Bobergs (ikke)koloniserende jeg?

 

Litteraturredaktør Peter Nielsen om debatten om Boberg

I begyndelsen af marts udkom ”Africana”. Her i de første par uger har det været svært at få lov til at læse bogen for den virak, der har været i medierne om Bobergs bedrift. For at kunne få lov til at læse Bobergs rejseroman bliver jeg nød til at rydde scene for svulstige superlativer og tunge (tomme) begreber.

De fleste anmeldelser har rost Boberg til skyerne. Litteraturredaktør Peter Nielsen ved Information har endda skrevet, at Boberg giver stemme til Afrika. Det har fået mange til at fare i blækhuset for at trække så store veksler, og i nogle tilfælde har kritikken været kædet samme med, at Boberg som hvid mand på rejse i to forskellige lande skulle kunne give stemme til et helt kontinent. Kritikken er blevet hårdhændet afvist af såvel Peter Nielsen som Boberg selv og tilsidesat som identitetspolitik. Deres pointe er, at det ikke bør diskvalificere Boberg fra at skrive om Afrika bare fordi han er en hvid mand. Men måske er det ikke kritikken af Boberg, der har identitetspolitiske undertoner, men Boberg selv og hans partner ”in crime” Peter Nielsen. 

Kritikken handler ikke kun om, at Boberg er hvid, men også om, at han har rejst to meget partikulære steder på kontinentet (Etiopien og Gambia) og alligevel insisterer på at udtale sig på kontinentets vegne. Begge lande har en særlig historie og placering på kontinentet. Etiopien har reelt aldrig været koloniseret, bortset fra en meget kortvarig italiensk tilstedeværelse – og landet adskiller sig religiøst-kulturel fra alt andet i den østlige del af kontinentet, hvor Etiopien geografisk er placeret. Gambia er en gammel engelsk koloni inde midt i en ellers fransk domineret region. Lidt spøgefuldt kan man sige, at englænderne sejlede op ad Gambiafloden, mens de skød med deres våben til begge sider, og deres våbens rækkevidde blev Gambia, mens den resterende del af regionen blev koloniseret af franskmændene. 

Det turde være en offentlig hemmelighed, at den europæiske kolonisering har sat tydelige spor i de enkelte landes aktuelle organisering og kultur. Mange taler endda om forskellene på det frankofone og det anglofone Afrika. Forskellene afspejler de pågældende koloninationers måde at kolonisere på, hvor englænderne typisk satte sig på administration og statsapparat, men de blandede sig meget lidt med den lokale befolkning. Helt modsat valgte portugiserne at blande sig rigtig meget med eksempelvis befolkningen i Mozambique. Konkret betyder det, at kontrasten mellem sort og hvid i Mozambique er langt mindre og mere usynlig.  

En hvid mand i Maputo er ”no big deal”, mens man som hvid i Uganda, hvor englænderene var, stadigvæk bliver objektiveret som noget særligt og opfattes som en betydningsfuld person alene på grund af sin hudfarve.

Selvom der bestemt er noget om snakken, synes jeg, at man skal være meget varsom med at diagnosticere kontinentet efter koloniale linjer, også selvom der kan være en del logik og rimelighed i det. Et meget fast blik kan skabe blindhed. Bare fordi man ser koloniseringens aktuelle virkningshistorie, betyder det ikke, at det nødvendigvis er godt at bekræfte kolonitidens efterladenskaber. Der er allerede rigtig meget kolonisering mange steder i Afrika, og derfor ser jeg ingen grund til at bebyrde kontinentet yderligere.  Derimod synes jeg, at vi bør anerkende og respektere de rigtig mange unge afrikanere spredt rundt om i forskellige lande, der giver stemme til, hvad det eksempelvis vil sige at være kenyansk kvinde på 25 i Nairobi, et land hvor gennemsnitsalderen er under 30. 

Undskyld at mit temperament måske løber lidt af med mig, men jeg synes, det er meget nedladende at stigmatisere et helt kontinent med at hult rugende Afrika efter at har rejst lidt rundt i et par enkelte lande henover en 5-årig periode. Med særlig adresse til anmeldelserne af ”Africana”, synes jeg, der bliver anvendt fortegnede superlativer om det afrikanske, som korresponderer med, hvordan vi i Danmark og andre steder i den vestlige verden gerne vil opfatte Afrika, og som er en konsekvens af vores koloniale blik på kontinentet.

Anmeldelse af Africana i Berlingske Tidende den 7.marts 2019

Det gælder ikke kun Peter Nielsens betragtning om at give Afrika stemme, men også når Jørgen Johansen i Berlingske Tidende skriver som indledning på sin anmeldelse: ”Det er en vild Afrikabog Thomas Boberg har skrevet. Kaotisk, flimrende og overvældende uoverskuelig som kontinentet selv”. Anmeldelsens titel nærmest falder over sin brug af ordene vild og vildt. Det er som om, vi ikke har flyttet os særligt langt fra forestillingen om de ædle vildes kontinent. 

Overskrift på Jørgen Johansens anmeldelse af Africana

Hvis man vil forstå verden, må man beskæftige sig med Afrika?

Anmeldernes og litteraturredaktøren på Informations ordekvilibrisme skal selvfølgelig ikke ligge Thomas Boberg til last. Det står helt for Peter Nielsens regning, at ”Africana” skulle give stemme til Afrika. Det er ikke noget, som Boberg hverken har udtalt eller mener, fortæller han, da han en lille uge efter udgivelsen optræder i rejseboghandlen Tranquebar I København sammen med forlægger Torben Madsen. Derimod bekræfter han og fastholder sin udtalelse om, at hvis man vil forstå vores aktuelle verden, så er det nødvendigt at beskæftige sig med Afrika. 

Men hvad er det egentlig, vi taler om?

Jeg husker selv hvilken besættelse det var, da jeg første gang stod under en åben og klar nattehimmel med millioner af stjerne, som jeg aldrig havde set før i et sted i den østlige del af kontinentet. Jeg indså, at her forstod jeg intet og kunne ikke bruge mine hidtidige erfaringer til noget. Jeg var som et lille barn, der måtte undersøge og prøve at tilegne mig verden for at overleve.  Lidt senere mødte jeg en pige. Vi kaldte hende for sjov den hvide afrikaner, fordi hun hørte til her, som mange andre piger og drenge rundt omkring i afrikanske lande. De hører meget mere til på dette vildtfavnende, med sig selv usammenhængende og umuligt definerbare område af verden, end hvad deres statsborgerskab antyder. De er vokset op her, og de har lært de sprog der bliver talt af alle andre små piger og drenge. De har elsket her, drukket sig fulde og knaldet i et fjernt hjørne af en svedig natklub. De har grædt her og set venner og bekendte dø.

Streger i sandet

Nogle år senere tilbage i København tænker jeg på hende, da jeg i halvvejs alvor og morskab opretter en blog og navngiver den ”The White African”. I en lang periode ville jeg skrive en bog, der skulle hedde ”Mine afrikanske forbindelser”. Efterhånden som årene er gået har jeg fortrudt mine ord om Afrika stavet med stort, fordi denne forestilling om det afrikanske ikke korresponderer med praksis. Måske findes Afrika slet ikke som andet end lige steger i sandet i Sahara sat af europæiske koloniherrer – linjer der forsøger at adskille det, som altid vil hænge sammen og forene det umulige. 

Det er nu 16 år siden, at jeg for første gang satte mine fødder på jorden ved Arusha i det nordlige Tanzania, og siden har jeg boet i nogle år i Uganda, rejste i de omkringliggende og fjernereliggende lande mange gange samt deltaget i utallige festivaler fra Rabat og M’Hamid El Ghizlane i nord over Stone Town i øst til Cape Town i syd, mens jeg fortsat har vest til gode.  Med stigende intensitet er det gået op for mig, hvor lidt mening det giver, at objektivere hele dette landområde med et tomt og stigmatiserende Afrika. Kontinentet hænger ikke sammen med sig selv. Forskellene på kryds og tværs er alt for store. Derfor kan det kun skyldes identitetspolitik, kolonialisme eller konkrete erhvervsinteresser, hvis nogen vil fastholde fiktionen om det afrikanske som en homogen enhed. Meget ofte bliver Marokko og hele Middelhavskysten af kontinentet ekskluderet fra dette Afrika, fordi det påstås at være tættere knyttet til Mellemøsten, og Sydafrika er en helt anden historie. Det er som om Sydafrika ikke rigtig ligger på kontinentet. Mange mennesker i Sydafrika omtaler sig selv som afrikanere og identificere sig med Afrika, men alligevel oplever jeg hele tiden sydafrikanere sige, at de skal til Afrika, når de rejser til et af de tilgrænsende lande, og de giver udtryk for fremmedgørelse overfor deres oplevelser på rejser til andre afrikanske lande. 

Selv hvis vi accepterer denne geografisk amputerede udgave af Afrika, er det, som bliver tilbage en forskelsmættet og modstridende meteor, der i rasende fart kaster sig i skiftende retninger på tværs af verdensrummet.

Identitetspolitisk fantasme

Det burde ikke overaske, at nogen anholder, når Boberg udtaler sig så bombastisk og fluorescerende om Afrika, idet hans grundlag forekommer at være yderst spinkelt, selvom man trækker en lige linje fra Etiopien via Sudan til Gambia som den rejse han har tilbagelagt – et tværsnit af kontinentet lidt syd for Sahara.

Imidlertid tror jeg alligevel godt jeg forstår Thomas Boberg. Jeg har været der, hvor han befinder sig. Også jeg ankom til et sted på dette kontinent og følte en besættelse, hvorudfra der opstod en bestemt optik, som synes at kunne forklare alting. I modsætning til Thomas Boberg skyndte jeg mig ikke at skrive en bog om, hvad jeg så. Jeg havde lyst til at skrive en bog – mange gange, men projektet blev hele tiden udskudt og forhindret af mine konstante og gentagende rejser. 

Efter at have vendt tilbage til Uganda ikke tre eller fem gange, men ti gange, følte jeg, at jeg begyndte at forstå en lille smule af, hvad der foregik omkring mig, men samtidig pulveriserede også min besættelse af Afrika og den særlige optik. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre at skrive om Afrika, uden at falde i kolonialismen sorte dyb eller forfalde til en romantiserende magisk realisme, hvor jeg ville bilde mig selv ind, at jeg egentlig var sort og ikke hvid. Mit umulige bogprojekt kuldsejlede mange gange, og det er jeg taknemmelig for og håber aldrig det lykkes mig at skrive den bog.

Der er ikke noget identitetspolitisk i at kritisere Thomas Bobergs grundlag for at udtale sig skråsikkert om det afrikanske kontinent. Kritikken er konkret. Nogle få rejser i en forholdsvis kortere periode i to ret partikulære lande burde ikke give nogen anledning til at udtale i generelle vendinger om kontinentet.

En autofiktiv rejse omgivet af afrikanske ting

Under arrangementet i rejseboghandlen Tranquebar blev Boberg lige netop spurgt om han ikke trak lige lovlig lange veksler på sine rejser og kommer til at udtale sig for bombastisk om Afrika. Hans svar var lidt utydeligt. På den ene side erklærer han, at ”Africana” egentlig er en bog om at rejse, og den er skrevet som hans personlige fortælling om steder han her været, men alligevel svarer han velvilligt og skråsikkert på spørgsmål fra publikum om Afrika. Samtidig fastholder han, at bogen ikke er ment som et bidrag til debat, men som aftenen skrider frem opfører Boberg sig som debattør.  Endvidere afslører han, at allerede første gang han ankommer til Etiopien, vidste han, at han skulle skrive en bog om Afrika. 

Det kan næsten virke som bestilt arbejde. Man kan forestille sig, at Thomas Boberg og Gyldendal drikker kaffe. Afrika synes stadigvæk at være på dagsordenen, så hvorfor skriver han ikke en bog om Afrika, og det passer for øvrigt fint ind i hans familieliv. Det ville være godt for Boberg selv. Han kunne blive re-branded som Afrika-kender. Det er længe siden, at Latinamerika er løbet lidt tørt. Det ville også være belejligt for forlaget, fordi deres sidste Afrika-bog – Ejersbo’s trilogi om Tanzania - ligger nogle år tilbage. Aftenen i Tranquebar slutter med, at Thomas Boberg nærmest får fremstillet sig selv som turistguide. 

Vores billede af ’de andre’ er som et spejl

På en måde gør Thomas Boberg alt det politisk korrekte. Han indleder med at sige, at Afrika er det sted, hvor vi afleverer alt vores skråt, og det har han jo ret i. Han fortsætter senere med at efterlyse en bevidsthed om vores egen historie, vores kolonihistorie, om hvor vores rigdomme kommer fra. Som inspiration for en sådan bevidsthed nævner han Thorkild Hansens trilogi fra slutningen af 1960erne; Slavernes Kyst, Slavernes Skibe og Slavernes Øer. Der er ingen tvivl om, at Thorkild Hansens bøger er et flagskib, men det er mærkeligt, at Boberg elegant forbigår den lange liste af nyere international litteratur om emnet, og derved afslører han sig som novice. 

Når man ikke rigtig ved noget om det, som man foretager sig, endsige hvor man befinder sig, er mulighederne for at træde i spinaten meget stor, og Boberg kommer af vandvare til at vade forvildet rundt i de bløde blade. Det er ikke med vilje eller med nogle onde hensigter, men hans konklusion den aften på Tranquebar om, at vi må opfatte Afrika anderledes lyder utroværdig. 

Spørgsmålet er, om han ikke selv bare reproducerer det samme billede af Afrika som noget uforståeligt, mærkeligt og dunkelt. Den samme forestilling, som gennem hele vores historie har gået hånd i hånd med koloniseringen, og svaret har altid været det samme, at den hvide mand skulle civilisere kontinentet. 

Thomas Boberg fortæller, at da han kommer til Gambia, føler han, at han ankommer rigtig til Afrika. Det bliver tydeligt, at han har en helt bestemt opfattelse af det afrikanske, som han romantiserer som det ukendte og ufremkommelige, og det er ham selv som den hvide mand, der kan gøre det genkendeligt og forståeligt for os.  

Jeg har stadigvæk ikke kunnet læse ”Africana”, som det allerede i indledningen bliver antydet, men jeg føler, at jeg efterhånden har fået luft for mine irritationer over anmeldelserne og debatten om bogen, så jeg endelig kan begynde at læse. Det gælder jeg mig rigtig meget til, og jeg er overbevist om, at Thomas Bobergs bog er meget mere interessant og vigtig end kulturparnasset omklamring af den.

Artiklen er sendt til Dagbladet Information, og jeg venter spændt på om der vil være plads i deres spalter en af de kommende dage.