeli-
ge, hvor alle de kendte tinge bliver frem-
mede, og det ufattelige hører til dagens
orden.

Endelig er der et beskedent tegn på min
grænseløse taknemmelighed til de
mennesker og steder der smadrede mit
europæiske verdensbillede, så det ikke
stod til at reparere”

(Tørk Haxthausen: Hos de sorte, 1984)

Også jeg ankommer til Tanzania. Om aftenen kigger jeg op på en stjernehimmel med millioner af stjerne. Og der er ikke en eneste af dem, som jeg kunne benævne, selvom jeg som barn lærte stjernetegnene på den nordlige halvkugle at kende. Da går det op for mig, at jeg befinder mig et sted, hvor jeg intet forstår, og ikke kan bruge mine hidtidige erfaringer til noget, men må begynde forfra, som var jeg et lille barn.

Jeg forlader Tanzania meget hurtigt og bosætter mig i Kampala. Mit liv i Kampala udspænder sig om en detektivroman, hvor jeg leder efter spor. Men her er ikke begået nogen forbrydelse, og de spor jeg finder giver ingen mening. De spor detektiven følger er refleksioner af allerede indlejrede kulturelle koder, ritualer og forforståelse. Jeg havde ingen klar fornemmelse af, hvor jeg befandt mig og kunne derfor heller ikke tyde sporerne, jeg forsøger at følge, hvis der overhovedet er nogen. I Kampala går jeg kun i cirkler med en begyndende erkendelse af at jeg intet ville finde. Alligevel forlader jeg byen med en stærk vilje til at vende tilbage for at forstå mere. Kun langsomt holder jeg op med at lede efter spor.

Her på grænsen af
     det ene det andet
     og det tredje kontinent
     er der ikke noget
     at forstå
Det eneste vi kan gøre
     er at lade vores skønhed
     vibrere som dråber for solens ansigt
Måske fortæller du store historier
     om svundne skatte
     mens han på den anden side af havet
     cirkulerer om små detaljer i sin kones hår
Jeg sidder og kigger ud over havet
     og ved ikke
     hvor jeg hører til

(Vinterdrømme, 2014)

Da jeg vender tilbage til København forbliver jeg at være en fremmed. Alle omkring mig spørger, hvor jeg kommer fra. Hvis jeg siger, at jeg kommer fra omkring det næste hjørne, ryster de benægtende på hovedet og forklarer hvorfor jeg nødvendigvis må komme en andet sted fra. Andre nøjes med at sige, at jeg taler et så pænt dansk. Jeg tænker at det må være mit mørke hår, som slet ikke er særligt mørkt. Ligesom blondinen heller ikke behøver at være russisk bare fordi hendes hår er lyst.

Havde jeg rejst så meget på tværs af verden, at jeg havde mistet forholdet til det sted, hvor jeg blev født og som straf også får frataget mit modersmål?

Som var jeg en adopteret, føler jeg, at jeg er blevet placeret et sted, hvor jeg ikke hører hjemme, og jeg har forgæves forsøgt at lede efter steder, hvor jeg kan finde fred. Min skæbne har været lige dele indbildning og frit fald mod afgrunden. Der er ikke noget sted, hvor jeg kan finde hvile. Kun en uendelig rastløs søgen efter ham den anden. Den mand jeg ville have været.

Er det varmen
     der skaber
     menneskets kølige begær
     efter mere af alting?
Kan jeg forstå
     det blod
     der strømmer
     ud gennem flodens delta?
Vil vi efter mange døgns vandring
     i ørkenens hårde sand
     finde en glemt brønd
     der vil læske vore raspe tunger?
Men det er ikke
     spørgsmål og svar
     som vil slukke min tørst

(Vinterdrømme, 2014)

Jeg har ingen hjemstavn og føler intet tilhørsforhold. Det er som en simuleret migrants identitet. Blot berettiger mit pas og mit statsborgerskab mig ikke til at føle mig fremmed. Der er ikke synligt ved mig, som afslører, at jeg kunne have været en anden, og migranten hører også altid til flere steder, både der hvor hun kommer fra, og hvor han kommer til. Jeg er måske et menneske, som endnu ikke har fundet et hjem, men min hudfarve giver mig ingen ret til at være fremmed.

”Hun holder mig i hånden og spørger, hvor jeg har været. Jeg fortæller om mine rejser på tværs af verden, men det er ikke det, hun mener. Vi fortsætter gennem livet. Jeg leder efter noget, som måske ikke findes. Hun behøver ikke lede efter noget. Hun er dér, hvor hun hører hjemme. Vi kan ikke forstå hinandens bestræbelser.” (Glæde og fordærv, udkommer oktober 2018)

En fortabte sjæl. Et menneske som ikke er et sted, men som altid må flytte sig for at kunne trække vejret. Den evige rejse fyldt med tvang og ubehag, men det er endnu mere klaustrofobisk at blive stående et bestemt sted. Det er måske ikke rejsen, der skaber flygtigheden, men kunstens begær efter at presse enhver dråbe ud af havets salt?

Der løber en flod
     gennem mit hoved
     dens pulserende energi
     river alt med sig
Mit hår har nu vokset sig så langt
     at det ridser dybe
     furer i flodens bredder
Om tusinde år
     vil nogen sikkert spekulere
     over hvad som foregik her
Jeg følger kun strømmen
     og forsøger at finde noget
     at fæstne min lid til
     men min krop mærker blot
     tidligere tiders aflejringer på flodens bund

(Vinterdrømme, 2014)

Denne performance blev holdt torsdag den 16. august i Salonen på Østerbro i København under festivalen Billeder af Liv.