White African

      Samtidskunsten ved en skillevej "Den legendariske udstilling Documenta midt i Tyskland og i midten af Europa tog denne gang mere form af en festival end en kunstudstilling. Kunsten opløstes og publikum skulle lede efter værkerne og den individuelle kunstner, men måske stilles der i samme åndedrag også spørgsmål ved publikums rolle. Den besøgende i Kassel var ikke længere bare en gæst, som kunne komme og bevare sin anonymitet, men gæsten var i Kassel transformeret til en deltager i sociale eksperimenter. Det har provokeret mange kunstkritikere og kulturjournalister – også de blev tvunget til at være noget andet, end de plejede at være." Venstrefløjens medie "Solidaritet" har publiceret min analyse af, hvor samtidskunsten er på vej hen. Redaktør Morten fra Solidaritet kalder meget rammende artiklen for "kunstanmelder Morten Ranums en tour de force gennem årets store kunstudstillinger". Læs hele analysen her Lyt også podcast-versionen (oprindeli

  Hver eneste dag får jeg kastet racemæssige stigmatiseringer i ansigtet. I East London er det altid en hvid man, jeg tilfældigt falder i en samtale med, om end jeg forsøger at modvirke, at race og hudfarve skulle gøre en forskel. Min familie er sort, selvom jeg ikke tænker på det. Kun når min kone bruger vendinger som ”black families” og ”black culture”, vågner jeg op. Jeg beder hende være konkret, men hun fastholder, at forskellene eksisterer, og jeg kan ikke indvende noget, hvorefter jeg refererer til den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates bog ”Between the World and Me”. Bogen er skrevet som et brev til Coates’ nu næsten voksne søn. Coates’ egen far var et aktivt medlem af ”De Sorte Pantere”, og han voksede op i et sort, stærkt politiseret miljø i Philadelphia. Opvæksten var domineret af frygt, vold, korporlig afstraffelse og et indædt had til hvide mennesker. Coates viser, hvordan frygt gennemsyrede alt. Der er et interessant sammenfald mellem de sortes