Kontinental brutalisering

Thomas Bobergs 450 sider lange bog ”Africana” kradser lige nøjagtigt i overfladen, mens den halser videre til nye steder og andre mennesker. Den bringer ikke på nogen måde læseren bare i nærheden af den vilde, flimrende og sansemættede roman om kontinentet, som den postulerer at være.

Denne artikel er en udvidet udgave af min tidligere bogpost fra marts måned om debatten om Africana. Nu har jeg integreret en egentlig anmeldelse af bogen. Der er gået et antal måneder fordi jeg gerne ville gøre mig fri af debatens virak, så jeg kunne forholde mig til bogen alene, hvilket imidlertid ikke har kunnet lade sig gøre. 

En forkortet udgave af denne artikel - uden mine egne rejseerfaringer - er publiceret via Mediehuset Solidaritet: https://solidaritet.dk/

”Africana” udkom den 6. marts 2019 på Gyldendal og bliver betegnet som rejseroman. I romanen følger vi Boberg på rejser til Etiopien og Gambia fra 2013-18 sammen med kæresten Rebecca og andre rejsekammerater. Mange anmeldere og kulturskribenter har givet den en overvældende og begejstret modtagelse.

Ordet ”Africana” betyder ting fra Afrika eller afrikanske ting. Rejsernes baggrund har været, at Thomas Boberg fulgte med Rebecca under hendes arbejdshold i de pågældende lande. I bogen fortæller Boberg, at hun introducerede ham til Afrika, og allerede da han kom til Etiopien første gang vidste han, at han skulle skrive en bog om Afrika.  Bogen er også en roman om et kærlighedsforhold og om at rejse. Romanen er opdelt geografisk, således at den første del af bogen foregår i Etiopien og den sidste i Gambia. Undervejs er vi også hjemme i Nordvest, hvor Thomas Boberg bor. I nogle afsnit af bogen har Thomas Boberg selskab af to kendte danske forfattere; henholdsvis Theis Ørntoft og Madame Nielsen.

Det kan måske virke mærkeligt først at anmelde bogen et halvt år efter udgivelsen, men det er der gode grunde til. Alligevel må jeg indrømme, at jeg mange gange undervejs har haft mest lyst til at lade være, fordi det har været vanskeligt kun at forholde sig til bogen som følge af al den virak, der har været om bogen i medierne og om Bobergs person.

Efter megen overvejelse har jeg valgt at skrive en artikel, der på den ene side vurderer bogen som et værk, og på den anden side reflekterer over debatten om bogen og Bobergs forfatterskab. Mit væsentligste argument for at skrive er den sidste del, fordi debatten om ”Africana” indeholder en række stigmatiseringer og en retorisk kontekst, som, jeg mener, bør adresseres.

Gyldendals prioriterede udgivelse

Allerede før bogens udgivelse blev den heftigt promoveret af forlaget, hvilket gav gode resultater. Det første oplag blev revet væk; godt hjulpet af en ophedet debat om bogen. Langt de fleste anmeldere har rost bogen til skyerne for at være en vild bog, der giver stemme til Afrika. En del stemmer i den offentlige debat har kritiseret Boberg for at konkludere for bombastisk på kontinentets vegne på et for spinkelt grundlag, og enkelte har også anført, at han som hvid mand postulerer at skrive om Afrika, og det sidstnævnte greb såvel Boberg som litteraturredaktør Peter Nielsen på Information som anledning til at afvise enhver fremsat kritik som udtryk for identitetspolitisk positionering (jf. ”Identitetspolitiet går galt i byen..”, leder af Peter Nielsen, Information, den 12.marts 2019). Det forekom næsten som et hysterisk insisterende forsvar for ”Africana”, fordi det meste af kritikken egentlig bare havde den simple indvending at nogle få rejser i to forskellige lande på kontinentet er et meget spinkelt grundlag at konkludere på; især fordi netop Etiopien og Gambia har en speciel historie og placering.

Etiopien har en helt særlig historie. Landet blev aldrig rigtigt koloniseret, som ellers størstedelen af kontinentet har været udsat for, om end italienerne havde en kortvarig affære i Etiopien.

Det lille land Gambia ligger klemt ind i Senegal som en tynd tange omkring Gambiafloden, og det har spøgefuldt været antydet, at englænderen sejlede op ad Gambiafloden i en ellers fransk domineret region, og det territorium som lå indenfor deres våbens rækkevidde blev til Gambia. Dermed kan man også sige, at Gambia har en særlig status i regionen, og derfor kan det være vanskeligt at generalisere for meget over, hvad man ser og oplever i Gambia. Der er mange historiske og kulturelle forskelle, som er årsager til forskelle på de mange lande på kontinentet, men der er en vis tendens til, at kolonimagterne har sat deres tydelige spor i landene.

Debatten skygger for romanen

Af forskellige årsager varede den nogen tid før jeg modtog Bobergs roman fra forlaget. Det første eksemplar forsvandt i Post Nords sorte hul. Imens jeg ventede på ”Africana” rasede debatten om bogen på højtryk. Et centralt element i debatten var litteraturredaktør på Information Peter Nielsen, som skrev at ”Africana” giver stemme til Afrika, og i samme moment blev al kritik af Bobergs bog fejet af banen som identitetspolitik – ikke kun af Peter Nielsen, men også af Boberg selv. Det faldt blandt andet forfatter Lea Marie Løppenthin for brystet, at han som hvid mand taler på vegne af Afrika, og dette raciale perspektiv kom til at dominere debatten om bogen, mens den egentlig relevante og mere konkrete indvending om, at Boberg trækker for lange veksler på et spinkelt grundlag, blev forbigået. Beskyldningen om identitetspolitik kan derfor opfattes som en bekvem måde at afvise kritiske spørgsmål på. Som allerede antydet, er det relevant, at påpege det problematiske i, at nogle få rejser til meget partikulære steder på kontinentet anvendes til at udtale sig på hele kontinentets vegne.

Helt generelt er der utrolige mange forskelle på kryds og tværs af kontinentet, og derfor kan der i det taget sås tvivl om, man kan tale om et Afrika som noget samlende og bestemt. Alligevel er der rigtig mange mennesker såvel på kontinentet som udenfor det, der betjener sig af betegnelsen Afrika uden særlig mange differentieringer eller en definition af, hvad Afrika er.

Kolonialismens streger i sandet

Den europæiske kolonisering har sat tydelige spor i de enkelte landes aktuelle organisering og kultur, og mange taler endda om forskellene på det frankofone og det anglofone Afrika, som afspejler forskellige måder at kolonisere på, hvor englænderne typisk satte sig på administration og statsapparat, mens de blandede sig meget lidt med den lokale befolkning. Helt modsat valgte portugiserne at blande sig rigtig meget med befolkningen i Mozambique, og det betyder, at kontrasten mellem sort og hvid i Mozambique er langt mindre og mere usynlig. 

En hvid mand i Maputo er ”no big deal”, mens man som hvid i Uganda, hvor englænderene var, stadigvæk bliver objektiveret som noget særligt og opfattes som betydningsfuld alene på grund af sin hudfarve.

Selvom der er noget om snakken, skal man være varsom med at diagnosticere kontinentet efter koloniale linjer, skønt der kan være en logik og rimelighed i det. Et meget fast blik kan skabe blindhed. Bare fordi man ser koloniseringens aktuelle virkningshistorie, betyder det ikke, at man skal bekræfte kolonitidens efterladenskaber. Der er allerede rigtig meget kolonisering mange steder i Afrika, og netop derfor er der ingen grund til at bebyrde kontinentet yderligere.  Derimod bør vi anerkende og respektere de rigtig mange unge afrikanere spredt rundt om i forskellige lande, der giver stemme til, hvad det eksempelvis vil sige at være kenyansk kvinde på 25 år i Nairobi.

Måske løber mit temperament lidt af med mig, men jeg synes, det er meget nedladende at stigmatisere et helt kontinent med et hult og rugende Afrika, efter at have rejst rundt i et par enkelte lande over en 5-årig periode. Med særlig adresse til nogle af anmeldelserne, synes jeg, der bliver anvendt fortegnede superlativer om det afrikanske, som afspejler, hvordan vi i Danmark og andre steder i den vestlige verden gerne vil opfatte Afrika, hvilket er en konsekvens af vores koloniale blik på kontinentet.

Det gælder ikke kun Peter Nielsens betragtning om at give Afrika stemme, men også når Jørgen Johansen i Berlingske Tidende skriver i sin anmeldelse: ”Det er en vild Afrikabog Thomas Boberg har skrevet. Kaotisk, flimrende og overvældende uoverskuelig som kontinentet selv”. (”Thomas Bobergs rejseroman fra Afrika er vild og vildt ambitiøs”, den 7. marts 2019). Anmeldelsens titel nærmest falder over sin brug af ordene vild og vildt. Vi har åbenbart ikke flyttet os særligt langt fra forestillingen om de ædle vildes kontinent. I selve anmeldelsen optræder en tilsvarende karakteristisk retorik. Ellers består anmeldelsen af et referat af de rejser, som Boberg har været på og hvem han er sammen med samt hvad Rebecca foretager sig i Etiopien og Gambia.

Hvis man vil forstå verden, må man beskæftige sig med Afrika?

Anmeldernes og litteraturredaktøren på Informations ordekvilibrisme skal ikke ligge Thomas Boberg til last. Det må stå for Peter Nielsens egen regning, at ”Africana” skulle give stemme til Afrika. Det er ikke noget, som Boberg hverken har udtalt eller mener, fortæller han, da han en uge efter udgivelsen optræder i rejseboghandlen Tranquebar i København sammen med forlægger Torben Madsen. Derimod bekræfter han og fastholder sin udtalelse om, at hvis man vil forstå verden, er det nødvendigt at beskæftige sig med Afrika.

Men hvad er det egentlig, vi taler om?

Jeg husker selv den besættelse det var, da jeg første gang stod under en åben og klar nattehimmel med millioner af stjerne, som jeg aldrig havde set før i et sted i den østlige del af kontinentet. Jeg indså, at her forstod jeg intet og kunne ikke bruge mine hidtidige erfaringer til noget. Jeg var som et lille barn, der måtte undersøge og prøve at tilegne mig verden for at overleve.  Lidt senere mødte jeg en pige. Vi kaldte hende for sjov ”den hvide afrikaner”, fordi hun hørte til her, som mange andre piger og drenge rundt omkring i afrikanske lande. De hører meget mere til på dette vildtfavnende, med sig selv usammenhængende og umuligt definerbare område af verden, end hvad deres statsborgerskab antyder. De er vokset op her, og de har lært de sprog der bliver talt af andre små piger og drenge. De har elsket her, drukket sig fulde og knaldet i et fjernt hjørne af en svedig natklub. De har grædt her og set venner og bekendte dø.

Nogle år senere tilbage i København opretter jeg i halvvejs alvor og morskab en blog, som hedder ”The White African”. I en lang periode ville jeg skrive en bog, der skulle hedde ”Mine afrikanske forbindelser”.

Efterhånden som årene er gået har fortrudt mine ord om Afrika stavet med stort. Måske findes Afrika slet ikke findes som andet end lige steger i sandet i Sahara sat af europæiske koloniherrer – linjer der forsøger at adskille det, som altid vil hænge sammen og forene det umulige.

Det er nu 16 år siden, at jeg for første gang satte mine fødder på jorden ved Arusha i det nordlige Tanzania, og siden har jeg boet i nogle år i Uganda, rejste i de omkringliggende og fjernereliggende lande mange gange samt deltaget i utallige festivaler fra Rabat og M’Hamid El Ghizlane i nord over Stone Town i øst til Cape Town i syd.  Med stigende intensitet indser jeg, hvor lidt mening det giver, at objektivere hele dette landområde med et tomt og stigmatiserende Afrika, fordi forskellene på kryds og tværs er alt for store. Derfor kan det kun skyldes identitetspolitik, kolonialisme eller konkrete erhvervsinteresser, hvis nogen vil fastholde fiktionen om det afrikanske som en homogen enhed. Meget ofte bliver Marokko og hele Middelhavskysten ekskluderet fra Afrika, fordi det er tættere knyttet til Mellemøsten, og Sydafrika er en helt anden historie. Det er som om Sydafrika ikke rigtig ligger på kontinentet. Mange i Sydafrika omtaler sig selv som afrikanere og identificere sig med Afrika, men alligevel oplever jeg konstant sydafrikanere sige, at de skal til Afrika, når de rejser til et af de tilgrænsende lande, og de føler sig fremmede overfor deres oplevelser på rejser til andre afrikanske lande.

Selv hvis vi accepterer denne geografisk amputerede udgave af Afrika, er det, som bliver tilbage en forskelsmættet og modstridende meteor, der i rasende fart kaster sig i skiftende retninger på tværs af verdensrummet.

Identitetspolitisk fantasme

Egentlig tror jeg godt, jeg forstår Thomas Boberg, fordi jeg har været der, hvor han befinder sig. Også jeg ankom til et sted på dette kontinent og følte en besættelse, hvorudfra der opstod en bestemt optik, som synes at kunne forklare alting. I modsætning til Thomas Boberg skyndte jeg mig ikke at skrive en bog om, hvad jeg så. Jeg havde lyst til at skrive en bog – mange gange, men projektet blev hele tiden udskudt og forhindret af mine konstante og gentagende rejser.

Efter at have vendt tilbage til Uganda ikke tre eller fem gange, men ti gange, følte jeg, at jeg begyndte at forstå en lille smule af, hvad der foregik omkring mig, men samtidig pulveriserede også min besættelse af Afrika og den særlige optik. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at skrive om Afrika, uden at falde i kolonialismens sorte dyb eller forfalde til en romantiserende magisk realisme, hvor jeg ville bilde mig selv ind, at jeg egentlig var sort og ikke hvid. Mit umulige bogprojekt kuldsejlede mange gange, og det er jeg taknemmelig for og håber aldrig det lykkes mig at skrive den bog.

Der er ikke noget identitetspolitisk i at kritisere Thomas Bobergs grundlag for at udtale sig skråsikkert om det afrikanske kontinent. Kritikken er konkret. Nogle få rejser i en forholdsvis kortere periode i to ret partikulære lande burde ikke give nogen anledning til at udtale i generelle vendinger om kontinentet.

En autofiktiv rejse omgivet af afrikanske ting

Under arrangementet i rejseboghandlen Tranquebar blev Boberg netop spurgt om han ikke trak lige lovlig lange veksler på sine rejser og kommer til at udtale sig for bombastisk om Afrika. Hans svar var lidt utydeligt. På den ene side erklærer han, at ”Africana” egentlig er en bog om at rejse, og den er skrevet som hans personlige fortælling om steder han her været, men alligevel svarer han velvilligt og skråsikkert på spørgsmål fra publikum om Afrika. Samtidig fastholder han, at bogen ikke er ment som et bidrag til debat, men som aftenen skrider frem opfører Boberg sig som debattør.  Endvidere afslører han, at allerede første gang han ankommer til Etiopien, vidste han, at han skulle skrive en bog om Afrika.

Det kan virke som bestilt arbejde. Man kan forestille sig, at Thomas Boberg og Gyldendal drikker kaffe. Afrika synes stadigvæk at være på dagsordenen, så hvorfor skriver han ikke en bog om Afrika, og det passer for øvrigt fint ind i hans familieliv. Det ville være godt for Boberg selv. Han kunne blive re-branded som Afrika-kender. Det er længe siden, at Latinamerika er løbet lidt tørt. Det ville også være belejligt for forlaget, fordi deres sidste Afrika-bog – Jakob Ejersbo’s trilogi om Tanzania - ligger nogle år tilbage.

Vores billede af ’de andre’ er som et spejl

På en måde gør Thomas Boberg alt det politisk korrekte. Han indleder med at sige, at Afrika er det sted, hvor vi afleverer alt vores skråt, og det har han jo ret i. Han fortsætter senere med at efterlyse en bevidsthed om vores egen historie, vores kolonihistorie, om hvor vores rigdomme kommer fra. Som inspiration for en sådan bevidsthed nævner han Thorkild Hansens trilogi fra slutningen af 1960erne; Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer. Der er ingen tvivl om, at Thorkild Hansens trilogi er et flagskib, men det er mærkeligt, at Boberg elegant forbigår den lange liste af nyere international litteratur om emnet.

Når man ikke rigtig ved noget om det, som man foretager sig, endsige hvor man befinder sig, er mulighederne for at træde i spinaten meget stor, og Boberg kommer af vandvare til at vade rundt i de bløde blade. Det er ikke med vilje eller med nogle onde hensigter, men hans konklusion den aften på Tranquebar om, at vi må opfatte Afrika anderledes lyder utroværdig.

Spørgsmålet er, om han ikke selv bare reproducerer et billede af Afrika som noget uforståeligt, mærkeligt og dunkelt. Den samme forestilling, som gennem hele vores historie har gået hånd i hånd med koloniseringen, og svaret har altid været det samme, at den hvide mand skulle civilisere kontinentet.

Thomas Boberg fortæller, at da han kommer til Gambia, føler han, at han ankommer rigtigt til Afrika. Det bliver tydeligt, at han har en helt bestemt opfattelse af det afrikanske, som han romantisere som det ukendte og ufremkommelige, og det er ham selv som den hvide mand, der kan gøre det genkendeligt og forståeligt for os. 

En rejseroman der forsvinder i alt for meget på hjerte

Jeg forventede, at romanen ville være meget mere interessant end debatten om ”Africana”, men det viser sig desværre at være lige omvendt. I debatten har der trods alt været nogle substantielle pointer og holdninger, mens romanen skøjter flygtigt forbi et hvert sted vi befinder os, hvorefter vi introduceres til endnu et menneske, som vi heller ikke får lov til at lære særlig godt at kende.

Allerede på anden side i bogen nævnes det luftige ”Afrika” uden nærmere introduktion. Det fremsættes som et postulat i en lille overflødig sætning midt på siden, som man nemt kunne læse henover, uden at det ville have ændret mening eller udbytte. ”I Afrika stønner man i heden”, står der. Denne første del af bogen handler ellers om Etiopien, hvor Boberg netop er ankommet til Addis Ababa sammen med Rebecca. Hun er udsendt af Radio 24syv, hvilket der løbende gøres meget ud af, som om det skulle være noget ganske særligt og imponerende at arbejde for den radiostation.

Den tomme betegnelse Afrika nævnes mange gange i bogen, men altid uden at den bliver defineret nærmere. Næsten altid nævnes Afrika i korte og bombastiske sætninger, der fremstår som ubegrundede og fordomsfulde statements. Nogle gange er det Thomas Boberg selv der står for udtalelserne om Afrika, andre gange lader han sine skiftende rejsekammerater få ordet.

Thomas Boberg har i bogen selskab af en række forskellige rejsekammerater. Den vigtigste er Rebecca, som han også har et kærlighedsforhold til. Man mærker tydeligt hans store respekt for hende. I bogen bliver hun fremstillet som en ligeværdig fortællestemme, selvom det er Boberg selv, der er den egentlige fortæller, hvilket betyder, at Rebecca kun kommer til orde gennem Bobergs stemme, men hun får meget plads og hun tillægges stor betydning, og derfor får man næsten indtryk af, at man hører hende tale med ligeså stor kraft, som Thomas Boberg selv. De andre rejsekammerater er langt mere perifere, og de bliver også fremstillet meget mere nonchalant. Der er tale om et par nulevende danske forfattere og nogle historiske figurer. I Etiopien får han kortvarigt selvskab af Madame Nielsen, men det er svært at forstå, hvorfor Madame Nielsen skal optræde i bogen. Det tilføjer ikke rigtig noget. Thomas Boberg fremstiller sin veninde som en karikatur – en meget koket dame, der er meget optaget af sig selv, og som føler et stærkt ubehag, ved det sted hun er ankommet til. Det er måske ikke (kun) Madame Nielsen, der er koket og selvoptaget men også Thomas Boberg selv. Det er slående, hvor meget tilfældig information, som læserne bliver udsat for gennem de næsten fem hundrede sider. Ofte virker det også som om Thomas Boberg har meget travlt med at komme videre. Der er flere gange, hvor jeg tænkte, nu er vi lige ved at komme ind under huden på det her menneske, men så skal Thomas Boberg absolut videre til noget helt andet.

Eksempel: I Gambia møder han en mand, som han besøger ude på landet ved kysten, men meget hurtigt forlader vi ham igen, og Boberg halser hastig hen ad stranden og videre til nye oplevelser.

Derfor kunne Madame Nielsen være et karikeret alterego. Hun er et menneske, der konstant føler ubehag og beklager sig. Thomas Boberg har det samme ubehag og en uendelig rastløshed, der hele tiden driver ham videre til nye steder, og vi får aldrig lov til at hvile eller falde til ro.

Det er et velkendt scenarie for den rejsende eller mennesker der søger ud i verden. Vi har en frustration, og vi søger efter noget, som vi ikke ved, hvad er og måske aldrig finder. I begyndelsen af ”Africana ”reflekterer Thomas Boberg over, hvad det vil sige at rejse, og hvem den rejsende er. Der sættes lighedstegn mellem at rejse og at leve med henvisning til H.C. Andersen, der er berømt for at knytte den forbindelse. Thomas Boberg nævner også en række andre forfattere, som har beskæftiget sig med at rejse og skrevet om deres rejser. Derfor opstår der implicit et andet lighedstegn mellem at skrive, at rejse og at leve.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad det er for et liv der, gestalter sig ud af den rejsendes beretning?

For mange år siden – i midten af 1980’erne – rejste jeg rundt i Mexico, Belize, Guatemala, Honduras og Nicaragua. Jeg mødte mange rejsende, som elskede at sætte det samme lighedstegn mellem at rejse og leve, men jeg synes altid, der var et eller andet galt med den samstilling, uden at jeg helt kunne sætte fingeren på, hvad jeg synes var problemet. Undervejs på min egen rejse – som varede i 11 måneder – gik det op for mig, at det ikke er rigtigt, at det at rejse er at leve. Derfor omformulerede jeg udsagnet til: at rejse er at opleve andre leve eller opleve andres liv. Det var en vemodig opdagelse, at jeg på min rejse gennem de nævnte lande kun var en tilskuer. Jeg eksisterede ikke rigtig. Kun skygger flyttede sig på væggene, og hvis jeg endelig trådte ud fra væggen og deltog i livet omkring mig, kunne jeg når som helst rejse videre, og det gjorde jeg meget ofte.  Hver gang jeg oplevede en smule modstand, hoppede jeg på bussen længere mod syd. Hvis der var en pige, som ikke helt ville som jeg, forsvandt jeg, men det bekymrede mig aldrig, fordi jeg vidste, at jeg meget nemt ville kunne finde en anden og mere medgørlig. Eller også havde jeg bare mødt nogle tilfældige mennesker et sted, som inviterede mig ind i deres liv. I begyndelsen var det jo spændende og fantastisk som at åbne en gave, men når hverdagen indtræf og jeg skulle tage stilling til dem og situationen i deres liv, løb jeg næsten altid ud af bagdøren meget hurtigt.

Jeg er kommet til at tænke på den manglende forpligtelse dengang og min løsrevne eksistens, mens jeg har læst ”Africana”. Den måde Boberg præsenterer sig selv på, minder mig om mig selv midt 1980’erne, fordi han hele tiden er på vej til noget andet og aldrig venter på at noget skal ske. Han lader til at have et ubehag og en rastløshed.  Vi møder hele tiden nogle nye mennesker, og de får alle sammen lov til at ytre sig om noget, og vi lærer også noget om deres livssituation, men vi bliver kun hos dem et øjeblik. 

Det forstyrrer mig, at jeg tidligere i mit liv har læst Thomas Bobergs bog ”Americas” med stor begejstring, og derfor beslutter jeg mig for at læse ”Sølvtråden”, som er en af Bobergs mest roste bøger. Hvorfor jeg ikke genlæser ”Americas” er der nok et begavet menneskes fantasi, der kan forklare. Først læser jeg imidlertid digtsamlingen ”Mexico City- digte” fra 2017, hvilken er en meget stor skuffelse for mig. Jeg dykkede dybt i forfatterskabet i håb om, at de forrige bøger faktisk var bedre – og som jeg huskede dem. Digtene om Mexico City handlede på ingen måde om byen de var skrevet i, og ja – de handlede ikke om noget. De kunne være skrevet hvor som helst. Uden en ærlig tanke i hovedet fortsatte jeg med ”Sølvtråden”, men heller ikke her fandt jeg, hvad jeg søgte. I ”Sølvtråden” er der et afsnit kaldet ”Sudan-brevene”, som er skrevet under en rejse i Sudan, der ligger forud for Thomas Bobergs rejser og ophold i latinamerikanske lande. Ellers handler Sølvtråden om – med Bobergs eget ord – (Las) Americas.

Det bemærkelsesværdige ved ”Sølvtråden” er, at der ikke rigtig er nogen forskel på Sudan-brevene og resten af bogen, selvom udgangspunktet er modsatte sider af Atlanterhavet. Måske er det sådan, at når man har skrevet tilstrækkelig længe, løsriver forfatteren sig fra tid og sted – han skriver simpelthen altid den sammen bog. Det er en gammel litterær problemstilling, at en forfatter måske kun har en fortælling, som gentages i uendelige variationer igennem forfatterskabet. Det kunne også gøres sig gældende for Thomas Boberg, og som kunne forklare, hvorfor hans historier forekommer så afkoblet fra stederne de ellers handler om. Alligevel bliver jeg i tvivl, om han overhovedet har en fortælling, eller der bare er tale om et menneske, som jagter noget, han aldrig finder – altså at rejsen, bevægelsen og flygtigheden er det egentlig ærinde. Tilbage står det problem, at bøgerne selv insisterer på at udspille sig bestemte steder og derfor lover en konkret forankring.

Jeg indser, at jeg ikke får noget ud af at læse på tværs af forfatterskabet, og derfor må jeg vende tilbage til ”Africana” med uforrettet sag. Efter en cirkelbevægelse, er jeg vendt tilbage til udgangspunktet, uden at have opnået et højere erkendelsesniveau. Under læsningen af ”Sølvtråden” er der blevet aktiveret nogle erindringer fra mine egne rejser, og jeg overvejer, hvad mine rejser betyder for mig.

Rejsen er fremtidens erfaringer

Selvom jeg har et meget vemodigt – og næsten depressivt – forhold til det at rejse, lærte jeg imidlertid noget værdifuldt om livet på min egen rejse til Mexico og landene lige syd for, som jeg mange år senere kan se, at jeg har ladet optage i mig, som var det mine egne livserfaringer. Jeg begyndte meget hurtigt at give et fast håndtryk, som vel er begyndelsen på enhver forpligtende samtale. Ellers var jeg opvokset i et miljø, hvor håndtrykket blev betragtet som en borgerlig og alt for formel hilsen, som skulle afskaffes til fordel for det meget mere personlige og intime hej eller en let omfavnelse. På rejsen mødte jeg udelukkende troende mennesker. Alle havde de et forhold til Gud og kirken. Det blev opfattet som meget mærkeligt, hvis jeg sagde, at jeg ikke troede på noget – ja, helt uforståeligt. Jeg var vokset op i et ateistisk miljø, hvor al form for religion og kirke blev afsværget. Derfor havde jeg et kompliceret forhold til tro, selvom jeg allerede var begyndt at stille spørgsmål ved den rene ateisme. Jeg havde altid været omgivet af mennesker med en stærk passion overfor deres politiske idéer og drømme, og passion er også en form for trosbekendelse, men jeg var ikke parat til at bekende mig til tro i en religiøs forstand. Derfor kæmpede jeg meget med religionen i omgivelserne. Især var det vanskeligt for mig at se på de fattige indianske kvinder, der kom og tændte lys i katolske kirker, hvor det flød med guld på vægge og i hvælvinger. Alligevel blev der sået et frø i mig, som mange år senere har gjort mig til et meget troende menneske, om end ikke i kirkelig forstand – men spirituelt. Jeg rejste alene. Ikke fordi jeg ville, men det blev bare sådan. Det medførte, at jeg tilbragte meget tid alene, og det havde jeg ikke noget imod, eller jeg lærte at være alene. Meget ofte blev jeg konfronteret med det, fordi mange mexicanske mødre synes det var mærkeligt og synd for mig, at jeg ikke var sammen med min familie. Jeg synes ikke det var synd for mig. Tværtimod vænnede jeg mig til at rejse og være alene, og det påvirkede mig. I de efterfølgende år lavede jeg en distinktion mellem at være alene og at være ensom, hvilket jeg opfattede som to meget forskellige ting. Efterhånden som årene er gået, er ordet ensom helt forsvundet fra mit ordforråd.

Fordi jeg ikke er god nok, behøver jeg de andre

I ”Africana” optræder der nogle historiske karakterer, der giver Thomas Boberg selskab – og derfor kan man også opfatte dem som rejsefæller. Først og fremmest er der Arthur Rimbaud, som en overgang ernærede sig ved at være våbenhandler i Etiopien. Der er måske nok noget automatisk i, at Thomas Boberg kommer i tanke om Rimbaud, når han selv rejser rundt i Etiopien, men der kommer bare ikke noget ud af det, og derfor burde Boberg nok have holdt Rimbaud for sig selv. Den måde som Rimbaud nævnes på og bliver behandlet på skaber en tvivl hos læseren om Boberg nogensinde selv har læst Rimbaud. Rimbauds poesi spiller ingen rolle i Bobergs tekst, og det gør heller ikke våbenhandel. Derfor bliver læseren forvirret og mister koncentrationen om læsningen.

Der nævnes også en række forfattere som har rejst i Afrika og skrevet om Afrika – en af de mange gange i bogen, hvor den diffuse betegnelse optræder. Her nævnes blandt andet Johannes V. Jensen, som i 1949 udgiver bogen ”Afrika”, hvor han beundrer fortidens opdagelsesrejsende. Den legendariske Mungo Park omtales selvfølgelig også – den skotske læge og botaniker, der i 1796 red op langs Gambia-floden og utrætteligt registrerede og dokumenterede, hvad han mødte og sendte rapporter hjem om det ukendte land og kontinent.  

De nævnes på et tidspunkt i begyndelsen af bogen, hvor Thomas Boberg skriver om det at rejse og om forholdet mellem at skrive, rejse og leve. Afsnittet om at rejse er der, hvor vi kommer nærmest bogens egentlige tema, og derfor kan det egentlig undre, at det optager så forholdsvis lille plads i den samlede fremstilling.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke Boberg kunne have sagt det samme om rejsen uden sine forgængere og medsammensvorne. Også her sidder læseren tilbage med en flad fornemmelse af, at der ikke kommer særlig meget ud af referencerne.

Det interessante ved Bobergs forestillinger om rejsen, og hvem der rejser, er, at han forsøger at udvide begrebet til ikke kun at være den tørstige europæiske opdagelsesrejsende, men også nutidens flygtninge, og derfor bliver det nærliggende, at rejsen bare er bevægelse og mobilitet – såvel den selvvalgte rejse som den tvungne migration. 

Der bliver gjort en del ud af, at også migranterne fra det vestlige Afrika bliver betragtet som rejsende, og migranternes vilkår under deres flugt mod Europa beskrives som slavelignende forhold. Derfor ligger det snublende nært også at kalde slaverne i kolonihistorien for rejsende. Man kunne derfor forlistes til at karakterisere Bobergs definition af rejsen som en demokratisering af aktiviteten.   

Begrebet risikerer imidlertid at falde helt fra hinanden, fordi de forskellige rejsende ikke har noget til fælles, men de har derimod helt modsatrettede bevægelser. Der er meget stor kontrast mellem migranterne i Gambia, som vover liv og lemmer for at nå til det forestillede paradis i Europa og Boberg selv eller Rebecca. Det synes ikke meningsfuldt at gøre dem lig hinanden, selvom de har en flygtighed til fælles, men den foregår på helt fundamentalt forskellige vilkår. 

Det nærmeste Boberg kommer på en konkret definition af den rejsende er, at det er et menneske, der er i bevægelse med det formål enten at være ”på jagt efter noget at spise” eller at søge ”efter lys og liv i det tomme rum”. De to sider af definitionen deler sig i en nødvendighed for at overleve og et kolonial begær efter mere. De har intet til fælles. I ”Africana” repræsenterer Boberg den sidste, mens de vestafrikanske migranter tilhører den første.  Selvom Rebecca har en oprindelse i Gambia og også tager afsted for at finde sine rødder, er de begge to opdagelsesrejsende, der rejser ud for at (gen)erobre nyt land. Den dybest set koloniale bevægelse, som bogens to centrale stemmer har, bestemmer den optik, vi bliver præsenteret i ”Africana”.   

Det koloniale blik virker ved, at mennesker rejser til et sted, hvor der enten ikke er noget i forvejen eller det der er ikke tilkendes nogen værdi. Vi opfatter de mennesker vi møder som laverestående og mindreværdige, og derfor har vi retten til at objektivere dem og erobre landet som vores eget. I det koloniale blik er integreret et racemæssigt syn på andre mennesker og andre tilsvarende nedsættende betragtninger. Det racemæssige ligger som en understrøm igennem hele bogen. Ofte kommer det til udtryk som en meget stigmatiserende fremstilling af det, som konstant benævnes som Afrika og afrikansk – uden nærmere definition. Nogle gange sker det på en nedsættelse måde, andre gange i mere romantiserende og eksotiske toner. 

På et tidspunkt beder Boberg sin kæreste om at fortælle ham, om første gang hun rejste alene til Afrika. Det vil læserne selvfølgelig også gerne høre, men hvor var det egentlig mere præcist, at hun rejste hen alene? – det bliver langsomt afsløret, men hvorfor altid det rungende og tomme Afrika?

Det er ikke i sig selv alarmerende, at der således zoomes ind, men det bliver problematisk, fordi det altid formuleres gennem tomme og bombastiske betragtninger. Boberg spørger et sted, hvorfor man altid er træt i Afrika, og han konstaterer, at det er de bare (Rebecca og ham). Det sker efter et skænderi med Rebecca og ting han er irriteret over. Men Boberg er vel bare træt af konkrete ting og over at skændes med sin kæreste? – det er rejsens vilkår, hvor som helst. Alligevel søger han tilflugt i en stigmatisering.

I den sidst del af ”Africana”, da han er på vej til Gambia, vil Rebecca gerne forberede ham på, hvad han vil møde i Gambia. Hun har nemlig været der og i de omkringliggende lande før – og hun er der allerede, da Thomas Boberg ankommer. Forinden har hun sagt: ”Læg mærke til duften, når du stiger ud af flyet … duften af Afrika, den varme duft af Afrika”. Betragtningen ledsages af en beskrivelse af ” … orangebrune sandveje, trafikken på de støvede gader, myldrende kryb og fugleliv i huset …” samt ”Den store dinosaurprofils én million glødende støvveje”.

Det er stigmaternes holdeplads, og der synes at være fuldt optaget. Der er mange steder i forskellige afrikanske lande på tværs af kontinentet, hvor jorden er rødbrun eller orange, men der er ligeså mange steder, hvor den bare er sort eller grå. Sætningerne er symbol-ladede. Til forestillingen om det afrikanske knytter sig altid, at der mylder og virvar. Det er et uforståeligt hele. Der er altid en duft, og her bliver duften endda beskrevet som varm. Kan en duft overhovedet være varm? – varm hører vel til følesansen. Det falder smukt ind i vores almindelige fordomme om Afrika som et forvirrende sted, der skal bringes under kontrol, eller som vi tiltrækkes af, fordi det er et eksotisk modstykke til vores egen veldresserede verden.

Der er ingen tvivl om, at Thomas Boberg har fået dette stærkt stigmatiserede og indbildte Afrika ind under huden. Han drømmer kun om mere, så han fortsat kan svælge i den eksotiske rastløsheds videre færden. I et sådan drømmesyn holder han den røde jord mellem sine hænder, som han ved findes, og han fantaserer efter mere. Han vil bare stige på busser, vandre, sove under åben himmel, kigge på stjerner, gå ind i endnu ikke kendte byer og ”vågne under den afrikanske sol”.

Her definerer han, hvem han er. Han er et menneske, der altid er på vej et sted hen. Han hører ikke til noget sted og kan aldrig finde hvile. Det er svært at forstå, hvorfor han skriver, fordi han har heller ikke tid til at dvæle og bekymre sig om sine egne ord. Han er en lang, uafsluttet bevægelse. Desværre har han for travlt til at en egentlig samtale kan opstå.

Et øjebliks besindelse

Næsten to måneder efter udgivelsen af ”Africana” kommer der også en anmeldelse i Nordjyske (Anne Skov Thomsen: ”Vildtvoksende Afrika-portræt”, den 24. april 2019), og Thomas Boberg deler et link til anmeldelsen på Instagram, ligesom han har gjort til alle andre anmeldelser, men denne gang ledsaget af en tankevækkende kommentar om, at det ikke hans ord men anmeldelsens. Han tager den 24. april på Instagram pludselig afstand fra, at bogen skulle være et vildtvoksende Afrika-portræt som Nordjyske skriver i anmeldelsen, hvilket Boberg uddyber med, at romanen i bedste fald er skrevet i / fra visse steder på kontinentet.

Det er svært at afgøre, om det er udtryk for blot et øjebliks sanddruelighed, eller om Boberg efter lang tids pres i debatten om bogen rent faktisk har lyttet til de mange, der er meget velinformeret og vidende om kontinentet. Mere sandsynligt er det, at han har haft behov for afstand og frisk luft efter at have opholdt sig i kulturparnassets medieliderlige eskapader. Desværre var det kun et kort pusterum, inden det hele fortsatte, fordi bogen kom som månedens bog i Samlerens Bogklub, hvilket bogklubbens redaktør straks benyttede til at gentage den vulgære regn af superlativer. Det blev de kommende måneder fulgt op af annonceringen af Thomas Bobergs deltagelse i sommeren to årligt tilbagevendende litterære begivenheden; festivalen LiteratureXchance i Aarhus og Louisianas litteraturfestival Louisiana Literature nord for København i Humlebæk.

Det helt mærkværdige er, at Thomas Boberg lader debatten om hans bog køre så meget af sporet, hvis det altså er rigtigt, at det er en bog om at rejse – og alle hans andre bøger også har handlet om rejsen. Hvorfor skal vi trækkes igennem den lange debat om, hvordan han giver stemme til Afrika? – et langt stykke af vejen har han endda selv været dynamo i en debat om Afrika. Det hænger jo ikke sammen, hvis det er rejsen der interesserer ham. Meget sent forsøger han at trække i nødbremsen, men han synes alligevel at tale med to forskellige stemmer.

Han lader sig måske bare rive med strømmen og sit forlags formidlingsmaskine. Undervejs kan han godt se, at der er noget galt – og især oplever han, at mange andre ved mere end han om Etiopien, Gambia og andre afrikanske lande. Derfor forsøger han trækker sig tilbage, men det er svært. Dybest set er han nok bare glad for at kunne sole sig i gode salgstal og popularitet hos læserne, der heller ikke rigtig ved noget. De vil bare gerne underholdes.

De mange mennesker i medier og fra organisationer, der til hverdag beskæftiger sig med afrikanske lande benytter også flittigt og lemfældigt betegnelsen Afrika, fordi ordet tjener deres erhvervsmæssige interesser, og de er glade hver eneste gang Afrika nævnes. ”Africana” har været med til at bringe Afrika, afrikanske lande og afrikanske spørgsmål på dagsordene. Derfor kan mange af dem bruge Thomas Boberg strategisk, selvom de måske nok opfatter mange af hans beskrivelser som overfladiske