På rundtur i Almadies, mens jeg tænker på franskmændene og deres indflydelse i Senegal, blandt andet...

 

 DAKAR -  DAG III

Jeg bruger denne mandag til at vandre rundt i kvarteret hvor jeg også bor - i Ngor Almadies. Søndag passerede i næsten ubemærkethed, men jeg sad og kiggede ud over havet og øen Ngor. Imens drak jeg en tonic og spiste to  lidt for tørstegte fiske filetter.

Det er stadigvæk tidligt på formiddagen. Temperaturen er endnu ikke steget og der er en friskhed i luften. Jeg beslutter mig at stå tidligt op de kommende dage. På et tidspunkt efter at have passeret en Shellstation vikles jeg ind i et system af nogle meget smalle gader. Det minder mig lidt om den gamle bydel i Mombasa. Jeg er hele tiden i tvivl om jeg er på vej ind gennem en privat indgang til en bygning. Ind imellem stopper jeg op og overvejer om jeg bør fortsætte eller vende om og tage en anden passage. 

Ligeså hurtigt som jeg blev hvirvel ind i vrimlen, står jeg nu et mere åbent sted. Jeg bliver mødt af en overdækket rød løber, men scenen er forladt og møblerne ligger hulter til bulter. Måske er det efterladenskaber fra festligheder dagen i forvejen. 

Jeg har læst mig til en række restauranter, cafeer, barer og bygninger som jeg har noteret mig som koordinater at bevæge mig rundt efter. Det udgør en slags struktur for min færden - men det er ikke egentlig fordi jeg er særlig interesseret i de konkrete steder. 

Et af de steder jeg har udset mig er en restaurant i den sydlige ende af Almadies. Den hedder Chez Fatou, og den ligger blandt en stribe af andre strandrestauranter. Jeg har en særlig besættelse for havets bølger. Samtidig underholder jeg mig selv ved at sidde og iagttage kvinder, der kommer og sætter sig for at spise frokost. I nærheden befinder sig altid yngre mænd som kæmper om deres opmærksomhed. Det fascinerer mig at se hvordan mænd anstrenger sig for at få en kvindes opmærksomhed. Jeg har også selv udvalgt en kvinde som jeg iagttager. Hun sidder alene og drikker et glas vin. Hendes salat ankommer lidt senere. Hun ryger ind imellem, og jeg undrer mig over hvor længe cigaretten holder, men det er måske ikke den samme. Hun taler næsten konstant i telefon. Jeg gør intet for at få hendes opmærksomhed.

Alle er utrolig søde og milde. De er meget hjælpsomme men aldrig påtrængende. Jeg mødes af en fast og bestemt mine, som minder mig om Frankrig og Italien, hvor jeg næsten lige har været. Især det franske optager mig her, fordi Senegal jo var en fransk koloni. Alligevel er jeg i tvivl om hvordan jeg skal sige det på den rigtige måde, for at det ikke skal lyde forkert. Det med det bestemte minder mig om Paris. Selvom det ikke går så hurtigt som i Paris, så er service i Dakar noget der fungerer og foregår bestemt uden det store smil. Den er afmålt og præcis sådan som jeg kan lide det. 

Her er en fugtig dis over kysten.

Jeg elsker varmen