Valg i Sydafrika: Vestlige mediers forvrængede billeder med koloniale undertoner og landets sandsynlige fremtid

 

Sydafrika udsat for kolonialt tankespind

I dag er der valg i Sydafrika, onsdag den 29.maj. Den begivenhed opfattes af nogle medier i Danmark som karismatisk, og derfor har de i den seneste tid lige pludselig gerne villet skriver om Sydafrika, selvom de aldrig ellers gør det eller i hvert fald ganske sjældent. Det særligt spektakulære ved dette valg er at ANC måske for første gang ikke vil opnå absolut flertal i parlamentet.

 

Vestlige mediers forvrængede billeder

De mere velinformerede læsere vil måske undre sig og indvende at det ikke er valget her i 2024, der er den vigtige begivenhed, men det faktum at Sydafrika kan ”fejre” 30-året for afviklingen af apartheid, sat i gåseøjne fordi der måske ikke er så meget at fejre … eller som en succesfuld bekendt i den sydafrikanske filmindustri sagde til mig i februar måned, da jeg sidst var i Sydafrika, ”the rainbow is no more”, med reference til Nelson Mandelas branding af Sydafrika som regnbuenation.

De velinformerede har fuldstændig ret, men det er de fleste danske medie ligeglade med. Den danske offentlighed er ikke særlig interesseret i verden. Langt vigtigere er det at holde andre dele af verden i et stigmatiserende jerngreb. Derfor er det en lækkerbisken, når der er optræk til uro, usikkerhed og ustabilitet et sted i verden. Det var tilfældet fornyligt i Senegal. Faren drev over og oppositionen vandt valget i Senegal, men måske var der aldrig rigtig nogen reel fare på spil. Jeg med mit meget dårlige franske og minimale kendskab til Senegal, var på intet tidspunkt i tvivl. Inden valgets afvikling havde de sædvanelige NGO-mennesker og såkaldte Afrika-eksperter, som nogle gange kalder sig for forskere eller blot korrespondenter været på banen med skrækscenarier om hvordan hele den vestlige del af det afrikanske kontinent var truet af sammenbrud, men da valget var afviklet fik piben pludselig en helt anden lyd. Jeg ved ikke, hvordan de selv synes, at det hænger sammen. Nogle gange kan man blive i tvivl om, de nogen sinde har været på pletten, eller de bare sidder på google hjemme på kontoret i København. Under pandemien tonede Stig Jensen fra Center fra Afrikastudier flere gange frem på skærmen og erklærede, at lige om lidt ville alt gå helt galt i Afrika, men det har vi ikke hørt meget til senere. Måske fordi der ikke var noget at vende tilbage til, udover hvor galt det gik i de etablerede vestlige såkaldte demokratier, men det passede ikke lige til pointen. Stig Jensen var ikke alene, også Danmarks Radios såkaldte Afrika-korrespondent, Søren Bendixen. som i begyndelsen boede på Amager, men senere har valgt at opholde sig i Cape Town i Sydafrika, ligeledes lidt en periferi taget hans titel i betragtning. Ofte ses Søren Bendixen rapportere om steder tusinder af kilometer fra det sted, hvor han befinder sig. Alligevel ser vi, hvad der foregår i baggrunden, som om det var en live reportage, men baggrunden har bare ikke noget med sagen at gøre.

Hvad er egentlig definitionen på korrespondent?

En af Søren Bendixens reportager som har brændt sig fast på min nethinde stammer også fra pandemien, hvor han er på besøg for at undersøge sundhedsvæsenet i Sydafrika. Han interviewer nogle kvinder, der er omgivet af nogle opslåede telte. Med minimal viden til hospitalssektoren i Sydafrika ville den intelligente seer vide, at teltene er sat op for at udvide kapaciteten under en presset situation under pandemien, ligesom det også var tilfældet i Danmark, men i indslaget skabes en illusion om, at teltene er et hospital et i sted i storbyen Johannesburg. Det ville svare til at lave et indslag fra korona-teststedet i Valby og fremstille det som et udtryk for hospital-tilstanden i Danmark.

 

30 år uden apartheid?

Jeg vil vende tilbage til Sydafrika, 30-året for afvikling af apartheid og valget i dag, den 29.maj. Mens de vestlige medier har travlt med at oversømme os med alle mulige stigmatiseringer og frygtscenerier om fremtidens Sydafrika, så er medierne hjemme i Sydafrika langt mere koldblodige, og man kan få syn for savn ved at læse det ugentlige online magasin The Continent med ”short news” fra Mail & Guardian i Johannesburg. I den seneste udgave fra i fredags lyder det køligt og kløgtigt, at der ikke findes et fremtidigt Sydafrika uden ANC. Artiklens pointe er selvfølgelig den meget enkle, at ligegyldigt om ANC opnår lidt over 50 procent, som giver dem flertallet uden at skulle forhandle med andre partier, eller om de kun opnår 45 procent af stemmerne, hvilke vil sætte ANC i den uvante situation at skulle indgå aftale med et andet parti eller flere. Det er netop et af de to scenarier, som er den realistiske udsigt – ifølge de seneste meningsmålinger. I januar måned spående nogle meningsmålinger ANC flere procentpoint under 40 procent, men ANC har især i den seneste månedstid lukket hullet mere og mere op mod de 50 procent. Det ville ikke komme bag på mig, om de lige nøjagtigt kravlede op over den magiske grænse, men selvom det ikke lykkes, bliver Sydafrika altså ikke overladt til det limbo, som den vestlige verdens medier beskriver.

Democratic Alliance (DA) regerer på regionalt niveau flere steder – i Cape Town og Gqeberha (tidligere Port Elizabeth) – og har også siddet på magten i Johannesburg i 4 år siden år 2000. Derfor har Sydafrika faktisk allerede erfaring for, at ANC ikke altid er en del af regnestykket – også i den ellers sort dominerede City of Gold. Selvfølgelig er det noget ganske andet på nationalt niveau. På regionalt niveau handler det meget om effektiv administration og stabile serviceydelser, og det har DA gjort dygtigt i både Gqeberha og Cape Town, men på nationalt niveau skal der meget mere til end rene gader og velholdte bygninger. Dele af den sorte middelklasse har nok været glade for DA, men de ved godt, at der rent politisk på nationalt niveau ikke findes et alternativ til ANC. Derfor kan det meget nemt være at ANC lige nøjagtig kryber over 50 procent, også fordi DA nu igen er et rent hvidt parti. Det er også værd at huske at ANC har en meget lang tradition for at organisere sig og lave kampagner.

Hvis det alligevel ikke skulle lykkes, vil det sandsynligvis kun handle om nogle få procenter. Derfor vil ANC kunne kigge i næsten alle retninger for at få sit parlamentariske grundlag på plads. Næsten alle de andre partier eller alliancer vil være en mulighed. Nogle vil være bedre for Sydafrikas fremtid end andre.

Den situation, hvor ANC ikke får 50 procent, kan egentlig betragtes som en gave for Sydafrika, fordi det tvinger landet til at skabe et bredere fodslag for magtens udøvelse.

Der synes at tegne sig to veje for landets fremtid. Den ene vil jeg kalde for Nelson Mandela, og den anden kunne kaldes Nomzamo Zanyiwe (som måske er bedre kendt af mange som Winnie Mandela). Nelson som den principfast politiske pragmatiker ville vælge samarbejde med DA, fordi det er vigtigt med det bredeste og mest differentierede grundlag for magtens udøvelse. Nomzamo som den mere radikale end sin daværende mand vil gå efter samarbejde med Economic Freedom Figthers eller Jacob Zumas nye parti uMkhonto we Sizwe, fordi det er væsentligt at fastholde ANC på deres oprindelige politiske dagsorden. De her to nævnte alternativer bliver fremhævet, fordi de indeholder perspektiver for et fremtidigt Sydafrika, men man kan også forestille sig samarbejde med en af andre og mindre toneangivende små partier eller alliancer.

Jeg vil ønske alle sydafrikanere, familie og venner i East London, Johannesburg, Pretoria, Gqeberha og Cape Town, og dem jeg endnu ikke kender et godt valg.

Lad os aldrig glemme, at vi er på grund af andre.

We are because of others.

Umuntu Ngumuntu Ngabantu.