Thursday, 26 February 2015

Tanzania I - Swahili man


I have been in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am telling you what I see, but I will show no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The festival is over and have taken to boat til Pemba Island. A place I have wanted to go for more than 10 years.

Jeg er nået til Chake Chake på Pemba Island. Byen er øens hovedstad, selvom det ikke lige er det indtryk man får. Jeg indlogerer mig lidt nord for byen på Hamisa Village Hotel. Det er under konstruktion, og det har det været i 4 år, så hvis du kommer dertil i løbet af den næste 5-10 år er de måske færdige.

Det består af en samling af små huse med to værelser i hver med egen indgang. Den ene af de aftener, hvor jeg er der, er der også ankommet en velpolstret mand i sin Landrover. Han står lænet op ad sin bil i bar overkrop mens han ivrigt taler i telefon. Da kan synes tralvt optaget af sin samtale hilser jeg ikke på ham.

Et par timer senere sidder jeg udenfor mit værelse. Han kommer gående forbi, og idet kan nærmer sig siger han: "Jambo, bwana". Jeg returnerer med et "Jambo". Da han er lige ud for mig, siger han "Mambo" (som betyder hej). Jeg reagerer ikke hurtigt nok, hvorfor han siger: "Say, poa", Pligtskyldigt skynder jeg mig at sige "Poa", hvorefter jeg hører et klart og stolt "Yeah" fra mørket.

Friday, 13 February 2015

Sauti za Busara II: Festival impressions



I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am telling you what I see, but I will show no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The music has begun and I am trying to get at grip of things. Does this remind me of what I have previously seen? The festival is a lot smaller than I anticipated. And here are way too many wazungus.

Her er rigtig mange bazungus, men det er der jo altid på Zanzibar. Festivalen er lille. Det hele minder mig lidt om ”Jam on the Green” i Kampala.
Det var en jam-session som foregik hver mandag gennem mange år i Kampala. Mandag var den eneste dag hvor musikerne i byen ikke havde jobs. Derfor blev jam-session mandag aften et tidspunkt hvor de kunne slappe af og spille sammen med hinanden på kryds og tværs. Efterhånden blev det også til et større hangout for alle andre i byen. Det var en slags social club. En gang om månden blev jam-session lagt lidt større an og afholdt på et grønt område ved National Teatret, deraf navnet ”on the green”.
Alting ved Busara er meget mini extra small. Som på Roskilde Festivalen er sloganet også her mere end musik, Busara is more than music. Forholdet mellem Roskilde Festivalen og Busara er ikke taget ud af den blå luft. Der har været et vist samarbejde mellem de 2 festivaller, fx har sikkerhedspersonalet fra Roskilde Festivalen været på besøg for at give gode råd om logistik og sikkerhed. Emnet om forholdet til Roskilde Festivalen kommer op, da jeg møder Muzungu Kichaa. Han optræder ikke på festivalen i år, men har tidligere gjort det. Muzungu Kichaa er en dansk musiker, der er blevet i et hit i Tanzania, fordi han spiller tanzaniansk musik. Derudover er han også med til at organisere musik event i Dar Es Salaam.
Også sammenligningen med jam-session i Kampala har rødder i virkeligheden, selvom det måske er i overført betydning. Midt i mængden kommer en mand og gør reklame for en jam-sesssion i Stone Town som finder sted hver mandag og har gjort det i 3 år. Lige på det tidspunkt er Muzungu Kichaa ankommet. Jeg fortæller dem om Kampalas jam-sesssion. Ingen af den kender til den, hvilket egentlig undrer mig. Men sådan er det jo nok, selvom musikere på tværs af landene jo ind imellem optræder hos hinanden.
Eller også er festivalen ikke særlig forbundet med den øvrige musik industri i regionen? Det er stadig et åbent spørgsmål.
Umiddelbart ser det ikke ud til at de musikere som optræder på Busara og som kommer langvejs fra skal optræde andre steder i Tanzania, inden de rejser hjem igen. Enkelte har dog optrådt i Nairobi og Kigali på vej til festivalen her på Zanzibar.
Organisatorisk er det en meget godt planlagt festival. Alt foregår meget roligt, Det virker ikke som om, der er kaos i plaanlægningen eller overraskelser, som ingen har tænkt over på forhånd.
Der er imidlertid en ting der forstyrrer oplevelsen – udover de mange bazungus, og det er, at festivalen udover at være et musik event også er en turist attraktion og også planlægges og formidles som sådan. Dermed sætter den sig mellem to stole. Den konflikt glemmer man dog fuldstændig, når musikken spiller og man opsluges af koncerterne. Alligevel er der grund til at tænke lidt videre over det, fordi det sandsynligvis har konsekvenser for hvem som deltager.

Wednesday, 11 February 2015

Dar Es Salaam, live I: man in bus



I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Before going to the island I have a few days in Dar. I will text you about what I see, but I will take no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. I am going to Kawe to get a haircut, and a man in the bus surprises me.


Jeg har besluttet at blive klippet i Dar. Så kan jeg måske ved samme lejlighed få en snak om hår og frisørsaloner. Den ligger lidt udenfor byen. Jeg tager bussen. I bussen får jeg efter et stykke tid en siddeplads. Lidt senere kommer en mand ind. Han står tæt op ad mig. Læner sig over mig og ser indtrængende på mig. Pludselig har jeg hasn mappe/taske på mit skød. Det sker uden han siger et ord, men han vil gerne lade mappe hvile hos mig så han kan holde med begge hænder stående mens bussen ryster. Jeg får lov til at beholde hans mappe indtil han noget senere få en siddeplads bag mig. Inden har sætter sig ned tager han mappen uden vi veksler et eneste ord.

Sauti za Busara I: preparations


I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am texting you about what I see, though there will be no pictures, because they would not make yiu see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. I am not good at preparations and long time in advance planning. Though there are circumstances that will force me to do so. Like getting a place to sleep in a rather small town during a festival week. I began ONE month in advance and that was almost too late.

I 10 år har der været en musikfestival i Stone Town. Først i år lykkes det mig at komme til den. Måske er der ikke den store forskel på de få andre gange jeg har været i Dar Es Salaam. Og, dog! Jeg er blevet tvunget til at planlægge mere og ikke mindst tidligere. Faktisk plejer jeg sjældent at planlægge noget særligt og selvfølgelig var jeg lidt sent ude. Det har faktisk været svært at finde et hotel i Stone Town en måned før! Da jeg næsten havde givet op 1,5 uge før afrejse og havde indvilget i at bo langt udenfor byen 3 af dagene (festivalen varer i 4 dage), så fik jeg pludselig tilbudt 3 forskellige muligheder, såvel hotel som privat indkvartering.

Hvad angår korrespondancen med festivalen, er den gået meget glat og effektiv. En hurtig proces med akkreditering, selvom jeg faktisk kom for sent til deadline. Og alle de interview jeg har bedt om gik igennem uden tøven.

3 dage før afrejse springer en ”bombe”. En bekendt og veninde, digterkoillega er død, Annette Steinhardt. Hun havde været i Ghana. Undervejs havde hun været lidt syg ind imellem, men ikke nok til at lade alarrmklokkerne ringe.''
Hjemkommet har hun et arrangement på Christinia lørdag aften og om tirsdagen dør hun på Rigshospitalet af en meget aggressiv malaria. Jeg er i chok. Især fordi det er få dage før jeg skal sætte mig i flyveren mod syd. Ikke til Ghana godt nok. Jeg tør næsten ikke fortælle det til nogen. Om fredagen når jeg at tage til reception i Gallery Boheme som ejes af Cristina Canzella som har kendt Annette hele livet. Det er godt at tale med Cristina om Annette, men det er stadig helt uforståeligt for mig. Annette efterlader sig en datter der endnu ikke er fyldt 18 år. Det  erkomplet vanvittigt, sindssyg og uretfærdigt.

Nu er jeg i Dar. Et hvert tegn analyseres og registreres. Den svageste antydning af hovedpine eller svimmelhed og jeg tænker på Annette. Livet er skrøbeligt.