Et brev om privilegium

 

 

"Privilege is an Aggressive form of Amnesia”

 

I denne tid opstår ny information om verden.

Jeg modtager det direkte i mit feed om morgenen.

Det betyder ikke at verden forandrer sig, men jeg får nye venner, og de, jeg allerede havde viser nye sider af sig selv. Mest gode sider.

 

En af de mange morgener møder jeg Elisa Gonzalez, som ved meget om polsk poesi, selvom hun er inkarneret NewYork’er og har sine rødder i Las Americas.

 

Hun taler om en polsk digter som jeg ikke kender og hvis navn jeg allerede har glemt om end det minder mig om en polsk humanist jeg engang arbejdede sammen med. Til sidst læser hun sit eget digt op. Det er et fejlslagent forsøg på at skrive om privilegium, men en enkel verselinje vil ikke igen forlade mig. Hun siger, at privilegie er en aggressiv form for hukommelsestab.

Kun det menneske der har prøvet at miste forstår hvad det vil sige ikke at have. Jeg har levet længe med race og hudfarve som daglig påmindelse om privilegiets geografi. Der er ikke et øjeblik hvor jeg ikke er mig selv bevidst og hvor jeg ikke føler deres blikke fordi min krops bevægelser åbenbart afslører det hele og ikke kan skjule mine erfaringer på tværs af verden.

Jeg bliver lukket inde i tomheden mellem dem der har og dem der ikke har. Når hun fortæller mig, hvor håbløst det, føler jeg hendes smerte, selvom den ikke er min. Hun kan ikke give op.

Når jeg går på gaden der hvor de siger jeg hører til genkender jeg ingenting. Det er længe siden jeg har overskredet det sidste vendepunkt. Der er ingen vej tilbage.

Så længe du ikke husker noget, kan du leve lykkeligt og bade dig i sukker. Det samme sødemiddel som dine forfædre bragte med sig hjem for at bygge et land uden torne. Med hysterisk benægtelse og fortrængning forsøger vi stadigvæk at glemme at huske. Dine privilegier ødelægger dine muligheder for at blive menneske – og nej, vi befinder os ikke det samme sted..

Jeg forstår måske kun en svag erindring om hans lidelse, men jeg er ved at grave mig ud af det bombekrater mine forfædre efterlod over mit hoved. Her er ingen undskyldninger. Der er kun en vej op ad støvet. Det hjælper ikke at sige, at det ikke eksisterer. Dit privilegium mørklægger verden. Du må tage de skridt, som er nødvendige. Det er ikke kun dine børn, der lider under dit sortsyn, men også alle andres børns børn.

Hvis du ikke tør miste, hvad har været dig givet, vil vi stå det samme sted om hundrede år. Dit hukommelsestab er en bevidst handling. Det er dine privilegier, som gjorde den muligt at slå George Floyd ihjel på åben gade, men det handler om meget mere end en sort mands død i Amerika.

Spørgsmålet er, hvad du og jeg har tænkt at gøre ved det?

Jeg beder til at mange flere begynder at grave sig op gennem murbrokkerne over vores hoveder.