"Magisk realisme" er et fatamorgana i ørkenen: magiske og fantastiske elementer hos udvalgte danske, argentinske og mexicanske forfattere
Dette essay har været afholdt som foredrag i dansksproget session om forholdet mellem Danmark og den spansksprogede verden på ”Festival de Literatura de Copenhague” den 29.september 2021, Søndre Campus ved Købehavns Universitet.
De argentinske og mexicanske forfattere, som bliver omtalt i essayet tilstræber ikke at give noget repræsentativt billede, men de er valgt fordi de er blevet oversat til dansk inden for de sidste 5 år og udgivet på et af de store og dominerende forlag i Danmark. Heller ikke de danske forfattere tilstræber noget dækkende billede af dansk litteratur, men de er nævnt her, fordi deres bøger og måde at skrive på minder om eller relaterer sig til de nævnte argentinske og mexicanske forfattere.
Den konkrete anledning til at diskutere magisk realisme er, at fænomenet dukkede op i en usædvanlig sammenhæng – under den nyligt afholdte og årligt tilbagevendende latinamerikanske filmfestival i juni 2021 hos Cinemateket i København. Magisk realisme er ellers kun et begreb, der bruges inden for litteraturen.
Lyt til FREMMEDHED OG BEKEDNTSKAB på TREMELLA RADIO tirsdage kl.19.00
Kolonialisme mellem
bestråling og dæmonisering
Måske er det slet ikke på grund af litteraturen, men behovet for at stigmatisere det ”andet”. De danske læsere havde – og har måske stadigvæk – en længsel efter noget andet, men det er det ”andet” i en helt bestemt udgave – en bestrålet kolonialisme. Vi ønsker at opleve det eksotiske, forunderlige, mærkelige, sære – miraklet i hverdagen. I hvert fald så længe den befinder sig i behørig afstand langt mod sydvest på den anden side af havet. Hjemme vil vi helst bevare analytisk stringens og forenklet realisme. Vores syn på omgivelserne er en kolonialisme mellem bestråling og dæmonisering.
Når det kommer underholdning, litteratur og kultur vil vi gerne være i selskab med aberne (aben er her symbol på det eksotiske, men også på den barnlige leg), men når det gælder vores daglige arbejde, børn og kølig vin så insisterer vi på kynismes sterile glaspalæ – selvom vi (med Ben Okris ord) altid (uanset hvor i verden vi er) befinder os i mange forskellige verdener. Vores problem – i Danmark – er, at vi lukker os inde i en meget begrænset forståelse af virkeligheden. Vi kan mærke, at der er noget galt, og derfor drages vi mod steder i verden, hvor der er en mere alsidig og mange-facetteret opfattelse af virkeligheden.
Sådan svømmede magisk realisme ind over dansk litteratur i 1970erne og ’80erne. Spørgsmålet er imidlertid, hvor mange magiske og overnaturlige elementer, der egentlig er i Gabriel García Márquez, José Donoso og Isabel Allendes bøger (tilhørende den såkaldte boom generation af latinamerikanske forfattere).
I de senere år har et forfatterskab som Haruki Murakami gået som varmt brød hos danske læsere af lignende årsager. På tilsvarendende måde forsøges nyere forfattere fra ”Las Americas” presset ind under betegnelsen magiske realisme, selvom det bliver stadigt sværere at forsvare. Anvendelsen af genrebetegnende magisk realisme er måske nok mest drevet af forlagenes skelen til salgstal, men dermed genbekræftes kategoriseringen konstant.
Betegnelsen ”Las Americas” benyttes bevidst for at understrege diversitet og mangfoldighed – et bestemt flertal, en multitude. I modsætning til Latinamerika, som udtrykker et ental.
Vi vil herefter kigge nærmere på et par argentinske og mexicanske forfattere, som for nylig er blevet oversat til dansk, og som repræsenterer en yngre generation af forfattere – de er alle født i 1970erne og ’80erne.
Er gyserhistorier magiske?
I vores eget interview med Mariana Enriquez i 2018 under Louisiana Literature siger hun, at ”Eventyrerne er de egentlige gyserhistorier”. Dermed forstår hun gysergenren som en populær udgave af eventyret. I samme forbindelse fortæller hun om spøgelser og forskellige slags spøgelser. I et interview med Kim Skotte på festivalen nævner hun, at man kan forhandle med de kinesiske spøgelser. Generelt for spøgelser gælder det, at de er en manifestation af et traume, et traume der er opstået på baggrund af en uretfærdighed. Spøgelset ønsker at genoprette retfærdighed, men kan ikke gøre det alene. Spøgelset er ikke et åndeligt gespenst, der svæver gennem stuen, men det er et symbol på forholdet mellem rigtigt og forkert – et moralsk opråb. Det onde forsvinder først, når det er blevet godt igen. Men det er i det onde at kunsten lever. Det onde er mere sandfærdigt og virkeligt.
Man kan selvfølgelig godt på realplanet stigmatisere Enriquez som magisk og fantastisk, men egentlig er hun optaget og inspireret af gys, eventyrets moralske implikationer og den gotiske roman (som er en forløber for gysergenren), hvor uhygge og romantik er centrale elementer.
Hvis vi kigger nærmere på Enriquez’ novellesamling ”Las cosas que perdimos en el fuego” (Ting vi mistede i ilden) er historierne næsten ekstremt realistiske. Der fokuseres på den almindelige hverdag, hvor den omgivende sociale virkelighed kun fremstår antydningsvist som et faretruende bagtæppe. Det er også en beskrivelse af et generationsopgør – den tidligere boom generation med García Márquez som den mest kendte repræsentant var meget mere eksplicit politisk i sin litteratur – det svarer i øvrigt til den globale udvikling og er ikke et særligt kontinentalt fænomen.
Autofiktionens perspektiv eller mareridt?
Den danske forfatter Christina Hagen skriver ofte gennem et projekt og arbejder målerettet med autofiktion. I hendes bøger om ”White Girl” benyttes et pidgin sprog, og i bøgerne præsenteres vi for en karakter, som har en vis lighed med såvel Hagen selv som med hendes læsere. Dele af teksten er skrevet med håndskrift og fremstår som simulerede postkort skrevet af en turist eller en rejsende. I den forstand at vi opfatter det som et selvportræt bliver vi præsenteret for en Christina som en trashy og ulækker, beskidt og med en vis lede overfor sit eget udseende og person. Det må opfattes som autofiktion, men der gøres også brug af karikatur.
Den argentinske forfatter Samanta Schweblin (bosiddende i Berlin) minder egentlig ikke særligt meget om Christina Hagen, men de har det tilfælles, at også Schweblin definerer et projekt eller koncept, hvorigennem hendes bøger bliver til.
Der er også et andet interessant sammenfald mellem deres forfatterskaber. Deres offentlige optræden og iscenesættelse er ligeså væsentlig for deres litteratur som bøgerne selv. Schweblins forfatterskab er omringet af en række kommunikationsparate one-liner; som fx konstateringen af, at hun første følte sig som latinamerikaner, efter hun var flyttet til Berlin eller senest på dette års Louisiana Literature udsagnet om at hun skriver med fødderne. Begge udsagn falder imidlertid hurtigt fra hinanden ved nærmere eftersyn. Udsagnet om at skrive med fødderne viser sig blot at betyde, at hun tager sig en pause ind imellem og bruger pausen til at løbe en tur, men hun sidder altså stadigvæk og skriver hele romanen ved sit skrivebord i lejligheden i Berlin.
Ligesom Hagens bøger har også Schweblins seneste til dansk oversatte bog Kintuki en præcis reference til den aktuelle sociale virkelighed. Kintuki har været karakteriseret som en teknologisk sci-fi eller en dystopi, men den er måske bare en ret konkret beskrivelse af det moderne menneskes aktuelle forhold til sin iPhone. Dermed simulerer romanen en slags sociologi. Et andet interessant forhold ved romanen Kintuki er, at den foregår en række forskellige steder i verden, hvor vi følger nogle konkrete mennesker. Stederne angives gennem kapiteloverskrifter, men ellers er der meget lidt, som viser læserne, hvor vi befinder. Vi kunne have befundet os hvor som helst. Det er udtryk for det sociologiske forhold, at verden er blevet mere ens.
Der er kun oversat en enkelt bog af den mexicanske forfatter Guadelupe Nettel, og det er hendes selvbiografi ”El cuerpo en que naci” (Kroppen jeg blev født i). Bogen er skrevet på opfordring, og derfor kan man ikke karakterisere Nettel som en autofiktiv forfatter.
Romanen kan for øvrigt også læses som ren fiktion. Fortællingen er interessant ved, at det kunne have fundet sted hvor som helst i verden. Den pige vi møder og hendes opvækst minder til forveksling om Morten Ranums egen opvækst i en dansk venstreorienteret middelklassefamilie i Østjylland. Derfor var det en særlig oplevelse for ham at interviewe Guadelupe Nettel, da hun i 2018 besøgte Louisiana Literature. Ikke kun fordi hendes historie mindede så meget om vores egen, men også fordi pigens monstrøse udseende slet ikke passede til vores overlevelse af den meget kønne og smukke kvinde, der sad overfor os. Derfor har vi aldrig kunnet opfatte romanen som andet end fiktion. Men det er selvfølgelig et meget tydeligt udslag af et traumatisk forhold til egen krop, som også har løbet som en ond strøm i vores eget liv.
Den danske forfatter Olga Ravn bruger flittigt sine egne erfaringer i sine bøger – og i særlig grad erfaringer med sin egen krop. Kroppen fremstilles og destilleres ofte som noget ydre og teknisk, og dermed får læserne en oplevelse af (de)stilisering. Kroppen er besværlig, en byrde der bringer ubehag og problemer. Det er nok en særlig form for autofiktion, som ikke egentlig er biografisk – men hvor der heftigt tappes fra hovedstolen. Noget som har været en bred tendens i danske litteratur siden 1990erne – en periode hvor vi har hørt meget om forfatternes skilsmisser, børn og, katte og graviditeter.
Litteratur som sociologi
Historierne er blevet vigtigere end sproget. Det er særligt tydeligt i Samanta Schweblins senest oversatte bog til dansk – Kentuki. Romanen kan næsten forveksles med sociologi. Det er ingen uskyldig tendens, for det betyder, at vi bevæger os væk fra litteraturen – måske forsvinder litteraturen, hvis vi forstår litteratur som en kunstform. Bøgerne minder mere og mere om almindelig kommunikation, som lige såvel kunne have været journalistik eller debat.
Vi kan tale om en kommunikativ vending i litteraturen. Her er Schweblins forfatterskab relevant, fordi det lever i ligeså høj grad udenfor litteraturen som i bøgerne. Hun står altid parat med velklingende one-liners, som ligger let i munden; jf. den tidligere nævnte formulering af først at føle sig som latinamerikaner i Berlin.
Men spørgsmålet er om hendes nyerhvervede kontinentale identitet ikke bare en ghettoens længsel efter en indbildt hjemstavn. Måske er det uden betydning, fordi one-linernes eneste formål er at være reklamesøjle for forfatterskabet. Derfor er det ikke meningen, at vi skal tage dem alvorligt, men hvilke konsekvenser har det – skal vi så heller ikke tage forfatterskabet og bøgerne alvorligt?
Den migratoriske vending
Vi kan i vores tid – omkring årtusindeskiftet – også tale om ”the migratory turn” i litteraturen. Det afspejler en social udvikling i verden, hvor mange mennesker bevæger sig og bosætter sig steder, hvor de ikke ellers hører hjemme. Eksilet betyder, at vi bliver mere ens på tværs af verden. Livet i diaspora aktualiserer problemstillinger med identitet og tilhørsforhold som omdrejningspunkter.
Det skyldes ikke alene migration, men også at vores adgang til viden om andre dele af verden er eksploderet – i de sidste par årtier kraftigt understøttet af den teknologiske udvikling med sociale medier som det tydeligste udtryk. Dermed er den del af verden, som gennemtrænger det litterære prisme blevet mindre. Dermed ikke sagt, at verden er blevet mindre. Ligesom det ville være en overdrivelse at gøre sociale medier til den egentlige årsag, men forfatterne og bøgerne en blevet mere ens, fordi vi får vores viden om verden gennem de samme kanaler: Facebook, Twitter, Instagram und so weiter. Også sproget er blevet mere ens, vi kommunikerer i højere grad på et stiliseret engelsk. Det betyder ikke at vi skriver på engelsk. De forskellige modersmål spiller fortsat en afgørende rolle i litteraturen, og derfor er oversættelse en væsentlig del af litteraturen. Alligevel genereres en vigtig del af vores erfaringer på et forarmet og sproglig set overfladisk Facebook-engelsk. På dette ”sprog” mistes mange nuancer og under spillede betydninger.
Den migratoriske og kommunikative vending i litteraturen er beslægtede, mens sprogets finurlige kringelkroge efterlades hos de glemte digtere. Hvem er de glemte digtere? – det er dem, vi ikke kan se, fordi de forskanser sig fra det sociologiske, kommunikative og performative hysteri om konstant at være til stede. Paradoksalt nok kommer sproget kun til live ved at være på afstand af sociale kommunikation.
Comments