1000 centrifugale spiraler med frygt

Vi har tidligere på sommeren anmeldt den danske oversættelse af Olivia Wenzels bog ”1000 Serpentiner Angst”. Den 27.august var der premiere på teaterversionen af romanen på Maxim Gorki Theater i Berlin. Forestillingen vil i efteråret kunne opleves i andre tyske byer.

 

Læs reportage om Olivia Wenzels besøg i Aarhus i juni måned

Den tyske forfatter, musiker og teatermennesket Olivia Wenzels roman handler om en sort kvinde, der er vokset op i det tidligere Østtyskland. En stor del af bogen former sig som en dialog mellem hovedpersonen og en anonym stemme, der stiller hende spørgsmål. Nogle gange fremstår det som et forhør, andre gange er stemmen nysgerrig. Fortælleren svarer ikke altid på de stillede spørgsmål, og derfor må man snarere opfatte det som parallelle spor, der fortæller hårde og smertelige erfaringer med at vokse op som sort i en hvid verden – og i et Tyskland, hvor opdeling i øst-vest fortsat spiller en aktiv rolle. Romanen er ikke kun dyster og deprimerende, men også meget humoristisk

Olivia Wenzel driller læserne ved at bogen præsenterer sig som fakta-fiktion, men alligevel lader hun den anonyme stemme henvende sig til læserne, og spørge hvordan vi ville have det, hvis.de oplevelser med racisme, som bliver beskrevet ikke var noget hun selv havde oplevet, og hun lader også sin hovedperson sige, at hun faktisk har haft et godt og helt ok liv.

Lys scenografiske genisteger

Berlin har i mange år været centrum for store teateroplevelser, derfor var vores forventninger høje, men om de blev indfriet, kan vi ikke svare entydigt på.

Efter en lang togrejse fra København med en nervepirrende forsinkelse på Hamburg Banegård ankommer vi til Berlin lige akkurat i tide til at vi kan ile direkte til teatret og være fremme en halv time før forestillingen begynder.

Den første halve time af forestillingen efterlader en hel del forvirring og bekymring på grænsen af skuffelse. Der er placeret en gruppe mennesker på scenen, som bevæger sig rundt mellem hinanden, mens de ordret reciterer linjer fra romanen. Det virker meget omstændeligt og en tung måde at arbejde med stoffet på. 

Har de virkelig tænkt sig at opføre romanens strofer i en a cappella version?

Men der sker alligevel noget mellem linjerne, som peger fremad og ud af, udrulninger af fragmenter og parallelle fortællinger. Helt fra begyndelsen af forestillingen spiller lysscenografien en markant rolle. Sceneskift markeres ved at et farvefilter glider fra venstre mod højre eller modsat. Det virker meget elegant. Der er ikke egentligt tale om en reel nye scene, men det markerer en bevægelse i forestillingens fremdrift.

I forestillingens anden halvdel er der færre skuespillere på scenen ad gangen, hvilket giver publikum bedre muligheder for at koncentrere sig om detaljer i skuespil og koreografi; fx anvendelse af en stor, bevægelig cirkel i scenegulvet – som udnyttes til at skabe flydende og accelererende bevægelser over scenegulvet afhængig af bevægelsesretningen. 

Et andet centralt element er en gennemgående rekvisit, der allerede ligger indlejret i titlen på Olivia Wenzels roman. Ordet ”serpentinen” peger på cirkulære og slyngende kræfter. I den engelske oversættelse af romanen bruges ordet ”coils”, som er betegnelse for en cylinder eller spiral, hvor der er viklet hår, reb eller tråd omkring. Formålet kan være at transportere energi eller koncentrere en kraft eller simpelthen holde noget fastspændt. 

På scenen ligger der store hvide rør eller cylindre. De drejer rundt og ruller. Nogle gange kravler en person op på cylinderen eller ligger fladt ned indeni den, mens det hele roterer ved hjælp af det bevægelige scenegulv.

Det er et billede på livet og menneskers vilkår i verden. Vi slynges konstant rundt i systemer og vilkår, som vi ikke selv har kontrol over. Vi er slaver af disse svingende bevægelser, men vi kan heller ikke bryde ud af dem. Det kan være race- og kønsmæssige forskelle, klassemodsætninger og byrder som historiske forhold har udvirket. Forestillingen spiller i en storby, lige der hvor grænsen mellem øst og vest var trukket, men også i en verden hvor hudfarve og etnisk tilhørsforhold fortsat har alarmerende stor betydning.

Meget desværre er det cylindriske aspekt og de slyngende kræfter helt udskrevet af den danske oversættelse, hvor titlen uforståeligt er blevet den besynderlige ”Mit hjerte er en automat”.

Serpentinerne sendes som en spoleregn rundt i Tyskland

Da Olivia Wenzels roman udkom sidste år i Tyskland skabte den meget opmærksomhed, hvilket ganske sikkert har været et vigtigt motiv for at lave en teaterversion af fortællingen og den meget hurtige oversættelse af romanen til dansk. Efter premieren i Berlin vil forestillingen igen kunne ses i slutningen af september på Maxim Gorki Theater. Derudover vil man kunne se tilsyneladende andre opsætninger af romanen med forskellige besætninger andre steder i Tyskland i de kommende måneder: på Theater Osnabrücki september-oktober, Meiningen Staatstheater udenfor Frankfurt fra september til januar og Staatstheater Hannover i december.