Friday, 28 March 2014

Transparent diaspora

Am i allowed to be myself?

I seem to always be objectified as something different and some-one else, than I myself feel that I am, so i cannot be myself.

I cannot claim to be invisible, because I have my colour against me. I am white and per definition a white man is always visible.

I cannot say that I do not have any space in society, because I have my class against me. I am middle class in a Scandinavian welfare state, where precisely this social entity has it all.

Finally I cannot complain, because I have my gender against me - and if I complain I am accused.

This is a very odd kind of triple-oppression, indeed.

Friday, 7 March 2014

African music - Mokoomba, ZWE

Since I travelled to Africa for the first time - more than 10 years ago, I have been thinking about the nature of music from Africa. Last Friday evening I went to a concert with Zimbabwean Mokoomba in Copenhagens world music venue Global.

I will differ from my usual concept - only writing in English. From now on many posts will be bilingual, sort of. Post in English and abstract in Danish, or vice versa. The reason is that I would like to finalise the book about "my Afican connections, in Danish.

Fredag aften begav jeg mig igen til koncert i Global. Denne gang til koncert med Mokoomba, uden support eller warm-up. Det fremgik ikke af Globals hjemmeside, hvorfor. Måske var det ikke nødvendigt, eller blot tilfældigt?



Klog af skade kom jeg denne gang ikke for tidligt. Jeg var der præcis kl. 22.00 - og så var koncerten allerede i fuld gang.  Det var som lovet på Globals hjemmeside - Afro pop.

I U-landsnyt's kulturguide samme fredags lovede vi Afro beat, og det var måske lige lovlig høj cigarføring. Og natten lang blev det bestemt heller ikke til. Men halvanden times koncert var der. Meget i modsætning til dér hvor musikken kommer fra. Godt, intenst og sprudlende  mens det stod på. Det er egentlig tankevækkende, at den musik som vel kun rigtig forstås, hvis man danser til den natten lang, bliver præsenteret som en aperitif. Det er nok sådan, at det må være. Vi har vores koncertformat i vores del af verden. Alligevel skulle man tro, at tingene havde ændret sig efter årtier med raves indenfor den elektroniske musik. Denne aftens koncert ville have givet meget mere mening udformet som rave. Derfor er det også næsten naturligt, at interessen for afrikansk musik er vokset eksplosivt parallelt med den elektroniske musik.

Rigtig meget afrikansk musik adskiller sig fra moderne europæisk musik. I Europa er vi optaget af fundamental forandring i et splitsekund. Det kommer specielt tydeligt til udtryk i rockmusikken. Her forventer vi, at vores liv forandres fundamentalt på et kort øjeblik. Helt anderledes er den type afrikansk musik, som Global præsenterede denne fredag aften. Her er rigtig meget gentagelse. Det kan virke næsten lidt kedsommeligt og trivielt i længden. Men med tiden går rytmen i blodet. Og når det sker, hensættes man i et lidt meditativt og næsten trance-agtigt mode. Dette vil over tid forandre dig til ukendelighed, men aldrig i et splitsekund. Du vil sikkert slet ikke bemærke det - før det allerede er for sent ;-) Mokoomba og deres musik er et glimrende eksempel.

Forsanger Mathias Muzaza


De 4 drenge på scenen til koncerten i Global sprudler af energi og livsglæde. De har det sjovt - og det er helt sikkert af et ærligt hjerte, når Mokoomba's forsanger, Mathias Muzaza opfordrer publikum til det samme. Om Mokoomba er noget specielt og har en stor international karriere foran sig - som det frejdigt spåes på Globals hjemmeside, med henvisning til at de i 2013 blev udnævnt til "Best Newcomers" ved Songlines Music Award (UK) - er stadig et åbent spørgsmål og måske tvivlsomt, fordi de lyder som rigtig mange andre bands fra det centrale Afrika. Alligevel stort cadeau til Global for at præsentere bandet, selvom vi allerede har set dem på Roskilde Festival sidste sommer.

Set fra hjertet af en hvid dreng, der igennem mere end et årti har rejst på tværs af verden for at dele sorger og glæder med afrikanske drenge og piger. Og måske var dansegulvet og musikken det eneste sted, hvor jeg følte, at de kulturelle koder knækkede en anelse.