October Texts I

1/10
Jeg har altid kravlet langs væggene. Her fandt jeg lufthuller der gav mig anledning til at trække vejret frit. Det er ikke til at vide hvorfor det ikke var nok at gemme mig i et mørkt hjørne. Her kunne jeg have levet et afdæmpet og behageligt liv.

[her i oktober forsøger jeg at samle tankerne om det vigtigste af alt, at skrive den eneste bog jeg behøver at skrive, derefter vil der ikke være mere at gøre, jeg kan gå tilbage i mit skjul og elske den eneste kvinde i verden, indtil da må jeg lide og kun ordenes konstante strøm vil lindre min smerte]

2/10
Det var ikke med vilje. Jeg havde ikke haft nogen plan. En aften meget sent så jeg op på en helt klar stjernehimmel. Da gik det op mig at jeg ingenting forstod. Jeg anede endnu ikke hvilke brutale konsekvenser det senere ville få.

[i oktober vil jeg samle tankerne om min egen opløsning, min foretrukne aktivitet, at rejse på tværs af verden har vist sig at få utilsigtede konsekvenser, jeg er gået i stykker forsvundet - ja, blevet gennemsigtig]

3/10

Mine erfaringer med afrikanske kvinder på et dansegulv væltede mig omkuld. Store og fyldige var de men i dansens flydende erotik blev de lette som englevinger.

[i oktober samler jeg tankerne om det kontinent som blev min skæbne disse ydmyge tekster kan måske tjene som optakt til årets december-poesi Nordbrandt har allerede taget november og Cohen Berlin]

4/10

Et år hvor jeg var til PAM Awards (Pearl of Africa Music Awards) i Munyonyo (ja, det var dengang) ved Viktoria Søen sad jeg i nærheden af en pige som gjorde et helt ekstremt indtryk på mig. På det tidspunkt hvor Jose Chameleone fik endnu en award (ja, det var et af de år) overgik pigen til hypnotisk ekstase. Chameleone var ikke engang selv til stede på scene, men kun hans sang blev spillet. Rygtet har altid gået at han brugte heksekunst til at tryllebinde sit publikum. Om det er rigtig ved ingen, men ind imellem har man i Kampala kunnet se selv bazungus (betegnelse af hvide personer) opføre sig som om de var forheksede af ham.

[in October I am sampling my thoughts about a place which has a truly sacred spot in my heart and to those of you who are part of that place I am forever grateful, today's story is about an experience I had in PAM Awards 2004]

5/10

There was once a very big musician in Uganda - in every sense of the word. He was himself rather big and his voice would out-sing them all. On top of all he was also very famous, not only i Kampala. In my first years I would always see him to The Musicians Jam (yeah, that was back then when the real and original jam session was still there) and I would admire his deep, strong and beautiful voice and I will never stop listening to his songs. After his death (may his soul rest in peace) his son and others have kept his songs alive. But it is here that my story always ends.

[i oktober vil jeg samle tankerne om historier som endnu ikke er skrevet men som må skrives, ofte har jeg holdt mig tilbage af frygt for hvad der ville ske og af frygt for mig selv, hvad ville der ske hvis jeg dykkede dybt ned i stoffet? jeg ville forsvinde, men er jeg ikke allerede transformeret til ukendelighed? en dag var der én meget tæt på mit hjerte som kom slemt til skade og det var ikke fordi jeg skrev noget men bare fordi hun fortalte mig noget som ikke måtte siges, hvad kunne så ikke ske hvis jeg skrev om det?]

6/10

En gang var det endnu eksotisk og næsten ligefrem skræmmende at tage til Østafrika (ja, Afrika i det hele taget). Den norske filosof sagde formanende "pas på du ikke ikke forsvinder i det sorte hul" med en bestemt, dyster men omsorgsfuld tone. Nu er alle på vej med deres investeringer og de unge myldre til som var det en kaffeplantage i Nicaragua i firserne.

[i oktober vil jeg samle tankerne, jeg husker stadig første gang jeg for alvor oplevede skriften brutalitet. jeg havde set en forestilling om romeo og julie på cafe teatret set fra julie's perspektiv (julie alive), da skrev jeg om kærlighed og død på vej ned i dybet og faldt, jeg greb ud efter noget men faldt kun hurtigere, længere nede blev jeg grebet af min egen tvivl]

7/10

Det regner næsten hver dag. Og solen skinner altid. Alligevel taler alle om regntid, men den er der ikke. Jeg husker godt nok et år hvor det ikke regnede en hel måned. Det var fra midten af januar til langt in i februar. Det er længe siden, i 2004. Når det regner, er her meget koldt, selvom det altid holder sig omkring 25 grader. Igennem årene har jeg måttet give dem ret. Nu fryser jeg altid når temperaturen falder til et par og tyve grader. Er der sådan noget som man kan kalde sit indre temperatur? Det føles som om mit eget er gået i stykker.

[i oktober vil jeg samle mine tanker, men om hvad? fredag aften hørte jeg en kunstner (Mette Colberg) tale om glas og hvordan man kigger gennem glas og spejler sig i glas og om lørdagen mødte jeg en anden kunstner i Cristina Canzellas galleri boheme, hun havde taget billeder af sig selv gennem et spejl, i løbet af serien af fotografier beskytter kvinden på billederne sig mod sig selv med hånden som for at skabe lidt mere afstand og hun går mere og mere i oplæsning og fader ud, er det dét jeg forsøger at gøre, nu langt om længe, at se mig selv i øjnene, og vil jeg også gå i opløsning eller formår jeg at beskytte mig selv imod ham som jeg ser og skabe lidt afstand, men vil ikke afstanden forhindre mig i at se?]

8/10

Galfrend siger hun ik ka li bøger. BF ligger på hendes seng. Han har altid en bog i hånden. Mens hun styrter rundt i huset ser hun mistroisk på BF. Inde i stuen råber GF af sin ældste søn at han ska læse lektier for læreren i skolen har netop skældt hende ud. Drengen åbner modvilligt sine bøger.

[i oktober samler jeg tankerne om den afkortede og staccato-agtige måde vi taler sammen på når vi har sex på tværs af verden men ellers intet til fælles]

9/10

Bf er på sengen. Klokken er elleve. Han læser en bog. Faktisk venter han på galfrend. Hun har sagt han ska vente så de kan tage til byen sammen. Han ved godt det vil ødelægge alle hans planer resten af dagen. Men der er ikke noget han ka gøre ved det.

(et lidt sært forsøg på at anmelde Christina Hagens bog Boyfrind)

[i oktober vil jeg samle mine tanker om at skrive fordi det giver mig en underfundig ro, jeg koncentrerer mig uden at blive stresset over noget, andre mænd ville måske opfatte det som tidsfordriv, men jeg fordriver langt fra tiden, det er ikke farten det kommer an på, men min præcision]

10/10

Første gang jeg var til en koncert i Kampala blev jeg chokeret fordi det mest af alt mindede om et reklamefremstød for et af mobilselskaberne som havde sponsoreret koncerten. Overalt så man selskabets farver og logo. Kunstnerne på scenen var svære at skelne fra de konstante reklamespots. Dengang tænkte jeg at sådan en sammensmeltning af kunst og sponsor aldrig ville gå i Danmark, men nu i dag synes jeg forskellen er svundet ind og blevet mindre.

[i oktober samler jeg tankerne om kunstens rolle ikke helt upåvirket af kulturnatten som jo bestemt er en kommerciel begivenhed, selv plejer jeg at sige at jeg ikke deltager i den fordi kultur er noget som foregår 365 dage om året og ingen dag er noget særligt heller ikke i aften men i år deltager jeg så alligevel, vi er alle til fals for noget, jeg læser op af Baudelaire og Rimbaud i Politikens Boghal kl. 18.00-18.30 sammen med Søren Kristoffersen, i de to oversætteres fravær optræder jeg som deres performative manifestationer, men jeg er kun et hylster hvor igennem resultatet af andre bedrifter flyder]

11/10

Hvad var det som skete? Måske ved jeg det endnu ikke. Jeg kan i hvert fald sige at jeg i stigende grad er blevet ”beskyldt” for at være fremmed eller udlænding efter at jeg boede nogle år i Uganda. Forklaringen er ofte mit mørke hår som jo egentlig ikke er så mørkt endda og for øvrigt har jeg jo altid haft den samme farve hår. Det er ikke fordi jeg har noget imod at blive taget som udlænding eller føler det som et overgreb, men efterhånden synes jeg det begynder at få vidtrækkende konsekvenser. Hvis jeg er fremmed må også rigtig mange andre være det. Hvad kræves der for ukompliceret at få lov til at høre stammen her tillands? Det handler om vores forhold til os selv. Vi er åbenbart nu så indsnævrede at alt andet end hvidt og lyst er udenfor, men også lyshårede der minder os om Østeuropa eller russere bliver opfattet som fremmede.

[i oktober samler jeg tankerne om hvad som skete og hvorfor det tager så lang tid, deri føler jeg slægtskab med Tørk Haxthausen som også engang tog til Østafrika og brugte mere end 10 år til at fine ud hvad han var havnet i uden at det lykkedes]

 Udsnit af bagside-tekst fra "Hus de sorte" af Tørk Haxthausen

12/10

Første gang jeg kom til Nairobi boede jeg på Oakwood Hotel i Kimathi Street, et lille stykke London. Næste morgen drak jeg kaffe i Mama Ngina Street hvor alle skødesløst smed deres 2-3 mobiler på bordet inden kaffen blev serveret. Jeg tænkte at så kommer jeg vist ikke tættere på Berlin i Afrika.

[i oktober samler jeg tankerne om kontinentet som siges ikke at være for tøsedrenge et sted som har taget alt og givet mig så meget mere]

13:/10

Det er lørdag og jeg har lovet drengene fra Omoja at vi skal se cirkus i Jevanjee Gardens in town, da jeg går sammen med de to drenge på 7 og 15 gennem Nairobis gader kigger forbipasserende kvinder på os med en blanding af nysgerrighed og mistro som om de ikke rigtig kan finde ud af hvad de ser, en hvid mand med 2 kenyanske drenge er måske mere opsigtsvækkende end jeg tror.

[i oktober samler jeg tankerne om nutidens Nairobi og hvordan den og jeg kom hertil hvor vi er nået nu det har taget sin tid men der stadig lang vej igen]