Sunday, 29 November 2015

Film - Hvem ejer Ejersbo?

A film has been made about the Danish author Jakob Ejersbo. He died very young. Just after his death his triologi about Tanzania was publish. Three huge books. The film ought to have brought new insight in his life and more understand of his books, but unfortunately it add very little. The impression is that a couple of his friends just want a bit of the spotlight. Very sad indeed.

Officiel filmplakat 


En meget selvsmagende film, hvor to venner sætter sig selv i centrum, uden at de bicdrager med noget. Det er en lukket fortælling, hvor vi er tilskuere til en privat og utydelig samtale mellem Christian Kirk Muff og Morten Alsinger.

Jeg er måske ikke den rette til at anmelde filmen om Jakob Ejersbo. Det er simpelthen for tæt på, og jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har bragt min i denne situation. Da bøgerne udkom blev jeg hele tiden spurgt af alle omkring mig, hvad jeg syntes om dem. Mit konsekvente svar var, at jeg nok ikke var den rette at spørge, fordi bøger handler om mig og mit liv. Underforstået var det, at jeg derfor ikke kunne forholde mig til dem som bøger og litteratur. Det forholder sig ikke meget anderledes med filmen. Alligevel sad jeg i biografen på premieredagen onsdag den 25. november, og derfor skal jeg forsøge at være nøgtern, uden at love for meget.

Historiens ramme

Filmens kontekst er, at de to venner, Christian og Morten, bestiger Kilimanjaro i Tanzania. Morten Alsinger har på Jakobs dødleje lovet at sprede hans aske ud fra toppen af bjerget. Og et løfte er et løfte. I filmen følger vi de to venner tage til Tanzania og bestige Kilimanjaro. Det vil sige, at Christian giver op på halvvejen. Den konstant talende Christian Kirk Muff. Desværre har han ikke noget interessant at sige. Hans modsætning Morten Alsinger er tavs på hele turen med vildt opspilede øjne, der viser hans ubehag for alt omkring ham, men han har givet et løfte. Løftet bliver indfriet. Ved filmens slutning drysser Morten asken fra den døde Jakob Ejersbo ud i vinden. Der er intet klimaks, ikke noget storladet eller extraordinært over det. Jakobs aske forsvinder næsten usynligt i vinden. Vi har ikke et øjeblik fornemmelse af at befinde os på et af verdens højeste bjerge.

Vigtige stemmer

Løbende gennem filmen bliver deres vej mod Kilimanjaros top afbrudt af sekvenser, hvor vi møder centrale personer i Jakob Ejersbos liv. Jakobs forældre. De virker meget distancerede. Måske kender de ham ikke rigtig, eller også er det for smertefuldt at mindes deres døde søn? Søsteren optræder meget solidarisk og forsøger at fortælle om de vilkår, de voksede op under i Tanzania. Hun siger ikke noget, vi ikke allerede ved, men hun virker i det mindste oprigtig. Den mest interessante person vi møder er Ali. Ali er Jakobs barndomsven i Tanzania. Han fortæller om deres opværkst samnen og deres respekt for hinanden. Men forresten, så er der jo også Samantha, men hende får vi kun lov til at se bagfra.

Det bedste ved filmen, hvis jeg skal anstrenge mig til det yderste for at sige noget godt, er de passager, hvor der læses op fra Jakob Ejersbos bøger. Det betyder også, at filmen er ligegyldig. Hvorfor skrev Jakob Ejersbo ikke noget i sit testamente, så vi kunne have været foruden denne slåen plat på hans berømmelse?

Sensationelle afsløringer?

Som det måske alledrede er fremgået, så bliver det undervejs gennem filmen ”afsløret”, hvor tæt bøgerne er på Jakobs eget liv. Men også dette vidste vi godt i forvejen. Alligevel udpensles det gang på gang i filmen, at Ali selvfølgelig er Marcus, som er den ene hovedfigur i Liberty. Det betyder, at Jakob er Christian, som er den anden centrale karakter i Liberty. Samantha dør allerede i slutningen af "Eksil" af en overdosis af udefinerligt narko. Christian er meget fascineret af Samantha og ulykkeligt forelsket i hende. Desværre tør Christian Kirk Muff og Morten Alsinger ikke lade hende komme til orde i filmen. De er så rystende angst for hende, og hvad der kunne have været sket, på trods af at hun har været død meget længere tid end Jacob Ejersbo selv.

Derfor får vi ikke den eneste interesante afsløring. Hvem er Samantha? Og det er rigtig synd. Samantha ville nemlig kunne have eksploderet historien, så vi ville have fået noget nyt at vide om Jakob Ejersbo. Det har Rune og Morten desværre ikke været interesseret i. Formålet synes at være at stjæle fra Jakobs berømmelse, så solen skinner på dem for en stund.

I burde skamme jer.

Saturday, 10 October 2015

Åben scene i Arusha

In the month of September I was traveling around in Tanzania, Uganda and Kenya between different festivals. Here is another story from Arusha, After Arusha I visited Nairobi and Kampala. In between the festivals I had time for at small round-about to Singida and Morogoro. The countryside in Tanzania always remind me of my time in Northern Mexico. The voyage was made possible by blue collar jobs in Denmark and private sponsors within the family.

I Arusha møder jeg Saving Underground Artists (SUA). De driver en velorganiseret Open Mic i byen. Deres udgangspunkt er hiphop, men scenen inkluderer også rap, poesi, dans og visuel kunst.



Det er en tidlig lørdag aften i Arusha. Jeg mødes med Biggie og hans kolleger fra Saving Undergrund Artist på en mørk bar i byens udkant, hvor der ofte er live musik. Udover den månedlige åbne scene er de også involveret i Arusha African Film Festival (AAFF) og Jambo Festival.

Biggie indleder med at fortælle, at de meget hurtigt indså, at en helt ucensureret åben scene ikke fungerede godt. Derfor har de opstillet en forudsætnng for at kunne optræde. Man skal forinden have deltaget i en workshop. I workshoppen forsøger de, at udvikle kunstnernes talent og træne dem i at optræde på en scene.

I Arusha er hiphop ikke kun hiphop

Selvom deres udgangspunkt fra starten har været hiphop, så skal hiphip forstås bredt. I hvert fald er der rum for alle kunstneriske genrer. De forskellige udtryksformer har ordet, stemmen og poesien til fælles.

Ifølge Biggie skyldes fokus på hiphop, at alle i Arusha er vokset op med hiphop, hvortil han smilende konstaterer, at Arusha er ”The Hiphop City” i Tanzania.

Streaming af dokumentarfilm på gaderne

SUA har et sideløbende projekt, hvor de laver film. Filmene handler om sociale temaer. De streames på gadeplan med efterfølgende debat. Derres filmprojekt kan minde lidt om forumteater.

Wikipedia om forumteater: forum

I begge tilfælde præsenteres konkrete sociale problemstillinger fra folks hverdag, hvorefter henholdsvis film eller teater indgår i en læringsproces med henblik på at finde løsninger på hverdagens udfordringer. De deltog i årets udgave af AAFF i midten af september.

Organisation og proces

Det fremgår tydeligt, at de er meget reflekterede med hensyn til organsationsformer og dynamiske processer. Noget tilsvarende kan man opleve generelt i Østafrika. Overvejelser over organisation og proces er ikke noget sekundært, men noget der fremhæves eksplicit. Derfor spørger jeg Biggie om, hvorfor han mener det er sådan.

Biggie forklarer, at det hænger sammen med at Tanzania er en ny nation med mange udfordringer.. Han fremhæver, at landet på trods af 50 års uafhængighed fortsat er meget præget af kolonitiden. Hans pointe synes at være, at landet har få faste strukturer. Inden for kunst og kultur er organiseringerne stadig løse og svage. Derfor føler hans generation et stort behov for at udvikle nye rammer og former at organisere sig i.

Monday, 14 September 2015

Arusha: kunsthåndværk, musikkultur og modeshow

In this month of September I am traveling around in Tanzania, Uganda and Kenya between different festivals. Until now I have been to Arusha, and in the moment of writing I am in Nairobi trying to catch my breath between two very different festivals. My voyage is supported by blue collar jobs in Denmark and private sponsors within the family.

Kunst og mode er måske ikke det umiddelbare indtryk af turistbyen i Nordtanzania, hvor mange hvide mænd og kvinder valfarter til for at tage på safari i områdets nationalparker, men byen huser flere forskellige kulturfestivaler og er kendt som hiphop byen i Tanxania

Jeg er taget til Arusha for at opleve Jambo-festivalen. Kort tid før min afrejse får jeg at vide at festivalen er blevet udskudt. Da jeg allerede har planlagt en rundrejse i Tanzania, tager jeg imod tilbudet fra festivalens arrangører om at jeg kan komme til Arusha alligevel og møde dem. Jeg havde mødt den ene af dem, Malik Sufiani, da jeg deltog i musikfestivalen Sauti za Busara på Zanzibar i februar. Malik Sufiani er festvialens manager.

Jambo-festivalen er en af flere festivaler i Arusha. Byen huser også Arusha African Film Festival – og har et sprudlende hiphop-miljø, der også omfatter såvel breakdance som spoken word.

Fredag aften har jeg en aftale med Malik og hans to kolleger. Først taler jeg en times tid med Malik. Vi taler også om Sauti za Busara og hans forestående rejse til Europa, hvor han blandt andet skal deltage i Womex Festival i Budapest.

Malik fortæller, at Jambo Festival startede som en udstilling af kunsthååndværk knyttet til en Business Fair. Det kom til at fungere som en platform, hvor folk kunne præsentere og sælge deres kunsthåndværk. Dette selvorganiserede event voksede hurtigt. For at kunne vareatge sikkerheden følte arrangørerne sig tvunget til at afskærme området og tage entre. Malik fortæller at det tidsmæssigt faldt samme med en periode med sikkerhedsproblemer i hele regionen pga. terrortrusler. Dermed ændrede eventet karakter til at blive en egentlig festival, der ikke kun omfatterede kunstværk. Det var begyndelsen til Jambo-feastivalen i sin nuværende form med musik, dans, mode og kunsthåndværk. Men festivalen undergår hele tiden dynmisk forandring.

Maliks kollega, som er formand for Jambo, fortæller at netop i år har de besluttet at selvstændiggøre den del af festivalen, der handler om tøj og mode. Han beskriver herefter Jambo som en række produkter, som alle bedrager til The Big Jambo. Udover Jambo Fashion Affair, som blev afhholdt i juni måned, er der et nyt initiativ unnder opsejling, som de kalder Supernova. Supernova er jo betegnelsen for den eksplosion som skabte jordens oprindelse. Jambo-festivalens supernova er et musikalsk eksperiment med moderne musik. Supernova kan således ses som en pendent til Drum Feast, som hele tiden har været en bestanddel af festivalen. Drum Feast præsenterer traditionel musik.

I deres beskrivelsen af Jambo Festival skinner det hele tiden igennem, at festivalen er en platform i ligeså høj grad som det er en kulturfestival. De tænker rigtig meget over organisation og proces. Det er vigtig for dem at fortælle, hvordan de tænker festivalen som del af noget større og mere end blot en festival i Arusha. De nævner tre byer med hver sin fesival i tre forskelle weekender i september måned, som de argumenterer for hænger uløseligt sammen: Bayimba International Festival of the Arts i Kampala, Sondeka Festival i Nairobi og Jambo Festival i Arusha. Fælles for de tre festivaler er at de ikke kun præsenterer kunst og kultur, men de interesserer sig også eksplicit for, hvor man kan stimulere og facilitere kunstneriske og kulturelle forandringsprocesser.

Deres beskrivelse af de de tre festivaler danner en region, der ikke omfatter Dar Es Salaam, og jeg kan ikke lade være med at tænke om der er en specielt grund til det. Da jeg spørger dem, mener de ikke at det skyldes en afskrivning eller bevidst afstandtagen til Dar, men de pointerer at Nairobi geografisk set ligger meget tæt på Arusha. Mest af alt opfatter de dees orientering mod Nairobi og Kampala som tilfældig – og at det er der de har flest samarbejdspartnere. I samme forbindelse taler vi om kulturelle forskellige mellem det nordlige Tanzania og kysten omkring Dar med dens langt mere arabisk prægede kultur, uden at der kommer nogen præcis konklusion ud af den sammenligning.

Ordet Jambo giver mig bestemte associationer. Min begrænsede viden om swahili til trocds undrer det mig at de har valgt det navn for festivalen. Jambo er en forkortet form af en almindelig hilsen på swahili (forkortelse af hujambo). Jambo bruges efter sigende over for turister som ikke forventes at kunne tale swahili. Men jeg får at vide at jambo har en dobbelt betydning. Det betyder også et event, at noget finder sted. Som sådan er navnet for festivalen meget præcist. Malik siger imidlertid også, at de har ønsket at spille på ordets dobbelte betydning. Alle kender ordet Jambo. Dermed fungerer det som en god eye-catcher såvel lokalt som internationalt.

Tuesday, 5 May 2015

Dar Es Salaam, live II: Indian Clubbing


I was a few month ago in Tanzania to media cover the Busara Festival in Zanzibar. Before going to the island I had a couple of days in Dar. I have earlier promised to text you about things of importance, and there is a club that I cannot get off my mind. I will still not reveal any pictures (may instagram rest in peace), because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The Indian Club is called Salaam Bombay and located in Ssasini Peninsula if you want to see for yourself. It is on the borderline between dating, prostitution and something else.

Jeg er i Dar i ikke særlig mange dage og har ikke været i Dar siden 2010. Derfor er jeg ikke helt tunet ind på, hvor jeg bør gå hen. Jeg linker op med en bekendt. Faktisk kender vi ikke hinanden, men jeg kender en som kender ham. Det er tilstrækkeligt.

Vi mødes på Slipway Waterfront på den yderste spids af Ssasini. Det passer heller ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg lige pludselig har så svært ved at være præcis. Vi mødtes i indkørslen til Slipway Waterfront, fordi jeg ankommer meget sent. En anden dårlig vane jeg har udviklet. Ordet udvikling og udvikle forsøger jeg ellers at undgå som en del af mit ordforråd. Det viser sig at være meget vanskeligt. I modsætning til mange andre mener jeg, at det er et problem.

Næste stop er English Pub. Det er et brand der ikke er til at tage fejl af, og det går aldrig galt, ligegyldig hvor i verden man befinder sig. Her kommer ret mange forskellige mennesker. Kinesere og andre asiater. Sydafrikanere. Europæere. Tanzanianere og andre afrikanere. Bemærk, at sydafrikanere står for sig selv, sådan som de selv opfatter sig, som nogen der tager til Afrika når de rejser over grænsen til deres nabolande. Vi drikker vel 3 øl. I den tid ser jeg adskillige tanzanianske kvinder, alle meget velklædte og smukke, gå efterfuldt af en hvid mand der ser ud til at han er klar til at møde de omkostninger som samværet med hende har.

Vi beslutter, at vi kan godt kan klare en øl eller to mere. Q-Bar bliver bragt på banen, men jeg kan ikke skjule, at jeg har været der før. Selvom det er længe siden, er jeg sikker på det ikke har ændret sig. Da jeg var der, blev jeg overfaldet af et par ludere, der mente at have set mig i Kampala, og den ene af den forekom også bekendt. Som en jeg havde set på diverse barer i Kampala. Det har altid været en offentlig hemmelighed, at de piger cirkulerer rundt i Østafrika. Nogle gange er deres situation for svær, fordi de bliver kendt af alle enhver, hvilken gør business vanskelig. Så er det tid til at flytte sig. Efter 2-3 måneder kommer de så måske tilbage og starter forfra i håb om at gammelt fjendskab er glemt.

Mine reservationer over for Q-Bar medførte, at ”The Indian Club” blev bragt på banen. Jeg vidste ikke noget om den, men da jeg ikke havde været der før, så var jeg meget interesseret.

Vi ankommer og stedet synes ikke af meget, men det er der mange steder, der ikke gør. Inden for er der ret mørkt og dunkelt. Vi går ovenpå og sidder på balkonen for at kunne bevare overblikket. Der er et dansegulv, som fylder det meste. Bagved er der en lille scene. På dansegulvet er der kun meget unge kvinder. Alle af indisk udseende. De danser i en slags formation. Nogle få danser virkelig godt, men de fleste kun middelmådigt. Derimod er de alle kønne og smukke. Dragende, yndige og lokkende. Men også så unge at de måske ikke opdager den større sammenhæng, bortset fra sikkert den naive lille piges fascination af at blive kigget på af mænd. Ikke altid noget godt udgangspunkt for et lykkeligt liv, men lykke er nok ikke det første, hun tænker på om morgenen, når hun er danser i en natklub.

Rundt om dansegulvet er der placeret borde med stole. Der er en behørig og skarp grænse mellem dansegulvet og publikum. Det er kun tilladt at kigge på kvinderne. Aldrig røre dem, endsige overhovedet betræde dansegulvet. De fleste af mændene rundt omkring i mørket er inderne, og nogle af dem sidder centralt placeret – tæt på dansegulvet. Ind imellem er der et par af kvinderne der danser tæt og opfordrende lige foran et par mænd eller en enkelt mand. De henvender sig direkte til ham, fordi han har bedt om det – mod betaling. Vi andre der blot betragter det hele på afstand sidder ovenpå. Der er en balkon hele vejen rundt om dansegulvet, så man kan vælge sin foretrukne vinkel til dansegulvet nedenunder.

Løbende gennem aftenen spekulerer jeg på, hvad som egentlig foregår her. Det fremstår på mage måder som prostitution, men hele atmosfæren er meget pæn og næsten uskyldsren. Jeg får at vide at for en høj pris, kan man få en af kvinderne alene, hun vil give et show tiltænkt kun dig. Det skinner igennem, at det er langt udenfor min formåen. Derfor spørger jeg aldrig til prisniveauet. Det står mig ikke helt klart, hvad et individuelt show består i.

Det lyder unægtelig som en slags ”prostitution light”, men spørgsmålet er altid, hvor grænsen går mellem dating og prostitution. Begge dele indeholder muligheden for match making. Nuvel, hvis en mand betaler up front for en kvindes selskab, da vælger kvinden først og fremmest pengene og ikke manden. Men der er sikkert mange mænd gennem tiden, der har stillet sig selv spørgsmålet hvori forskellen faktisk består, når de opdager trækket på deres betalingskort efter en aften i byen. Har aftenens kvindelig selskab valgt ham eller de drinks med mere han har ladet komme i en lind strøm?

Indtrykket efter en aften og nat i Salaam Bombay bevæger sig langs de samme linjer. Her kommer også mange mænd for at tjekke kvinderne ud – og måske indgår det i hans overvejelser om en kommende partner.

I mørket på en natklub som Salaam Bombay kan der foregå mange ting. Stedets underspillede atmosfære giver et frirum. På et tidspunkt kommer en gruppe kvinder ind og sætter sig nedenunder i lidt afstand fra dansegulvet. De synes ikke at være interesseret i, hvad der sker på dansegulvet, eller hvad der ellers sker omkring dem. Derimod er de meget interesserede i hinanden. De begynder efter kort tid at danse med hinanden blandt stolene, hvor de sidder. Det kunne måske have gjort hvor som helst i Dar Es Salaam, men de har valgt at søge skjul på Salaam Bombay. Natklubben er populær blandt homoseksuelle i Dar Es Salaam. De ankommer ofte lidt sent på natten. Her kan lesbiske kvinder være i fred for mandligt anmassende adfærd, fordi alles opmærksomhed er rettet mod dansegulvet – ikke mod et skjult sted i mørket. Og de indiske mænd her er for øvrigt kun interesserede i indiske kvinder. Derfor er gruppen af tanzanianske kvinder luft for dem.

Homoseksualitet er som overalt i Østafrika stærkt tabuiseret i Tanzania...
 

Friday, 20 March 2015

There are NO pictures...

Under mit seneste ophold i Tanzania og Kenya insisterede jeg på ikke at vise nogle billeder i forbindelse med blogpost fordi der ikke er nogle billeder jeg kan tage som vil få dig til at se hvad jeg ser, ikke fordi jeg ser noget specielt, men jeg ser, hvad jeg ser, og du har dine egne øjne.


Jeg har besluttet mig at fortsætte med ikke at vise nogle billeder...derimod vil jeg fra tid til anden vise farver, som jeg finder relevante.

Thursday, 26 February 2015

Tanzania I - Swahili man


I have been in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am telling you what I see, but I will show no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The festival is over and have taken to boat til Pemba Island. A place I have wanted to go for more than 10 years.

Jeg er nået til Chake Chake på Pemba Island. Byen er øens hovedstad, selvom det ikke lige er det indtryk man får. Jeg indlogerer mig lidt nord for byen på Hamisa Village Hotel. Det er under konstruktion, og det har det været i 4 år, så hvis du kommer dertil i løbet af den næste 5-10 år er de måske færdige.

Det består af en samling af små huse med to værelser i hver med egen indgang. Den ene af de aftener, hvor jeg er der, er der også ankommet en velpolstret mand i sin Landrover. Han står lænet op ad sin bil i bar overkrop mens han ivrigt taler i telefon. Da kan synes tralvt optaget af sin samtale hilser jeg ikke på ham.

Et par timer senere sidder jeg udenfor mit værelse. Han kommer gående forbi, og idet kan nærmer sig siger han: "Jambo, bwana". Jeg returnerer med et "Jambo". Da han er lige ud for mig, siger han "Mambo" (som betyder hej). Jeg reagerer ikke hurtigt nok, hvorfor han siger: "Say, poa", Pligtskyldigt skynder jeg mig at sige "Poa", hvorefter jeg hører et klart og stolt "Yeah" fra mørket.

Friday, 13 February 2015

Sauti za Busara II: Festival impressions



I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am telling you what I see, but I will show no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. The music has begun and I am trying to get at grip of things. Does this remind me of what I have previously seen? The festival is a lot smaller than I anticipated. And here are way too many wazungus.

Her er rigtig mange bazungus, men det er der jo altid på Zanzibar. Festivalen er lille. Det hele minder mig lidt om ”Jam on the Green” i Kampala.
Det var en jam-session som foregik hver mandag gennem mange år i Kampala. Mandag var den eneste dag hvor musikerne i byen ikke havde jobs. Derfor blev jam-session mandag aften et tidspunkt hvor de kunne slappe af og spille sammen med hinanden på kryds og tværs. Efterhånden blev det også til et større hangout for alle andre i byen. Det var en slags social club. En gang om månden blev jam-session lagt lidt større an og afholdt på et grønt område ved National Teatret, deraf navnet ”on the green”.
Alting ved Busara er meget mini extra small. Som på Roskilde Festivalen er sloganet også her mere end musik, Busara is more than music. Forholdet mellem Roskilde Festivalen og Busara er ikke taget ud af den blå luft. Der har været et vist samarbejde mellem de 2 festivaller, fx har sikkerhedspersonalet fra Roskilde Festivalen været på besøg for at give gode råd om logistik og sikkerhed. Emnet om forholdet til Roskilde Festivalen kommer op, da jeg møder Muzungu Kichaa. Han optræder ikke på festivalen i år, men har tidligere gjort det. Muzungu Kichaa er en dansk musiker, der er blevet i et hit i Tanzania, fordi han spiller tanzaniansk musik. Derudover er han også med til at organisere musik event i Dar Es Salaam.
Også sammenligningen med jam-session i Kampala har rødder i virkeligheden, selvom det måske er i overført betydning. Midt i mængden kommer en mand og gør reklame for en jam-sesssion i Stone Town som finder sted hver mandag og har gjort det i 3 år. Lige på det tidspunkt er Muzungu Kichaa ankommet. Jeg fortæller dem om Kampalas jam-sesssion. Ingen af den kender til den, hvilket egentlig undrer mig. Men sådan er det jo nok, selvom musikere på tværs af landene jo ind imellem optræder hos hinanden.
Eller også er festivalen ikke særlig forbundet med den øvrige musik industri i regionen? Det er stadig et åbent spørgsmål.
Umiddelbart ser det ikke ud til at de musikere som optræder på Busara og som kommer langvejs fra skal optræde andre steder i Tanzania, inden de rejser hjem igen. Enkelte har dog optrådt i Nairobi og Kigali på vej til festivalen her på Zanzibar.
Organisatorisk er det en meget godt planlagt festival. Alt foregår meget roligt, Det virker ikke som om, der er kaos i plaanlægningen eller overraskelser, som ingen har tænkt over på forhånd.
Der er imidlertid en ting der forstyrrer oplevelsen – udover de mange bazungus, og det er, at festivalen udover at være et musik event også er en turist attraktion og også planlægges og formidles som sådan. Dermed sætter den sig mellem to stole. Den konflikt glemmer man dog fuldstændig, når musikken spiller og man opsluges af koncerterne. Alligevel er der grund til at tænke lidt videre over det, fordi det sandsynligvis har konsekvenser for hvem som deltager.

Wednesday, 11 February 2015

Dar Es Salaam, live I: man in bus



I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Before going to the island I have a few days in Dar. I will text you about what I see, but I will take no pictures, because they would not make you see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. I am going to Kawe to get a haircut, and a man in the bus surprises me.


Jeg har besluttet at blive klippet i Dar. Så kan jeg måske ved samme lejlighed få en snak om hår og frisørsaloner. Den ligger lidt udenfor byen. Jeg tager bussen. I bussen får jeg efter et stykke tid en siddeplads. Lidt senere kommer en mand ind. Han står tæt op ad mig. Læner sig over mig og ser indtrængende på mig. Pludselig har jeg hasn mappe/taske på mit skød. Det sker uden han siger et ord, men han vil gerne lade mappe hvile hos mig så han kan holde med begge hænder stående mens bussen ryster. Jeg får lov til at beholde hans mappe indtil han noget senere få en siddeplads bag mig. Inden har sætter sig ned tager han mappen uden vi veksler et eneste ord.

Sauti za Busara I: preparations


I am currently in Tanzania for the Busara Festival in Zanzibar. Therefor I am texting you about what I see, though there will be no pictures, because they would not make yiu see what I see, not that I see something extraordinary, but I see what I see and you have your own eyes. I am not good at preparations and long time in advance planning. Though there are circumstances that will force me to do so. Like getting a place to sleep in a rather small town during a festival week. I began ONE month in advance and that was almost too late.

I 10 år har der været en musikfestival i Stone Town. Først i år lykkes det mig at komme til den. Måske er der ikke den store forskel på de få andre gange jeg har været i Dar Es Salaam. Og, dog! Jeg er blevet tvunget til at planlægge mere og ikke mindst tidligere. Faktisk plejer jeg sjældent at planlægge noget særligt og selvfølgelig var jeg lidt sent ude. Det har faktisk været svært at finde et hotel i Stone Town en måned før! Da jeg næsten havde givet op 1,5 uge før afrejse og havde indvilget i at bo langt udenfor byen 3 af dagene (festivalen varer i 4 dage), så fik jeg pludselig tilbudt 3 forskellige muligheder, såvel hotel som privat indkvartering.

Hvad angår korrespondancen med festivalen, er den gået meget glat og effektiv. En hurtig proces med akkreditering, selvom jeg faktisk kom for sent til deadline. Og alle de interview jeg har bedt om gik igennem uden tøven.

3 dage før afrejse springer en ”bombe”. En bekendt og veninde, digterkoillega er død, Annette Steinhardt. Hun havde været i Ghana. Undervejs havde hun været lidt syg ind imellem, men ikke nok til at lade alarrmklokkerne ringe.''
Hjemkommet har hun et arrangement på Christinia lørdag aften og om tirsdagen dør hun på Rigshospitalet af en meget aggressiv malaria. Jeg er i chok. Især fordi det er få dage før jeg skal sætte mig i flyveren mod syd. Ikke til Ghana godt nok. Jeg tør næsten ikke fortælle det til nogen. Om fredagen når jeg at tage til reception i Gallery Boheme som ejes af Cristina Canzella som har kendt Annette hele livet. Det er godt at tale med Cristina om Annette, men det er stadig helt uforståeligt for mig. Annette efterlader sig en datter der endnu ikke er fyldt 18 år. Det  erkomplet vanvittigt, sindssyg og uretfærdigt.

Nu er jeg i Dar. Et hvert tegn analyseres og registreres. Den svageste antydning af hovedpine eller svimmelhed og jeg tænker på Annette. Livet er skrøbeligt.