October Text II

14/10

Jeg kører rundt i en rød bil, så jeg er altid synlig, hvis nogen skulle have gået glip af den hvide mand. Der bliver altid lagt mærke til mig. Langt mere end jeg bryder mig om, og utrolig meget mere end jeg selv tænker over. Jeg lærer at leve med det, jeg lever med det. Har jeg noget valg? Ikke hvis jeg vil have det som jeg er kommet efter. Alting har sin pris!

[i oktober samler jeg tankerne om biler, påklædning, skinnende silkeskjorter, sko med lange spidse snuder, popmusik, begravelser og stærk sol der kommer fra den rigtige retning, oppefra, lodret ned i hovedet på dig]

Også kvinder interesserer sig selvfølgelig for sko

15/10

Der var engang en dårlig hollywoodfilm, I Dreamed of Africa, hvor Kim Bassinger slutter med at sige: "I den sidste ende kan vi kun gøre som dagene byder os, vel vidende, at det eneste der er værd at eje er styrken til at fortsætte arbejdet, i vished om, at det vi elsker kan vi aldrig miste. Der er intet fast holdepunkt i denne verden. Vi kom til dette enestående sted og Afrika gav os et enestående liv. Så tog Afrika en enestående pris. Det var Afrikas privilegium. Og nu er det mit privilegium at passe på Afrika". Hvis du har været dér, er det ikke for sjov...måske værd at tænke over for alle dem der lige for tiden invaderer fx Kenya med deres sædvanlige politiske og økonomiske dagsordener.

[i oktober samler jeg tankerne om ting der fylder mit hjerte, det bringer mig igen kontakt med stor glæde, usandsynlig smerte, taknemmelig, ydmyghed, fantastisk overstrømmende lykke men også forbitrelse og skyld overfor ikke at have gjort det rigtige på rette tidspunkt]

16/10

I am picking my phone. Though I do not recognise the number I know who it is. She often calls me from a pay phone because she has not any credit on her own. We are almost lovers or maybe not yet. She tells me that she is at National Theatre and Eli Wamala has died and if we can drive out to Kyengera in the evening where his family lives. I say, that off course we can. Sincerely I do not know what I have engaged myself into, but I have been to burials before. When someone dies everybody assemble with the family in the home of the deceased. People often stay there for days. In the evening when we arrived to Kyengera, it was like a traffic jam. Here are thousands of people and hundreds of cars, only one red one, though. But here nobody seems to notice me. I am for once just one in crowd and being greeted by people I know like everyone else. She wants to get in the center of garden. It takes some time to get there but finally we sit down. It is Monday. Every Monday evening all the musicians in Kampala go to National Theatre to The Musicians Club, the jam-session. On this evening the jam has been moved to Wamalas garden in Kyengera to honour him and give him the last respect. And they are all here, famous or not, upcoming or old. They perform, play and sing for the rest of the evening. She is also to sing which is why we had to be in the middle of everything. I am just seated, silent and amazed of the intencity. I feel invisible. At some point an older man who is sitting some distance from me is looking in my direction. He nods as a greeting and I greet him back. It is the only moment during the evening that someone is taking any notice of my presence. An extraordinary moment for me.. The next day at work someone said that they saw a red car yesterday evening at Wamalas place and I replied: "Yes, I was there". It felt so naturel and simple.

[i oktober samler jeg tankerne om ups & downs fra mine oplevelser i Uganda gennem årene, måske vil det kunne være med til at forklare hvor jeg havnet og hvem jeg er blevet, men højst sandsynligt er der ingen forklaring på netop det, kun genoplevelse af erfaringer som jeg enten husker eller har glemt]

17/10

Jeg kan ikke tale om bryllup uden først at fortælle om hvad der nødvendigvis må gå forud. Nu til dags slås bryllup og kwanjula ofte sammen men jeg synes det er en uskik for så tjener jo kwanjula intet formål. Kwanjula kan groft sagt oversættes som forlovelse, men det er egentlig den traditionelle og kulturelle bryllupsceremoni, mens det officielle bryllup kommer ud af en kristen tradition. Det er et godt eksempel på hvordan traditionelle ritualer, kristendom og modernitet går hånd i hånd i Uganda. Kwanjula kaldes også for introduktionsfest, hvor de 2 familier mødes og gommens familie bringer gaver til brudens familie (medgift). Under kwanjula gennemføres en række ritualer, som er meget kønsopdelte. Bruden bliver vist frem flere gange i selskab med familiens andre kvinder og i forskellig påklædning. Gommen skal svare rigtigt på en række spørgsmål - og hvis det lykkes får han bruden som sin kone. Bagefter serveres maden og festen fortsætter i timevis. Ifølge traditionen skal der gå nogle måneder eller et halvt år før ægteskabet bekræftes ved et bryllup i kirken. Som mand kan en kwanjula godt være en lidt hård prøvelse for tålmodigheden og en ret kedelig affære. Man sidder bænket på tætpakkede plastikstole i timevis før der begynder at ske noget. Kvinderne derimod befinder sig inde i huset omkring bruden. En god beskrivelse af det stadig meget kønsopdelte samfund og forhold mellem mande- og kvindekultur. Jeg har deltaget i en mængde kwanjula og været inviteret til mange flere, men aldrig selv haft mit eget, dog nåede jeg at komme på "besøg" hos min ex-kones familie, som vist endte med at blive en mellemting mellem et besøg og en kwanjula. Som alting der falder mellem 2 stole blev det lige dele akavet og underholdende.

[in October I will gather my thoughts about my life in Uganda including weddings, death, music, work, pleasure, sickness, graduation and a lot more]

18/10

I aften genså jeg "The Constant Gardner"". Bogen interesserede mig ikke dengang jeg læste den for mere end 10 år siden som forberedelse til at tage til Afrika for første gang men filmens billedside har altid grebet mig. Klipningen beskriver meget præcist ikke kun forskellen mellem Europa og i dette tilfælde Kenya men også kontrasten mellem de fleste hvide mænd og kvinders liv i Kenya og livet udenfor ghettoen og hvad der kan ske hvis man ikke blot træder udenfor men også aktivt tager afstand fra ghettoen.

[i oktober samler jeg tankerne om de valg jeg tog mens jeg boede i Uganda og hvilke konsekvenser det har haft]

19/10

Det regner. Der er tag af aluminium på huset i Kazo - i pladerne er der små huller som regnen kan komme igennem. Hvis jeg ikke vågner på grund af larmen regnen forårsager, så bliver jeg vækket af regndråberne på mit ansigt, men jeg har lært hvor i sengen jeg kan lægge mig for at forblive tør. Min motivation til at stå op og gå udenfor er ikke stor. Jeg ved at alt vil være et kaos af mudder og oversvømmelser. der er ingen asfalterede veje her i udkanten af byen, og jeg må tage bobaboda og matatu som alle andre. Bilen jeg engang havde forsvandt sammen med jobbet i den hvide ghetto. Det er jo også derfor jeg bor, hvor jeg bor. Det er ikke fordi jeg beklager mig. Jeg har det godt hvor jeg er og alt hvad jeg har mellem hænderne er mine egne valg.

[i oktober samler jeg tankerne om de steder jeg har boet i Kampala, og indser ... ja, måske er mine konklusioner ikke de mest interessante, lad ordene tale for sig selv]

Viola in the house in Kazo, she must be a grown teenager by now. Sweet girl hope your are happy whereever you are

20/10

Det første sted jeg boede i Kampala var et klassisk white boy muzungu place i bydelen Muyenga. I huset var der både firben, kakkelakker og græshopper. Græshopper kan steges på panden lærte jeg. Kakkelakker havde jeg klasket en del af i Mellemamerika med sandaler midt om natten på usle hotelværelser når jeg ikke længere kunne udholde larmen fra deres bevægelser hen over gulvet. Hvad jeg aldrig før havde tænkt over var at firben og kakkelakker er en perfekt kombination. Firben sluger kakkelakker så firbenet vokser til tredobbelt størrelse hvorefter firbenet suger al kraft ud af kakkelakken og efter noget tid genvinder firbenet sin sædvanlige størrelse. I huset på Tank Hill Road kunne jeg om aftenen bruge timer på at glæde mig over dette fascinerende scenarie dyreriget viste sig for mig på en yderst retfærdig måde. Siden har jeg elsket firben meget højt og respekteret deres glubske appetit.

[i oktober samler jeg tankerne om ... ja, vurder selv]

21/10

The place in Kampala where I lived I liked the most was a small apartment deep inside Kikkubamutwe. What a beautiful name! The area include a lot of things that together tell important aspects of my life and experience in Kampala. You might think that I am kidding, because the place is not very fancy and definitely very noisy and busy. In rain it gets muddy and flooding. Here I was not protected by walls. Everyone had access to me. There is many local bar where I have spent so much time just sitting and listening and watching. The apartment was located on the first floor in a house a little past the mango tree. Downstairs there are a couple of shops. In the street there are boys selling chapati with eggs in the morning. It served very often as my breakfast. Just oppesite was an exrtremely noisy bar that closed very late - or almost never. In those years where a certain video that I appeared in was popular they loved to play the song from the video if they saw my on the balcony outside the apartment. I often sat in the balcony in the afternoon to write something, not in the evening, then there was to many mosquitos.

[in october I gather my thoughts about housing in Kampala, differences between areas in the city and related issues such as landlords and house girls and boys]

22/10

House girls er et kapitel for sig. Jeg har gjort mine hårde erfaringer, men som årene er gået har jeg opdaget at jeg ikke er den eneste. Selv voksne kenyanske og ugandiske mænd og kvinder har store vanskeligheder med deres house girls. Det har fjernet den misforståelse i mit hovedet at det var fordi jeg var muzungu, som min ugandiske kollega dengang sagde en dag: I don't think your problems are very different from mine, med sædvanlig skarpsindighed. De af jer der kender til mit liv dengang i Uganda vil ikke være i tvivl om hvem det er.

[i oktober samler jeg tankerne om skarpe iagttagelser som meget ofte falder når man mindst venter det. Så lyt opmærksomt, du skulle nødig gå glip af de vigtige ting i livet]

23/10

Jeg har været i et utal af frisørsaloner enten for selv at blive klippet eller barberet. Det sidste klarer jeg nu bedst selv. Men jeg også tit ventet på en kvinde jeg holdt af. Ofte har jeg ikke helt forstået hvad det skulle til for. Alle de anstrengelser med hår. Ikke at mit eget eget hår er mig ligegyldigt. Bestemt ikke. Men trods alt ikke et spørgsmål om liv og død. For et par måneder siden var jeg til min nieces 18-års fødselsdag. Hun og alle veninderne havde langt glat og skinnende hår langt ned ad ryggen. Uden undtagelse. Det lignende en nødvendighed. På samme måde som afrikanske kvinder udglatter og påsætter hår i jagten på måske det samme skønheds- og kvindeideal. Drømmen om prinsessen og et helt kongerige som taget ud af et eventyr.

[i oktober samler jeg tankerne om såvel mit eget hår men især de kvinders hår jeg har mødt kendt og elsket]

24/10

I am going up-country. It is not something I do very often. I belong in the City, well in any city not only the City I am currently living in. Up-country is not my home though I will go occasionally when it is expected of med or needed. What do I mean by up-country? Anywhere outside urban civilisation. It is not that I despice the countryside. My worst scanario is living in a small town or village. If we were talking about real deserted places like Turkana Lake I would not mind though there might be other things to consider before residing in the area around Turkana Lake. The argument for living up-country will often be that there life will be quiet and easy but there is nothing as complicated as life in the village. Life is complicated enough as it is. I prefer the noise and activity from a big city.

[in October I gather my thoughts around places of my preference and those I would rather avoid but my preferences ought not to be confused with judgement. I have no intention of condening other peoples choices if you happen to be in Nairobi you must check out Club Choices in Baricho Road in Industrial Areal]

25/10

Jeg så ham dø. Vil havde været igennem meget sammen. Pork med Joseph i Wandageya. Han sov under en trappe i Kabalagala. Da han var syg blev stedet mere og mere beskidt med mange moskitos. Sådan blev han svagere. Jeg kom forbi der hver aften og snakkede med Joseph, Charles, Francis og Richard. Der var ofte også andre der kom forbi. I begyndelsen tænkte jeg ikke så meget over det. Da jeg en aften så hans tilstand vidste jeg at jeg måtte gøre noget. I det øjeblik havde jeg ingen anelse om hvilke skyggesider det ville åbenbare, hvordan jeg både ville blive løsning og ulykke og hvad virkelig fattigdom egentlig betyder og har som konsekvens. Han havde AIDS og sygdommen gik til sidst på hjernen og han døde grusomt, langt tid efter jeg havde taget håbet fra ham.

[i oktober samler jeg tankerne om skyld og skam som jeg og andre må leve med resten af livet, og for mig bliver det meget længe, også om mange år når jeg stadig sidder og ser de samme musikere spille de samme sange i Kampala, vil jeg tænke på Richard som kunne have levet meget længere hvis jeg ikke havde begået så alvorlige fejl dengang i 2004]

26/10

Det tager lang tid at synke det, som jeg har været igennem. Ikke fordi jeg har oplevet noget særligt men på grund af hvad som skete med mig i mellemtiden. Er det blot min forestillingsevne? Måske er jeg fortsat det samme menneske, jeg er blot blevet 20 år ældre. De 20 år kunne have gået med alt muligt andet og jeg ville have siddet i det samme tog og tænkt den samme tanke som jeg tænker nu. En bekvemmelig tanke. Alt er uden betydning.

"der kommer ikke noget ud af det, som jeg gør intet andet end der ville være kommet ud af det under alle omstændigheder mine handlinger har ikke nogen betydning" (eksplosion, s.18)

Jeg har allerede skrevet det ned og udgivet det, så der må være noget om snakken, men jeg er kun en hallucination, et fatamorgana i ørknen som forsvinder ved nærmere bekendtskab.

[i oktober samler jeg tankerne om absolut intet, her i et sekund lever jeg lykkeligt, efterhånden som tiden går samles denne række af ingenting til en mosaik, der udsender lys spejlinger i evigheden]

27/10

Søndage i Omoja. Den eneste fridag i løbet af ugen. Alle arbejder også lørdage, i hvert fald halvdelen af dagen. Der er faktisk også en del der arbejder søndag men i princippet holdes fri. Om morgenen er det kirke tid. I løbet af eftermiddagen stimler mange sammen, især børnefamilier, i Visa Place, en lille forlystelsespark. Her kan børnene løbe rundt mellem hinanden, hoppe i vandet og prøve karussel og rutchebane og meget andet mens forældrene sidder og drikker og spiser.

[i oktober samler jeg tankerne om afslappende aktiviteter når tiden tillader det, lige dele karussel, fodbold og muchomo]

28/10

What haven't you heard in a matatu? Probably not much. It is a real god place to hear gossip, discuss politics and get advice on problems from absolute strangers. But after a few minutes the guy next to me is already my brother. The only thing that is hard to get in a matatu is privacy. But what am I without the girl or boy next door?

[in October I am gathering my thoughts about the borderline between privacy and public space around the world]

29/10

How do you survive Kampalas traffic jam? There will always be someone who complain about traffic, and yes, traffic can be tough. The large numbers of Matatus can block all of Jinja Road from Nandos to UMA Showgrounds, and you are wondering when it is time to introduce big city buses? But Matatus are not your biggest problem, your perception is. First of all you have to acknowledge that here are no rules, only negotiation. If you can't accept these premisses then you will have a very hard time. It has always helped me to relax and listen to music from far away so that I could make myself believe I was somewhere else. In Kampalas traffic jam I very often listen to flamenco music.

[in October I gather my thoughts about facts of life, not what excite me but what will relax my sense of temper]

30/10

I dag skal jeg skrive. Det har altid været min løsning på så at sige alting, men det har kun ført mig længere ud i elendighed således afhængig slæber jeg mig gennem livet jeg har også skrevet om Afrika sådan har jeg trådt vande i mange år det er kun et ritual måske venter jeg på ankomsten af et nyt kontinent det plejede at ske af sig selv men der synes intet at ske der er ingen forskel på Maria der tager børnene i hænderne på vej ind i Chiapas jungle og Sara der kaster sig i Viktoria Søens beskidte vand for at redde fiskene fra Europas jagt på mere magt det eneste jeg kan er at rejse længere mod øst.

[i oktober samler jeg tankerne om min egen inkompetence, mangel på moral og ulykkelige skæbne i en verden jeg aldrig vil kunne forstå et sted hvor jeg altid bare vil fare vild]

31/10

Have I said that I wanted to write about Africa? Someone has already written about how to write about Africa. But all the people who claim to write about Africa they don’t really write bout Africa do they? They write about themselves.

We are right now interested in African because of the growing middle class in. This makes us believe that Africa will become like us.

But the middle class is a passing phenomenon, even here where we are. While a very small middle class is growing in Africa, the division of class is returning in Europe. The middle class is just a bracket in time, which will close around it self very soon. The middle class will evaporate as easy as it was invented, so will the belief in equality, social justice and democracy, but they will continue to be in people’s minds as all other distant phantasies.

African will survive, while Europe and so-called western civilization will bend down and crumble to dust and like sand fly over water and disappear. Sahara will move around. Wars will continue … who is exploiting whom?

[in October I have gathered my thoughts, they have now come to an end]