Live musik i Ikeja, Lagos

 

Cubana Hut & Grill søndag aften

Efter den første uge i Lagos - hvoraf vi fortrinsvis har opholdt os i bydelen Ikeja - må vi nok alligevel indrømme at en hel del sikkerhedsforanstaltninger er relevante og nødvendige. Derfor er det danske UM's rejsevejledning måske alligevel ikke helt ude i skoven. Umiddelbart vil alle som vi spørger og rådfører os med lokalt fortælle at Lagos er meget sikker og tryg, men gået lidt mere på klingen med konkrete spørgsmål om sikkerheden bestemte steder, får piben en lidt anden lyd. Ikeja er meget sikkert at bevæge sig rundt i, også om aftenen, men der er alligevel steder i Ikeja, hvor vi ikke bliver anbefalet at tage hen alene. 

Den aften vi havde besluttet os for at tage til New Afrikan Shrine (som også kaldes for Felas Place) gik det store maskineri i gang, da vi nævnte det for Janet, en af pigerne i receptionen på hotellet. Hun fik straks organiseret det sådan, at en af hotellets medarbejdere som ikke var på job den aften gjorde os følgeskab, hvilket lidt lagde en dæmper på vores aften. Vi havde jo lidt dårlig samvittighed over at skulle spolere hans fridags aften, og derfor blev besøget kort, men der viste sig også ikke at være noget band den aften, men vi fik jo så tjekket stedet ud. 

New Afrikan Shrine var hjemstied for legenden Fela Kuti - his home away from home. Det drives nu videre videre af hans søn og datter. Sønnen Femi optræder stadigvæk ofte med sit band her - fx på søndag, the place to be. Da vi ankommer i en Uber er der en hektisk stemning uden for med unge drenge der i lettere aggressiv og opkørt humør sælger weed og sikkert også andre gode ting. Derimod er der indenfor en rolig og tilbagelænet stemning - som Månefiskeren på Staden, men størrelsen minder mere om Den Grå Hal. 

Tidligere på ugen havde vi tilbragt en mere succesrig aften på Afefeyeye Bar & Restaurant. Et meget lille intimt koncertsted med live musik flere gange om ugen. Der var næsten helt fyldt, da vi ankom torsdag aften kl.21.00, og bartenderen var allerede oppe i gear. Han hoppede og dansede bag bardisken. Vi fik klemt os ned aller forrest foran bandet, næsten helt oppe i ansigtet på pianisten, hvor ingen andre åbenbart havde lyst til at sidde.

I andet sæt - eller i sidste halvedel af koncerten var der en pige med store bundter af pengesedler i en pose, som hun velvilligt delte ud af til publikum (vi fandt aldrig ud af om de var ægte eller falske), hvorefter folk jublende og dansende snoede sig op imod scenen og langede pengene seddel for seddel henover keyboardet som en ofring til musikerne, mens de glædestrålende jammede videre. Vi har mange gange før set publikum give drikkepenge til optrædende musikere, men aldrig med en overdådighed som her.

Søndag aften er en fest - som mange andre steder. Vi har vænnet os til det, men husker godt, at vi undrede os for mange år siden, da vi først blev konfronteret med det - i betragtning af, at alle jo skal på arbejde dagen efter, om mandagen.

Derfor holdt vi os klar, da den første søndag i Lagos oprandt. Billedet er fra Cubana i Ikeja, som var vores finale søndag aften. Forinden var vi taget til Ikeja City Mall hvor man finder Casper & Gambini - en restaurant med live jazz musik på søndage aftner. Musikken viste sig at være en stor skuffelse, og derfor bliver vi der ikke længe. Inden musikken begyndte oplevede vi derimod noget andet fantastisk - at få en virkelig super betjening af den lille, spinkle og fantastiske tjener Josephine. Mange vil vide, at når vi selv skal sige det, så er perfekt betjening noget vi oplever utrolig sjældent - så denne eftermiddag og aften var noget særligt. Meget skarp, afmålt og præcis

Vi understreger at ord som præcis og super kun er ord vi bruger, når de betyder noget - og derfor betyder de fra vores mund fortsat det, som de rent faktisk betyder - de er ikke udslidt og tømt for indhold ved at have været brugt ustandseligt til ingen nytte.

Som allerede antydet sluttede aftenen på Cubana. Det er et stort og åbent sted omkring hjørnet fra vores hotel, og da vi ankom kl.22.00 var der nærmest trafikprop udenfor. Inden for var der et band med skruet højt op for blusset. Forsangeren løb entusiastisk rundt blandt publikum med sin trådløse mikrofon. Ved bordet ved siden af blev der kort efter vores ankomst serveret en 2 meter lang grillet fisk. Ingen betaling ved bestilling. Det er en gåde for os, hvordan damerne holder styr på alle regningerne. Til højre for bandet er der en enorm storskærm med fodbold. Nigerianerne er vilde med det oprindelige engelske boldspil. Som meget andet inklusive det engelske sprog er det overtaget af mange verden rundt og har fået nye udtryksformer.

Foran stormskærmen vugger dansegulvet insisterende og rytmisk.   

Comments

Popular posts from this blog

Bazungus in Kampala

Africa does not exist

26/3 07 The Library (cont)

Tanzania I - Swahili man

Meeting Uganda and "the other"