Bestant kødannelse i lufthavne fordi rejseaktiviteten er vendt tilbage men det er måske ikke bemandingen i security

-

DAKAR - DAG I

Der er den sandsynlighed at jeg kommer til at formulere mig en kende arrogant. Det kan ikke udgås når man står i en lang kø i Københavns Lufthavn og kigger rundt på alle de andre rejsende og overvejer hvem de er og hvor de skal hen og hvorfor. Hvor skal de rejse hen og hvad bidrager deres rejse til? Det er underforstået at min egen er meget vigtig. Jeg kommer til at savne pandemien, hvor der var bedre plads til armbevægelser.

Det er her i den sidste sætning at arrogancen spirer frem!

Jeg fanger mig selv i en tanke. Hvor jeg hader de andre. De som rejser men bare er parasitter uden at bidrage med noget. Lufthavnene er fyldt med dem. Vores "grace" periode er ovre. Jeg vil have pandemien tilbage. Nu står vi i lange køer, men hvad er formålet? 

I flyet sidder en pilot i civil og taler med et amerikansk par. Hvorfor taler amerikanere så grimt? Det lyder som om det er med vilje - de giver indtryk af at de lider, men vi ved godt at de ikke kan gøre for det. 

En overfyldt lounge i Charles de Gaulle Lufthavn som får det til at ligne et cafeteria i provinsen i 1970erne. Hvor er osten henne? Vi er trods alt i Frankrig. Måske er det på tide af vi skifter flyselskab?

I am going towards a new frontier, and I can feel it will make a difference. 

Jeg læser Kopano Matlwa. I bogen "Coconut" er ideen om sorthed meget tilstedeværende. Det er et traume på tværs af kontinentet, ikke kun på kontinentet, men overalt. Hvordan kan vi opløse problemet? - få det til at se anderledes ud eller komme ud over det? - som et refræn af Achille Mbembes afskedssalut i hans desværre oversete bog "Critique de la raison nëgre".

Meget sent om aftenen ankommer jeg til Dakar. Jeg må stå flere timer i kø i lufthavnen. Efter nogen tid finder jeg endelig på at tænde for min telefon og opdager at der selvfølgelig er gratis wifi i lufthavnen. Der er et par beskeder og flere forgæves opkald fra min taxa-chauffør Mammadou, og jeg beklager ærbødigt. Efter endnu en rum tid kommer jeg endelig ud på den anden side. Jeg finder Mammadou, som jeg ikke har mødt før, og han bedyrer "ne pas grave", men måske er det bare udtryk for senegalesisk høflighed. Han er en ung, høj og ranglet fyr. Det tager endnu 1,5 time at nå frem til hvor jeg skal bo, og klokken er tæt på midnat senegalesisk tid (to timer forud for dansk tid). Damen hvor jeg skal bo kalder sig selv for Mamie på Airbnb, som i auto-oversættelsen bliver til bedstemor. Hun ligner nu alt andet end det. Hun er højst 25 år. Efter at have anvist mig værelset spørger hun meget venligt men bestemt om der er noget som jeg behøver. Jeg beder om et glas vand, og hun giver mig en flaske.

 

Comments

Post a Comment

Popular posts from this blog

Bazungus in Kampala

-
For a decade or so I have been coming and going to Kampala - a truly African City as close to the heart of Africa as you will ever get. That was probably what also the British were thinking when they build the railroad from the coast of Mombasa all the way to the border of Congo. During my time in Kampala (a place that I can sincerely say that I love) I have thought about being a white man among black men and women. Although I never seem to come up with good conclusions or answers, then it has given me ever lasting joy. I have always tried to be one of the crowd. Maybe not the most obvious ambition. My gratitude for the way I have been treated has always been tremendous. I have very rarely, if ever, been in a place, where people around me treated me with so much kindness, hospitality and respect as in Kampala. This is one of the many reasons why I call Uganda my African home. Recently I have come across Nada Andersen via Facebook. She is worried about the relationship between Ug...
Read more

Africa does not exist

-
Image
Jeg er blevet mere og mere træt af betegnelsen Afrika. Ikke alene er det en stærkt generaliserende betegnelse for et stort geografisk område, men anvendelsen af Afrika virker også stigmatiserende. Måske burde vi derfor tænke os mere om, når vi bruger ordet. The notion of Africa is getting more and more on my nerves. There is something problemtic about how we in the western world perceive places on the African continent and the people who live there. I have just finished reading the novel "Il faut beaucoup aimer les hommes" (One must care much for men) written by Marie Darrieussecq. The male character Kouhouesso, a man from Congo, says "Africa does not exist". It is his response to his French lover Solange, when she declares that she wants to go to Africa. She insists and "he laughed his perculiar and sharp laughter, which sounded like he had borrowed it from another body". Thereafter he continues: "Africa is a fiction created by anthropoligists. T...
Read more

26/3 07 The Library (cont)

-
To my newer readers I shall provide a short summary. I have not yet approached you with this story. To my older readers I apologise for this repetion. Although even in a short compressed version there might be additional knowledge due to the power of words. What we usually call the cracks of language. The summary will squeeze hidden experience by sucking these small and thiny pockets. In Tanzania I met a man working for the Danish Foreign Ministry. At the time I was wondering why these state advisors seem so much more reasonable and sincere than all the NGO people who are supposed to be critical and progressive but are not. I began to queston the intention of my NGO employer. I never knew his name and we did not meet again. We only shared dinner one evening. He spoke to me and I to him. When he learnt that I was going to Kampala he felt the urge to tell about a book telling the colonial history of East Africa. He could not remember the exact title or even the name of the author. He sup...
Read more

Meeting Uganda and "the other"

-
Image
Performance of poetry and narrative with reflexions about meeting the ‘other’; what does not make immedeate make any sense, and how it crushed my previous world view and riped every imagination of belonging into pieces. Jeg forstår ikke de signaler      som bæres på snefnug      der daler fra himlen      eller haglslags rids      i huden Langt bedre forstår jeg      troperegnens korporlige      sjaskvåde kys på kroppen      og solens ubarmhjertige      angreb ved Ækvator Geografisk placering      tjener ikke som forklaring Mine gerninger      har deres eget liv      hinsides godt og ondt (Vinterdrømme, 2014) For 15 år siden rejste jeg til et sted, jeg ikke tidligere havde ønsket at tage til, nogensinde drømt om at skulle b...
Read more

Et brev om privilegium

-
Image
    "Privilege is an Aggressive form of Amnesia”   I denne tid opstår ny information om verden. Jeg modtager det direkte i mit feed om morgenen. Det betyder ikke at verden forandrer sig, men jeg får nye venner, og de, jeg allerede havde viser nye sider af sig selv. Mest gode sider.   En af de mange morgener møder jeg Elisa Gonzalez, som ved meget om polsk poesi, selvom hun er inkarneret NewYork’er og har sine rødder i Las Americas.   Hun taler om en polsk digter som jeg ikke kender og hvis navn jeg allerede har glemt om end det minder mig om en polsk humanist jeg engang arbejdede sammen med. Til sidst læser hun sit eget digt op. Det er et fejlslagent forsøg på at skrive om privilegium, men en enkel verselinje vil ikke igen forlade mig. Hun siger, at privilegie er en aggressiv form for hukommelsestab. Kun det menneske der har prøvet at miste forstår hvad det vil sige ikke at have. Jeg har levet længe med race og hudfarve som daglig...
Read more