Sauti za Busara II: Festival impressions

I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am telling you what I see, but I will show no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The music has begun and I am trying to get at grip of things. Does this remind me of what I have previously seen? The festival is a lot smaller than I anticipated. And here are way too many wazungus.

Her er rigtig mange bazungus, men det er der jo altid på Zanzibar. Festivalen er lille. Det hele minder mig lidt om ”Jam on the Green” i Kampala.
Det var en jam-session som foregik hver mandag gennem mange år i Kampala. Mandag var den eneste dag hvor musikerne i byen ikke havde jobs. Derfor blev jam-session mandag aften et tidspunkt hvor de kunne slappe af og spille sammen med hinanden på kryds og tværs. Efterhånden blev det også til et større hangout for alle andre i byen. Det var en slags social club. En gang om månden blev jam-session lagt lidt større an og afholdt på et grønt område ved National Teatret, deraf navnet ”on the green”.
Alting ved Busara er meget mini extra small. Som på Roskilde Festivalen er sloganet også her mere end musik, Busara is more than music. Forholdet mellem Roskilde Festivalen og Busara er ikke taget ud af den blå luft. Der har været et vist samarbejde mellem de 2 festivaller, fx har sikkerhedspersonalet fra Roskilde Festivalen været på besøg for at give gode råd om logistik og sikkerhed. Emnet om forholdet til Roskilde Festivalen kommer op, da jeg møder Muzungu Kichaa. Han optræder ikke på festivalen i år, men har tidligere gjort det. Muzungu Kichaa er en dansk musiker, der er blevet i et hit i Tanzania, fordi han spiller tanzaniansk musik. Derudover er han også med til at organisere musik event i Dar Es Salaam.
Også sammenligningen med jam-session i Kampala har rødder i virkeligheden, selvom det måske er i overført betydning. Midt i mængden kommer en mand og gør reklame for en jam-sesssion i Stone Town som finder sted hver mandag og har gjort det i 3 år. Lige på det tidspunkt er Muzungu Kichaa ankommet. Jeg fortæller dem om Kampalas jam-sesssion. Ingen af den kender til den, hvilket egentlig undrer mig. Men sådan er det jo nok, selvom musikere på tværs af landene jo ind imellem optræder hos hinanden.
Eller også er festivalen ikke særlig forbundet med den øvrige musik industri i regionen? Det er stadig et åbent spørgsmål.
Umiddelbart ser det ikke ud til at de musikere som optræder på Busara og som kommer langvejs fra skal optræde andre steder i Tanzania, inden de rejser hjem igen. Enkelte har dog optrådt i Nairobi og Kigali på vej til festivalen her på Zanzibar.
Organisatorisk er det en meget godt planlagt festival. Alt foregår meget roligt, Det virker ikke som om, der er kaos i plaanlægningen eller overraskelser, som ingen har tænkt over på forhånd.
Der er imidlertid en ting der forstyrrer oplevelsen – udover de mange bazungus, og det er, at festivalen udover at være et musik event også er en turist attraktion og også planlægges og formidles som sådan. Dermed sætter den sig mellem to stole. Den konflikt glemmer man dog fuldstændig, når musikken spiller og man opsluges af koncerterne. Alligevel er der grund til at tænke lidt videre over det, fordi det sandsynligvis har konsekvenser for hvem som deltager.