Vreden i kroppen, som du er vokset op med skabt af smerte, og aggressionen over for uretfærdighed i den ydre verden, er den samme

 

“And true, sometimes it seems that anger alone keeps me alive; it burns with a bright and undiminished flame. Yet anger, like guilt, is an incomplete form of human knowledge. More useful than hatred, but still limited. Anger is useful to help clarify our differences, but in the long run, strength that is bred by anger alone is a blind force which cannot create the future. It can only demolish the past. Such strength does not focus upon what lies ahead, but upon what lies behind, upon what created it — hatred. And hatred is a deathwish for the hated, not a lifewish for anything else.”

Audre Lorde: “Eye to Eye: Black Women, Hatred, and Anger”

dette essay om vrede findes også som podcast

Jeg er opvokset i en dansk middelklassefamilie, og jeg har altid været vred på alt og alle. Ofte har jeg citeret mig selv for at sige: ”Det er alle de andre, der er nogle idioter”. Jeg vil ikke sige, at jeg har haft det godt – eller været lykkelig, om du vi, men lykke har heller aldrig rigtig interesseret mig særlig meget – andet end som et småborgerligt begreb.

Energien i mit raseri

Der ligger en energi i enhver form for ophidselse. Det er en kraft, der bringer mig videre, selvom det ikke står mig klart, hvad jeg har fået ud af det. Vreden er flosset i kanten. Den er ikke logisk, men den virker i verden, selvom den på mange måder ikke tilhører denne verden. Måske er vreden en drøm om en anden verden, en verden hvor fred hersker. Indtil da må jeg føre krig imod alt og alle. Er krigen en organisering af mit raseri? Jeg oplever ofte, at min ophidselse er grundløs i mødet med virkelige mennesker. Det som jeg er vred over eksisterer ikke helt på den måde som jeg havde forventet. Det er selvfølgelig et antiklimaks – nogle vil sige, at jeg konstruerer et fatamorgana, fordi vreden er et behov i mig. Jeg forestiller mig en ondskab om verden som ikke eksisterer. Den er min fantasi. Er det noget jeg har arvet? – ligesom sorgen. Det ligger i fingrene og i kroppens tårer. For ikke at synke ned i et sort intet, har jeg min vrede som et redskab. Vreden gør mig i stand i til at trække vejret. Det er ikke nogen normal vejrtrækning – normal er ikke den rette ord for det, som jeg gerne vil udtrykke. Det er en vejrtrækning, som kræver mange anstrengelser, og jeg er meget udmattet bagefter. Der er ikke rigtig noget bagefter, for det stopper ikke, det fortsætter. Min aggression er uendelig. Jeg er stadigvæk på vej til at blive forløst for den utålelige byrde som vreden giver mig. Kan jeg afklæde mig vreden? Jeg kalder den et redskab, men det er ikke bare et objekt jeg tager i hånden og som kan skiftes ud med et andet. Vreden ligger i direkte forlængelse af min krop. Jeg ser mig i spejlet om morgenen, ikke kun om morgenen, men mange gange i løbet af dagen. Det er ikke fordi jeg hele tiden kigger i spejlet, men jeg ser mig selv og min egen krop, dens bevægelser. Der er noget genkendeligt over den mand som jeg ser stå oprejst, kiggende på mig, som jeg kigger på ham. Jeg husker ham fra meget tidligt i livet. Den samme skikkelse. Den ranglede krop. Næsten anorektisk af udseende. Men den er ikke syg. Med en glubsk appetit på verden. Hans magre udseende er en tilstand, ikke en sygdom. Heller ikke noget selvforskyldt. Alting løber lige igennem ham uden at sætte sig fast. I mange år troede jeg at det handlende om stofskifte, men hvad vil det egentlige sige at skifte stof? Det er en tom mekanik, som ikke rigtig bidrager med noget. Derimod er tarmsystemets snirklede kroge og tarmenes udstrækning en langt mere solid beskrivelse af hvad der foregår i verden, men heller ikke det gør os meget klogere på den magre og ranglede krop i spejlet. Blodårerne er markerede. Intet er overladt til tilfældet. Jeg behøver ikke gøre mig forestillinger om kroppens struktur. Her er ingen unødvendige tilføjelser. Jeg kan se huden. Den ligger elegant over knoglerne som en stram hinde af beskyttelse. Musklerne i skelettets folder sidder præcist og fast, stramt spændt som strenge på en violinbue. Umiddelbart kan det se ud som om der mangler noget for at få det hele til at hænge sammen, men det gør der ikke. Alt er konkret; kødet, ben og senerne.

Billeder af en lille dreng

Jeg ser på billeder af mig selv som en lille dreng. Der sker noget, da jeg kommer i skole. Smilet forsvinder og bliver afløst af en alvor. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår det sker. Måske sker det bare uden anledning. Der er mange ting i livet, som ikke har nogen begrundelse. Det betyder ikke noget, for jeg er et intuitivt menneske, der ikke behøver begrundelser, men kun lader mig drive frem af begæret. Det er en forsigtig vandring med nysgerrighed overfor det partikulære.

Hvornår opstår smerten? – er det en smerte over noget bestemt, som sker? – en hændelse.. eller sorg over noget, som går tabt.. kan man tale om tab, når der aldrig har været noget at tabe?

Jeg bliver ved med at se på de samme billeder for at få en forklaring, men billederne løber bare mellem mine hænder. De giver mig ingen svar. Det er bare billeder. Blankt papir med skygger i baggrunden. Jeg er ikke klar over, hvad der sker, men der sker noget. Jeg kan se det i mit ansigt, og jeg begynder at indkredse, hvornår det sker. Jeg begynder i skolen. Måske ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig. Jeg opdager, at de andre ikke er som jeg. Derfor befinder jeg mig udenfor. Det bliver en konstant oplevelse. Jeg er en anden. Mine erfaringer er derfor ikke forskellige fra alle de andre, som også altid har været udenfor eller været anderledes på den ene eller anden måde. 

Derfor forstår jeg de mindreværdige så godt, jeg forstår den sorte kvinde bedre end mig selv. Derfor har jeg det bedst i selskab med ”den anden”, og det har altid været mit motiv for at rejse. Her er jeg sammen med mennesker som ingen mulighed har for at forstå mig. Det er den eneste reaktion, som jeg har lært at håndtere. Den sorte kvinde og mand har et beslægtet problem og derfor tiltrækkes jeg af dem – selvom vi ikke forstår hinanden.

Hvordan skal man beskrive et menneske?

Nogle mennesker er halve, fordi de kommer et sted fra og bor et helt andet sted. Derfor bliver de opfattet som halvt danske og halvt colombianske eller hvor de nu end kommer fra, men intet menneske kan kun være halvt. Et menneske er altid kun et helt menneske. Mange af de mennesker, som ellers bliver opfattet som to halve mennesker, fordi de har en tilknytning til to steder, begynder, at kalde sig selv to hundrede procent for at understrenge deres fuldstændighed. De er ikke halve men dobbelte. Det kunne måske (mis)forstås, som om de mener, de er bedre og mere end alle andre, men de forsøger bare at identificere sig selv som hele mennesker. Deres fordoblede menneskelighed gør dem ikke til bedre mennesker, men det giver dem en fordel eller de besidder nogle særlige egenskaber. De har ikke nødvendigvis en bredere horisont, men de kan benytte sig af et dobbeltsyn – et udspaltet perspektiv, fordi deres erfaringer kommer fra forskellige steder, gennem adskilte kanaler – som føres sammen. Der kommer ikke nødvendigvis noget ud af den mulighed for at kunne se dobbelt, men hvis man er bevidst om sine særlige egenskaber, kan man udnytte sit mere differentierede syn på verden – man forstår, at der ikke kun eksisterer en virkelighed men mange forskellige versioner af verden. 

Jeg vil gerne vende tilbage til den lille dreng. Inden det blev for sent fandt han ud af, hvem han var, selvom det måske først rigtigt gik op for ham langt senere i livet. Han gik hele tiden i hælene på sin morfar 

Hvorfor går jeg i hælene på min morfar? – for at lære mig selv at kende, finde ud af hvad jeg skal stille op i denne verden, jeg ved instinktivt, at vi er det samme menneske i kød og blod, men endnu ved jeg ingenting om hans smerte men ser kun nysgerrigheden og kærligheden til verdens besynderlighed, lidenskaben for drømmene og hengivelse til levende skabninger, store som små.. han er et menneske, der er til at forstå. Alt er konkret. 

Mange år senere lærte jeg noget andet af ham, men da havde han allerede været død meget længe. Kan man lære noget af en død mand? – det kan man godt, men kun under helt særlige omstændigheder. Vi vil altid være forbundne igennem kroppens forhold til livet og døden. Han er død, men hans krop lever videre som min krop. Om det er på grund af kroppens, ved jeg ikke, men vi er også beslægtede på andre måder.  Kroppens bevægelser og manifestation er bare så meget mere overvældende, fordi den er der hele tiden. Men jeg er her også på alle mulige andre måder. Der er ikke nogen afgørende forskel på min krop og mine tanker. Huden er ikke en demarkationslinje. I spejlet ser jeg en mand, som ligner mig, men vi er også forskellige. Vores forskudte livsbetingelser er ikke usynlige. Alligevel deler vi en dyb smerte, og den forener os. Jeg ved, hvad han føler, når han går ud i stalden og sidder mellem sine køer og græder over et andet og næsten ukendt menneskes ulykke. De andre undrer sig over hans opførsel, og de fortæller nøgternt, at han kone aldrig græd – som om det var fordel eller kom ham til gode eller afbalancerede hans lidelse, men et samliv med et menneske, der ikke forstår dig, forstærker kun din smerte. Dermed bliver dit raseri så meget desto mere intenst.

Han græd meget. Nogle ville sige, at han havde let ved at græde. Det var ikke et kompliment. Hans følelser sad uden på kroppen i en verden, hvor mandens rolle var nøgtern og koldblodig. Der var mange sider af hans temperament, som mennesker omkring ham lovpriste, men hans tårer var bandlyste. Hele livet skrev ham taler til sine nærmeste, men han fik aldrig lov til at holde dem selv for at undgå hans temperament. Han måtte sidde som tilskuer til sit eget liv i et hjørne og kigge på de andre. Den kontrol han blev underlagt forhindrede ham i at komme til udfoldelse. De sagde alle sammen, at det var hans eget valg. Men er det manden, der sætter sig for bordenden, eller bliver han placeret dér?

Verden forandrer sig ikke, fordi der er et menneske, som forsøger at berolige dig. Kun en gnist får et lys til at brænde. Et lys antænder et andet. Den manglende gengældelse forstørrer mit raseri, men det hjælper ikke noget, hvor højt jeg end råber, hvis ingen forstår det sprog, jeg taler. De andre hører kun, hvad jeg siger som støj, og de vil forsøge at få mig til at lade være – allerhelst vil de tage ordene fra mig og forhindre mig i tale. Derefter placeres jeg i et hjørne af verden. Her er jeg alene. Jeg må se tingende på afstand. Alligevel befinder jeg mig midt i helvede.

”Din tavshed kan ikke beskytte dig”

Min reservation og ufrivillige tilbagetrækning fra verden betyder, at jeg i upåagtede øjeblikke har meget tid til at iagttage og opdage, en omtanke for det egentlig uvæsentlige eller ubetydelige, det som ikke ellers tilkendes nogen værdi.. alt har ellers en værdi. Vi bliver målt og vejet. Derfor er jeg nøgen. Jeg beskytter mig imod jeres angreb ved at være ham den anden. Men hvis jeg vil være et menneske, må jeg give udtryk for mit raseri. I det voldsomme begær efter at give sig tilkende bliver jeg levende. Her går jeg ikke længere på listefødder i store cirkler rundt om stenene i skoven, men jeg spytter på de andre og lader kloakkens vand flyde som en strøm. Jeg er en meteorstorm af partikler. Med de små sten skriver jeg skriften på væggen. Det står med stort, men jeg bliver også nødt til at lære de små bogstaver at kende. Jeg voksede op i verden med had. Da jeg begyndte i skole mødte for første gang had mellem mennesker. Det var ukendt for mig, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre.

Den unge mand kunne intet andet gøre end at følge strømmen – ved at gå mod strømmen. Han hadede verden, og verden hadede ham.

Er det et privilegiums retorik?

Det er måske min helt særlige situation med muligheder for det ellers utænkelige og uopnåelige, der giver mig lov til at sige tingende ligeud – og det er mit overskud af energi, der sætter mig i stand til at gøre en dyd ud af det for andre ubrugelige og nytteløse. Privilegier er ikke kun blinde, men de kan også være oplysende.

Men der er kommet absolut intet ud af det, fordi ”..had er et dødsønske fra den der hader” (Audre Lorde), og hvis du vokser op og brødføder dig med had som den væsentligste bestanddel, vil alle menneskelige forhold blive farvet af beslægtede negative følelser og energi.

Der er stor forskel på vrede og had. Vrede er utilfredshed men ikke skadelig, mens had er afsky kombineret med ond vilje. Had har en nederdrægtig intention om at ødelægge og i sidste instans slå ihjel. Derfor løfter had sig væk fra et menneskes vrede og får sit eget selvstændige liv uden kontakt med den vrede, der byggede op et had. En vrede er meget mere virkelig og konkret. Den holder mig i live og gør mig til et menneske, langt mere brugbar end had, men den er stadigvæk en ufuldstændig menneskelig viden og trækker på en begrænset erfaring. Vrede er imidlertid meget vigtig, fordi den kan bruges til at afsløre forskelle og konflikter, men på længere sigt er den en blind kraft, der godt nok kan nedbryde fortidens erfaringer men uden perspektiv for det, som ligger forude – for den tid, der kommer os i møde (parafraseret fra Audre Lorde).

Enhver vrede gror på en jordbund af smerte og lidelse. Også her balancerer vi på en knivsæg, hvor smerte og lidelse fører i vidt forskellige retninger. Smerte er lige som vrede en konkret følelse, som er udtryk for en – om end uhyggelig – levet erfaring, mens lidelse er et mareridt. Her gennemleves en ukontrolleret og uforandret smerte. I lidelsen er mennesket gået i stå og kan ikke komme videre, men står uden erfaring. Det gælder for et menneske om hele tiden at bearbejde sin smerte sådan at erfaring opstår – og vrede er et skridt på vejen.

Forholdet mellem vrede i kroppen, som du er vokset op med skabt af smerte, og aggressionen over for uretfærdighed i den ydre verden. Vreden er den samme. Ofte bliver vi mødt med: nå, du er bare vred over uretfærdighed i verden. Nej, det er jeg ikke. Det er den samme vrede. Vreden over uretfærdighed er den samme som smerten i kroppen. Det er ikke to forskellige ting. Min smerte er uretfærdighed, og uretfærdighed er en smerte. Du skal ikke dissekere mig. Jeg er et helt menneske, og vi er forskellige – mennesker. Der vil være nogle der kun hæfter ved den sidste del af mit essay, men det hele hænger sammen. Jeg må finde en anden måde at sige det på – men her kommer det så alligevel.

Min vrede er kærlighed til livet

Din vrede må aldrig kvæle de andre, men den skal omfavne al anden vrede i verden, fordi et udbrud af vrede er den eneste rigtige reaktion på uretfærdighed. Et menneske kan kun forandre det uretfærdige, når også alle andre mennesker har mulighed for at ændre på deres uretfærdighed. Min vrede er godt nok en reaktion på personlig levet erfaring, men jeg kan kun omforme den dybe smerte og inderlige sorg, der har fået vrede til rejse sig i mig, hvis jeg også omfavner andre menneskers vrede og lader den komme til udtryk. De andres smerte er også min, og derfor er det kun den graciøse vrede, som kan føre til kærlighed. Ligesom jeg løber min elskede i møde, og vi omfavner hinanden, når vores kroppe endelig forenes. Her forstørres såvel vores glæde som vrede i det øjeblik, hvor vi er en forenet krop. Vi inkluderer hinandens smerte og lidelse ved at lade den komme til fri udfoldelse. Det er en misforståelse at tro, at andre menneskers vrede forhindrer min vrede.

I den verden, hvor jeg voksede op, var der en stålfast overbevisning om, at den der talte skulle tie for at lade andre komme til orde. Anderledes kunne det ikke være. Vi kunne ikke tale sammen, men kun på skift, hver for sig. Livet blev opfattet som en række af individuelle præstationer, ikke en symfoni.

En dag befandt jeg mig i midten af verden. Her var jeg blevet placeret som en slags skæbnens ironi langt hjemmefra et sted jeg ikke forstod eller kendte. På en tilfældig tirsdag trådte den nyligt ansatte sekretariatsleder ind på kontoret. Fra det øjeblik talte han konstant, hvilket mirakuløst afstedkom at alle andre talte meget mere end de plejede at gøre. Jeg var forbløffet over, hvordan det kunne ske, fordi det stod i modsætning til min opfattelse af verdens beskaffenhed. Han havde en omfavnende måde at tale på med mange gentagelser, uendelige høflighedsfraser og ekstravagante tiltaleformer over for alle, der havde deres daglige gang på kontoret. Måske var det fordi, der var store og små sprækker i hans talestrøm, som åbnede muligheder for de andre tilstedeværende. De kunne flette deres egne ord ind imellem hans ord, og dermed opstår et fuldstændigt, vævet tæppe i uendelig udstrækning. Vi ved ikke, hvem vi er, og om det er dig eller mig, der taler, men han sad altid ved sit skrivebord og talte med alt og alle, en dynamisk kraft som vinden fra bjergene og vandet i floderne.

Vi troede, at demokratiet og friheden bestod i, at vi skulle tale på skift, men måske kan vi kun rigtigt komme til orde, hvis vi taler i munden på hinanden, hvis vi taler på samme tid, mens vi sidder ved siden af hinanden, hvis vi taler, når andre taler. Ligesom din vrede ikke forhindrer min vrede i at komme til udtryk, kan vi også godt tale simultant uden at afbryde hinanden.

Hvis du kun tror, at du kan sige noget ved at bede mig være tavs, er der noget galt. Det er derfor slaveriet stadigvæk eksisterer – hver eneste gang et menneske bestemmer over et andet menneske. Det er i en demonstration af kontrol, at uretfærdigheden hersker.

Så længe privilegiet er et formål i sig selv vil mennesket være slave, og det gælder også de mennesker, der er bærere af privilegier og føler deres tyngde. Det frie menneske opstår i det øjeblik, hvor vi mister kontrollen og lader alle andre re(a)gere selv. På underfundig vis er det støjen og larmen, den konstante talestrøm, der frisætter mennesket og ikke din tavshed, hvormed du ellers forestillede dig at give andre mennesker kontrollen over deres liv. Tavsheden kan du ikke bruge til noget.

Tavsheden er vores største fjende

Det er ikke et spørgsmål om, hvor stor eller dyb din lidelse er. Hvis du lider, ved du, hvad jeg taler om. Et menneske skal bedømmes på sin følsomhed overfor andres lidelse.  De første skridt – om end små og mikroskopiske og tilsyneladende ubetydelige – væk fra menneskelighed er afgørende for din medfølelse. Derefter er du allerede forsvundet ind i kynismen. Her interesserer du dig kun for at demonstrere din magt. Magten kan kun eksekveres ved at et andet menneske påføres lidelse, men du kan ikke se lidelsen. Dine privilegier forhindrer dig i at se noget. Du kan godt nok de-kolonisere dig selv, men det hjælper dig ikke, så længe dine privilegier blot fordobles eller differentieres. Dine privilegier er komplicerede. Du tænker måske, at det bare drejer sig om at udvise sympati med dem, der har mindre end dig? Men vi narrer hinanden, hvis vi tror, at en eksotisk humanisme bringer os på afstand af kolonialt overherredømme.

Vi rejser stadigvæk ud i verden med den samme drøm, som Paul Gauguin havde, da han rejste til Marquesas-øerne i begyndelsen af det 20.århundrede – det er en drøm om et sted og en verden, som aldrig har eksisteret. Måske er det den samme længsel, som har fået senere rejsende til at bevæge sig på tværs af verden – med de samme skuffelser til følge?

Vi ønsker at ankomme til steder, hvor ingen andre har været for at opleve noget autentisk, eksotisk eller bare opleve noget – virkeligt. Der ligger ingen intention om kolonisering bag rejserne, men alligevel afsløres et blik på den ”anden”, som minder om herrens forhold til slaven – vi oplever ikke rigtig den ”anden” som et menneske, i hvert fald er den ”anden” ikke helt, som vi er – og den verden vi møder, er heller ikke som vores egen. Vi er imponerede over, hvad vi møder, men vi længes meget hurtigt hjem, hvor alting fungerer, som det skal. Vi er udspændt mellem idyllisering og fordømmelse.   

Det er ikke Paul Gauguins billeder, der er noget galt med. De er, som de er – og de er løsrevet fra tiden, der skabte dem. Vi beundrer farverne, deres kunstneriske udtryk og den æstetiske billeddannelse. Alligevel er der noget, som får tiden til at stå stille. Billedernes motiver og intentionen bag ethvert af hans penselstrøg fryser opridset af en drøm.  Her genfinder vi vores egen længsel efter at møde paradis et sted i verden.

Billederne portrætterer meget unge kvinder – de er nøgne, om ikke nøgne, da delvist afklædte, og de befinder sig uskyldsrene blandt blomster og vilde dyr. Her er helt stille og ubekymret. Der er ikke noget promiskuøst ved de nøgne kroppe. Det er varmen og enkeltheden ved tilværelsen, der gør nøgenhed til noget praktisk, men den underliggende drøm om autenticitet gør såvel kvindernes ungdom som deres nøgenhed opsigtsvækkende og foruroligende.

Vi har været her før, fordi vi har set det mange gange tidligere – det er billeder af paradis, og det er også vores billede af paradis. Gengivelser af det eksotiske ”andet”, som vi godt ved ikke eksisterer i virkeligheden, men vi har behov for fantasien om det, for at kunne holde vores eget liv ud. Fantasierne om paradis er en integreret del af vores privilegier, privilegierne gør os blinde over for andre versioner af verden – og måske også over for vores egen; vi ser kun fantasien om verden, og ikke den verden, som påvirker os. Den forveksling af fantasi med virkelighed foregår i særlig stor udtrækning, når vi er på rejse og befinder steder, hvor vi ikke hører hjemme. Her insisterer vi på drømmen, som ikke eksisterer. Rejserne er derfor netop også en skuffelse.  Hjemme i vores hverdag erkender vi mere eksplicit drømmens illusoriske karakter, men den spiller alligevel en vigtig rolle som en underliggende grundfigur, der holder os oven vande.

Det er væsentligt hele tiden at holde sig for øje, at der ikke hverken tages noget fra Paul Gauguins konkrete malerier eller lægges noget til betydningen af hans bidrag til kunsthistorien. Det handler ikke om hans æstetiske billedsprog og visuelle manifestationer.  I centrum for vores opmærksomhed står derimod vores drøm om paradis, som bliver bekræftet og forlænget, når vi ser noget, der minder om den – og dermed aktiverer den.

Drømmen om paradis er en uerstattelig del af det koloniale system – uden den ville alting pulverisere. Det globale magtsystem har behov for forestillingerne om paradis. Udvekslingen mellem drømmen, som vi godt ved ikke er virkelig, og vores brutale, barbariske hverdag med undertrykkelse, magtudøvelse og hensynsløst forbrug udgør en organisk symbiose.  

Det koloniale er en beskrivelse af, hvordan verden hænger sammen, men vi er underlagt den sammen dynamik hjemme i selskab med umiddelbart ligesindede. Magt, herredømme og undertrykkelse gennemsyrer hele vores sociale liv. Slaven er ikke et monster fra fortiden, og det er derfor, det er smertefuldt at blive konfronteret med vores kolonihistorie. Ikke fordi fortiden fortsat er ubearbejdet og ureflekteret, men den er fortsat aktivt tilstede – som nutidig social omgangsform.

Vi vil altid beherske. Det er vores sociale grundform. Den eneste menneskelige relation vi er bekendt med. Vi må beherske og finde nogen, som kan beherskes. Herved giver vi udtryk for vores ekstreme kynisme og afstumpede menneskelighed.

Under alle omstændigheder er privilegierne fortsat dine, og gennem dem mister du evner til at føle noget. Det er her slaveriet begynder. Du står med pisken i hånden.  Når slagene rammer føler du styrke, men den varer kun det korte øjeblik, og derfor må du fortsætte med at slå. Din magt og dine privilegier opretholdes kun gennem den fortsatte lidelse. Pisken, slaget og lidelse er et samlet organisk hele, som ikke kan adskilles. I hvert øjeblik kan du træde tilbage og blive menneske igen, men du gør det ikke, fordi du svømmer i privilegier, som forhindrer dig i at føle noget.

Slaveriet er enhver magt over et andet menneske. Så snart du udtaler en kommando, er det allerede for sent. Men det er ikke kun din skyld. Også den lemlæstede krop ved dine fødder har et ansvar. Når tavshed og underdanighed bliver et våben, er vi allerede forbi. Tavsheden er din største fjende; både den tavshed der får dig til at fortsætte barbariet, men også den tavshed, hvormed du tillader et andet menneske at dominere dig.